Vindpaladser

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJeg er tilbage i Jaipur. Den rustrøde by der tømte mig for al inspiration med sin hyperturisme og sine retvinklede gader. Det er tre år siden nu. Men jeg kan stadig ikke rigtig finde mig til rette. Tre hoteller på to dage er sjældent noget godt tegn.

Dengang var højdepunktet et besøg på Museum of Indology. Jeg kan huske hvordan jeg svimlede foran samlingen af okkulte diagrammer der havde tilhørt museets grundlægger Acharya Ram Charan Sharma. Han var død i en relativt ung alder, men havde dog levet længe nok til at hans søn kunne titulere ham som “poet-writer-journalist, occult-painter, orientologist, supernatural-element expert, museologist, master of multi-dimensional-personality and spiritual talent”.

Det er uventet interessant at læse hvordan jeg oplevede museet dengang:

I flygtige glimt genkendte jeg de detaljerede kosmografier fra mine studier af Kalidasas mytiske geografi. Dér var Caturdvipa Vasumati, eller den firfoldige verden, med gudernes bjerg Meru i midten og de fire kontinenter foldet ud omkring det som lotusblade. Og dér var kortet over Svarga, eller himlen, med Kuberas by Alaka på siden af Shivas bjerg Kailasa.

Men hvad med den abstrakte projektion af rette linjer med hver deres længde og vinkel? Hvad med den stiliserede gengivelse af vindpaladsets facade med vinduerne gennemtrukket af slangekroppe? Og hvad med de symmetriske labyrinter uden anden retning end et endeløst fald mod et centrum der hele tiden trak sig længere og længere væk?

Sådan så jeg altså min første gyan chaupar-spilleplade endnu inden jeg vidste hvad en gyan chaupar-spilleplade var. Som en stiliseret gengivelse af vindpaladsets facade med vinduerne gennemtrukket af slangekroppe.

I dag ville jeg ikke have tænkt på Hawa Mahal (vindpaladset). Jeg ville have tænkt på det usædvanlige antal felter (96) og på den beskrevne, men unummererede, kolonne yderst til højre. Jeg ville også have været parat til at betale baksheesh (100 rupees) for at få lov til at tage et billede.

Men det er ikke dumt set.Hawa Mahal blev bygget i 1799 af Maharaja Sawai Pratap Singh som datidens svar på et gadespejl. Her kunne de mange kvinder han omgav sig med sidde afskærmet bag jalousier og kigge ud på det liv og den verden det var dem forbudt at deltage i. I dag skaber lyden af vinden der hyler og tuder gennem jalousiernes fine udskæringer et sjældent historisk nærvær.

Jeg kan forestille mig de unge kvinder sidde i vinduerne og spille gyan chaupar. Jeg kan se dem skjule et lille gab med bagsiden af hånden hver gang de lander på endnu en uselvisk dyd der fører dem op til næste etage. Og jeg kan høre dem sukke af længsel hver gang de lander på endnu en synd der fører dem ned mod gadeplan.

“It isn’t really the kind of thing we would want to exhibit in our gallery,” som paladsmuseets direktør udtrykte det da jeg viste hende mine ofte grove og skitserede spilleplader. “They are simple everyday objects. They may contain profound religious knowledge and wisdom, but who knows to what end they were really played? To pass time and dream of better days?”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

One comment

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s