Små mirakler
Illustration i A. B. Devdhars “Sacitra Marathi Khelanchen Pustak” fra 1905
Jeg troede ikke at der var nogen vej udenom. To timer ned ad dødens ekspresvej fra Ahmedabad til Baroda. Og tilbage igen. Alt sammen for at fotokopiere to sider fra en bog som jeg havde fået et tip om muligvis befandt sig på et bibliotek dernede.
Dagen igennem havde Dr. Moesgaard fra det Kongelige Bibliotek i København forsøgt at finde ud af om bogen kunne skaffes ad elektronisk vej eller gennem ILL (Inter-Library Loan). Desværre uden held. I den sidste kommunikation jeg modtog fra ham stod der at han var i tvivl om hvorvidt bogen overhovedet fandtes.
Hvis den gjorde så skulle den hedde Illustrated Marathi Games og være udgivet af A. B. Deodhar på et forlag i Bombay i 1905.
Trods al skepsis linkede Dr. Moesgaard til en webside med en oversigt over indscannede bøger på marathi. Den to gange anførte titel Maraathii Khelaanchen Pustaka var sprunget ham i øjnene. Sikkert ikke mindst fordi den var skrevet af en vis Ananta Baabaajii Devadhara og udgivet i henholdsvis 1834 og 1896.
Det videre link førte frem til en af de mest fantastiske og besværlige sider på nettet. The Digital Library of India (DLI) der ubekymret fremturer at det “for the first time in history … is digitizing all the significant works of Mankind”.
Men én ting er at digitalisere. Noget andet er at tilgængeliggøre. Og det sidste kan godt have sine problemer når det kommer til DLI.
Jeg var derfor ikke overrasket over at Dr. Moesgaard havde “prøvet at hente begge [bøger] gentagne gange med min DLI Downloader”, men at den “fejler hver gang”. Hvor mange gange under forårets specialeskrivning havde jeg ikke selv siddet til langt ud på natten og forgæves forsøgt at downloade endnu et af disse for menneskeheden så signifikante værker.
Internetforbindelsen på Hotel Good Night er en af de bedre jeg er stødt på i Indien, men det siger desværre ikke så forfærdelig meget. Jeg skal stadig indtage aldrig-før-sete yogastillinger med min computer for at få hul igennem, og så kan forbindelsen alligevel ryge midt i en download.
Men med Digital Library of India var det anderledes. Downloaderen etablerede øjeblikkeligt kontakt til websiden og hentede uden problemer de første par sider fra begge de ønskede værker. Titelbladene gjorde det klart at der var tale om to forskellige indscanninger af den samme bog der hverken var udgivet i 1834 eller 1896, men i 1905 og i Bombay.
Jeg fortsatte med at downloade indholdsfortegnelsen der nævnede Mokshpat, eller Brættet til Udfrielse, på side 207. Og så sad jeg pludselig med den illustration af en gyan chaupar-spilleplade foran mig der gjorde at jeg kunne sove længe dagen efter og overlade det til buschaufførerne og deres stakkels passagerer at køre sig ihjel på dødens ekspresvej fra Ahmedabad til Baroda.
Men miraklernes tid var ikke forbi endnu.
Den groft skitserede spilleplade mindede mig om noget jeg havde set før. Jeg sammenlignede med spillepladen der engang havde ledt mine tanker hen på vindpaladset i Jaipur, og jeg gennemkiggede alle mine nordindiske pahari-spilleplader der har en tilsvarende symmetrisk struktur. Men det var først da jeg åbnede mappen med titlen “Location Unknown” at jeg huskede hvor jeg havde set spillepladen før.
Russisk esoterisk spilleplade baseret på ukendt original
Bloggeren Sergey Moskalev skriver om den spilleplade Alexander Zaraev udgav i år 2000 at den har været kendt i den russiske esoteriske undergrund siden 1978. Zaraev selv tilføjer at en af hans venner, en orientolog og sanskritist, tegnede den af efter et diagram i et gammelt manuskript i et bibliotek i Skt. Petersborg.
Men måske det bare er en moderne okkultists ønsketænkning. En forsker i netop den russiske esoteriske undergrund påstår i hvert fald at vide at spillepladen blev fundet af Alexander Mikirtumov i et bibliotek i Moskva under ikke nærmere specificerede omstændigheder.
Hvem end der fandt spillepladen og i hvad end for et bibliotek, så tør jeg nu godt vædde en reinkarnation eller to på at det var i A. B. Devdhars Sacitra Marathi Khelanchen Pustak fra 1905.
Spillepladerne er de eneste to jeg har set med 108 felter og en pyramidisk 5-3-1-struktur i toppen. Inkluderingen af især det hellige bjerg Kailasa i felt henholdsvis 105 og 107 tyder endvidere på indflydelse fra en af de sjældne shaivistiske spilleplader som jeg er så heldig at have fået et eksemplar af fra en australsk samler i Melbourne.
Ernest Hemingway har aldrig skrevet at internettet er et smukt sted og værd at kæmpe for. Men jeg er enig i det sidste.
ज्ञान चौपड़ 