Mission Mangal Yug
Helt tomtasket kom jeg ikke fra Pune. Og nu er jeg taget på Hill Station i Panchgani. Hvor jeg ikke har noget bord. Men til gengæld en dobbeltseng. Jeg sover i den ene side. Og spiller i den anden.
Mission Mangal Yug er ikke just High Frontier 4 All. Phil Eklunds hyperrealistiske rumfartssimulation der er lige så fascinerende som den er uspillelig. Til gengæld er det om muligt endnu mere originalt og obskurt.
Mission Marsalder, som det hedder i direkte oversættelse, er noget så kedeligt som et læringsspil om Indiens rumfartsprogram. Men det kombinerer det klassiske og det moderne på en måde der får mig til at tænke på det ikoniske billede af spidsen af en indisk rumraket fragtet på en oksekærre.
Spillet foregår på to spilleplader samtidig. Den ene repræsenterer Jorden, den anden Mars. Og mens Jorden er et klassisk gåsespil, er Mars et moderne koloniseringsspil. En simpel og effektiv måde at forene mekanik og tematik på.
Spillerne begynder i centrum af Jorden og bevæger sig udefter i en spiral med hundrede felter. Deres træk bestemmes af traditionelle firesidede terninger med rødder helt tilbage i Induskulturen. Mens ressourcekortene de høster er en integreret del af den nuværende brætspilskultur.
Ressourcerne skal i første omgang bruges til at bygge bemandede rumraketter og skyde dem afsted mod Mars. Og når de først er landet deroppe kan spillerne selv vælge om de vil tage deres ture på Jorden eller på Mars.
Målet er at bruge yderligere ressourcer fra Jorden til at bygge kolonier på Mars. Den største og mest effektive koloni vinder. Men der er et twist. For spillet slutter i det øjeblik en spiller når det yderste felt på Jordens spiral og der ikke længere er flere ressourcer at høste.
Hvilket skaber en dynamik helt i Phil Eklunds ånd. For at skaffe ressourcer bliver du nødt til at spille på Jorden. Og for at bygge kolonier bliver du nødt til at spille på Mars. Men spiller du for meget eller for lidt på den ene eller den anden planet, risikerer du at spillet slutter før eller efter din koloni har toppet.
Bedre endnu er dog selve rumraketterne. Hånddrejede af træskærere fra Channapatna i Karnataka. En lille by kendt for sit trælegetøj siden Tipu Sultan befolkede den med kunsthåndværkere i slutningen af 1700-tallet.
Når raketterne lander på Mars fjerner man de aftagelige rumkapsler for enden af raketterne. Og bruger dem som spillebrikker på den nye spilleplade.
En taktil æstetik helt uden for Phil Eklunds rækkevidde. En af grundene til at hans spil fløj under radaren i årtier var ikke bare deres berygtede kompleksitet. Men også deres overlæssede grafiske design der trak blodige tårer fra enhver der prøvede at spille dem.
Så det kan godt være at Mission Mangal Yug er et kedeligt læringsspil om Indiens rumfartsprogram. Men det er lavet af nogen der tydeligvis ikke ved hvordan man laver kedelige læringsspil om Indiens rumfartsprogram. Og det giver det den skævhed og uforudsigelighed der ikke kun mangler i de fleste læringsspil. Men også i alt for mange almindelige konsumspil.
Mit største problem med spillet er hvordan jeg skal transportere det. Det koster mere at sende det end det kostede at købe det. Og jeg har hverken den fornødne tid eller tålmodighed til et heldagseventyr på et indisk postkontor.
Indtil videre bor det i min rygsæk. Og mit tøj i en pose i hånden. Så er det bare at løsne fingermusklerne hvis lufthavnspersonalet beder mig vælge.
ज्ञान चौपड़ 