I kulissen

170103_i-kulissen-1Indien slutter altid med et brag.

Sidste gang gik jeg ind i en tilfældig boghandel i Mumbai og blev kørt hen til en dyr adresse for at deltage i et passioneret seminar om bevarelsen af jainistisk skulpturkunst. Forrige gang tog jeg en rickshaw halvanden time gennem Delhi for at møde en tørlagt alkoholiker der viste sig at være rektor på en privatskole hvor eleverne havde planlagt et surprise party for mig.

Og i morges slog jeg så min værelsesdør op til synet af en sindsforvirret mand der blev rullet forbi på en båre omgivet af læger og sygeplejersker. Fællesstuen på førstesalen af Bhandarkar-instituttets gæstebolig var i løbet af natten blevet forvandlet til et felthospital med otte sengepladser. En informationsplanche på væggen oplyste at “one in five people in Northern Ireland has a mental health problem at any one time”.

Nede på kontoret undskyldte de og sagde at nogen burde have fortalt mig at gæsteboligen skulle bruges som filmkulisse. Præcis hvem kunne de dog ikke komme i tanke om. Men den marathi-sprogede film var blevet lanceret af alle tiders største indiske skuespiller Amitabh Bachchan i sidste måned og spået stor succes i biograferne.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Bhikari, eller tiggeren, egentlig handler om, men på filmsættet kunne de kun snakke om den sangsekvens de netop havde brugt tre dage og 1000 statister på at optage. Nettet kunne heller ikke oplyse mig om andet end hvilke berømtheder der var involveret i foretagendet, og på filmsiden marathistars er handlingsreferatet den eneste oplysning om filmen de mangler at indtaste.

Nu sidder jeg og mine medlogerende så på hvert vores værelse og forsøger at studere mens kameraerne ruller i hele huset. Hverken Rhys eller Sony synes særligt overraskede. Instituttet skal jo tjene sin penge på en eller anden måde. Og i disse økonomisk vanskelige tider ved alle at filmbranchen er et af de bedste steder at få vasket sine sorte penge hvide.

En bus fuld af mongoler i skoleuniformer er netop kørt op foran gæsteboligen. Jeg tænker at der må være en tematisk forbindelse til den sindslidende mand på båren og plakaterne med slogans fra en nordirsk oplysningskampagne om psykisk sygdom. Men jeg ved det ikke og tvivler på at der er nogen på filmsættet der kan gøre mig klogere. De virker som om det at lave film er vigtigere end præcis hvilken film de laver.

Når jeg fortsætter til Mumbai i morgen tidlig ved jeg ikke om jeg forlader et forskningsinstitut eller en filmkulisse. Måske jeg har været med som intetanende statist hele vejen. Måske der om et par måneder sidder nogen i en biograf og skriger af grin af den fortabte forsker i tårnværelset. Måske jeg bare skulle tage konsekvensen, hæve min gummicheck og skifte karriere.

170103_i-kulissen-2

Never the twain

Når jeg en sjælden gang imellem bevæger mig uden for Bhandarkar-instituttet og den lille håndfuld steder jeg frekventerer i nabolaget, så har jeg det som om jeg træder ind i en gigantisk kulturel dekompressor.

Pune synes på mange måder at være indbegrebet af alt det den vestligt orienterede middelklasse ønsker at Indien skal være. Her kan man gå på MacDonalds og Starbucks og drikke importerede øl på caféerne. Her står folk og småsludrer på fortovet med hver deres hund i snor, og her slår rickshawchaufførerne taxameteret til når man sætter sig ind på bagsædet.

Swachh Pune, swachh Bharat, står der på skiltene langs vejen. Og for én gangs skyld passer det. Pune er en ren by. En ren by der gerne vil gøre hele Indien renere.

Desværre går renheden kun i en retning og det er vestover. I en tid hvor der bliver færre og færre prisværdige ting at efterligne i aftenlandet er det som om punewalaerne forsøger med større og større ihærdighed.

Hvorfor ikke ringe efter en Uber når man kan gå ud på gaden og praje en rickshaw til en fjerdedel af prisen? Hvorfor ikke gå i kropsnære nuancer af grå når man kan gå i flagrende gevandter i alle verdens farver? Hvorfor ikke forvandle sin kultur til en tynd fernis når man kan bevare den?

I dag da jeg hastede tilbage til Bhandarkar-instituttet for at få lov til at mærke at jeg var i Indien bare lidt endnu holdt der en stor lastvogn ude foran gæsteboligen. Et sjak flyttemænd var i gang med at tømme fællesstuen på førstesalen for møbler og erstatte inventaret med feltsenge og skillevægge. Da jeg spurgte hvad der foregik trak de bare på skuldrene og sagde at de fik penge for det.

Om et par timer lander min ph.d.-vejleder med frue og i morgen skal vi mødes og udveksle stafetter. Han får bibliotekskortet til Bhandarkar-instituttets smuldrende manuskriptsamling og jeg får fuldmagten til at inkarnere ham omkring beslutningsbordet på universitetet. En udveksling i et kulturelt ingenmandsland hvor øst og vest endnu engang kan mødes uden rigtig at gøre det alligevel.

Så må vi se hvem der er mest ilde stedt.

Mellem gyan og chaupar

Nytårsnat tilbragte jeg med at rekonstruere det hidtil oversete spil phanjika så vidt som det nu engang lader sig gøre ud fra beskrivelsen i den royale håndbog Manasollasa fra første halvdel af det 12. århundrede. Spillet er vigtigt for min forskning fordi det kombinerer prototypiske træk fra de senere spil chaupar og gyan chaupar. Spilmekanisk minder det om chaupar, mens det indholdsmæssigt minder om gyan chaupar.

Nedenfor præsenterer jeg min rekonstruktion af spillepladen og reglerne. Spilretningen er angivet med tal set ud fra den sorte spillers perspektiv i bunden af spillepladen. De andre spillere bevæger sig på samme måde set ud fra deres eget perspektiv. Manasollasa nævner kun at brikkerne skal bevæge sig fra gudeverdenerne (startfelterne) til underverdenen (slutfeltet), men spillepladens kvadratiske udforming taget i betragtning anser jeg det for sandsynligt at de følger samme rute som i changa po der ofte nævnes som en mulig forløber til chaupar.

phanjika-diagram_reconstructed

Navn: Phanjika

Antal spillere: 4

Varighed: 60 minutter

Komponenter
1 spilleplade (6×6 felter)
20 spillebrikker (4 forskelligfarvede sæt af 5 brikker)
7 porcelænssneglehuse (binære “terninger” der enten kan lande med åbningen nedad eller opad)

Opstilling
1) Tegn spillepladen på jorden mellem spillerne
2) Navngiv hvert af de fire startfelter efter en gudeverden
3) Hver spiller tager et sæt af 5 ensfarvede spillebrikker og placerer dem i sit startfelt
4) Den første spiller kaster de 7 sneglehuse og begynder spillet

Mål
Den første spiller der bevæger alle sine brikker fra sit startfelt til slutfeltet og fjerner dem fra spillepladen med “phanjika”-slag (se nedenfor) vinder

Regler
1) Spillerne skiftes til at kaste sneglehusene og flytte deres brikker i den angivne retning fra deres startfelt til slutfeltet
2) En spiller kan kun flytte en brik fra startfeltet og ind på spillepladens første felt hvis han slår en “phanjika”
3) En spiller kan først begynde at fjerne sine brikker fra spillepladen når alle brikkerne er blevet flyttet ind på den

3a) En spiller kan kun fjerne en brik fra spillepladen hvis han slår en “phanjika” mens brikken står på slutfeltet

4) Hvis en brik lander på et felt med en anden spillers brik bliver sidstnævnte slået hjem til sit startfelt og skal begynde forfra

Porcelænssneglehusene
1) Antallet af sneglehuse der lander med åbningen nedad angiver hvor mange felter spilleren må flytte en af sine brikker
2) Hvis fem sneglehuse lander med åbningen nedad tæller slaget som en “phanjika”

2a) En “phanjika” kan udelukkende bruges til at flytte brikkerne ind på og ud fra spillepladen (som beskrevet ovenfor)
2b) Hvis en spiller bruger en “phanjika” må han slå igen
2c) Hvis en spiller ikke kan bruge en “phanjika” går turen videre til den næste spiller

3) Hvis alle sneglehuse lander med åbningen opad tæller slaget som en “kalasapta” (noget i retning af en “fejlsyver”)

3a) Hvis en spiller med en eller flere brikker på slutfeltet slår en “kalasapta” skal han flytte en af brikkerne tilbage til sit startfelt og lade den begynde forfra

Strategi
En spiller der ønsker at vinde bør skænke sin første “phanjika” til elefantguden Ganesha i stedet for selv at bruge den

Vejs ende

Pooldrengene Soni og Rhys havde egentlig inviteret mig til nytårsfest i Mumbai. Men Mumbai er fem timer væk og jeg skal også derhen på onsdag når jeg skal flyve til København. Så nu sidder jeg i stedet her med en Kingfisher og hører Modis nytårstale og reflekterer over året der gik.

Jeg begyndte at læse en politisk analyse fra Al-Jazeera, men besluttede mig hurtigt for at forbigå verden uden for min egen i tavshed. Jeg ved alligevel det hele i forvejen og der er ingen grund til at pille i et åbent sår. Må det snart lukke sig og blive endnu et grimt ar som vi højt og helligt kan love hinanden aldrig vil se sit lige.

Jeg er snart halvvejs gennem min ph.d. og har om muligt endnu mere materiale end da jeg begyndte. Alligevel føler jeg at jeg kan se enden på det hele tydeligere end nogensinde før. Vejen er lang og stejl, men jeg kender ruten og ved hvor den fører hen. Nu skal der bare gås til.

Min rejse har været en rejse i periferien. Jeg har bevæget mig rundt om spillets hjemland og afhandlingens kerne. Mod syd i Maharashtra undersøgte jeg de senere traditioner der tilskriver spillet tidligere tider. Mod øst i Uttar Pradesh havnede jeg i et tomrum der hjalp mig med bedre at forstå spillets oprindelse og udbredelse. Mod nord i Nepal fandt jeg det uddøde hinduistiske spils buddhistiske slægtning fra Kina og Tibet i levende live. Og mod vest på det persiske forskningsinstitut i Tonk mødte jeg de langskæggede spilbenægtere der bekræftede mine anelser om at den forgrening i historien nu skal undersøges i fjernere lande som Pakistan, Iran og Tyrkiet.

Afgrænsningen af emnet og dets territorie har givet mig en større følelse af selvsikkerhed når jeg skriver om det. Hvad der førhen kun var et forestillet landskab er nu forvandlet til konkrete steder som jeg selv har besøgt og kortlagt. Jeg tøver ikke længere med at grave efter spillets historiske rødder i det vestlige Indien eller trække mere eller mindre lige linjer fra tidligere tiders gyan (åndelige indsigter) og caupar (ludo-lignende spil) når jeg skal forklare gyan chaupars opståen engang i begyndelsen af det 18. århundrede.

Forude venter et travlt semester med kursus i brætspillets repræsentationshistorie og konference for mine ligesindede fra nær og fjern. Lige nu virker det præcis lige så uoverskueligt som det skal, men jeg er alligevel ikke et øjeblik i tvivl om at alt er som det skal være. Verdens generelle tilstand undtaget, forstås.

Godt nytår hvorend I måtte være. Jeg er lige her. Ved vejs ende.

Rosenkongen

161230_rosenkongen-1Man skal ikke gøre grin med helgener, men Madhuradvaitacharya Gulabrao Maharajs disciple er selv ude om det når de hyrer en rabiat hindunationalist som biograf og en M.A. i “Eglish” som oversætter. Så får man non sequitur-udsagn som “he has shown how erroneous is the deduction of the Western scholars” og mislykkede forsøg på poetisk storladenhed som “the entire life of Shree Maharaj is really a miraculous scripture in unmetrical composition of his strange struggle”.

Jeg samlede biografien og en række andre titler af den hellige mand op på et støvet bogdepot i Alandi halvanden times bustur nord for Pune. Jeg havde fået et tip om at det var stedet at få fat på et af de få tilbageværende eksemplarer af hans 286 felter store gyan chaupar-variation genoptrykt i 1981 på hundredeåret for hans fødsel.

Boghandleren ude foran det centrale pilgrimssted i Alandi hvor digterhelgenen Jnaneshwar opnåede udfrielse engang i slutningen af 1200-tallet skrev en udførlig rejsevejledning ned til mig på marathi. Nogen kendte templet der var nævnt i den, andre hospitalet og en enkelt et gadenavn. Men ingen syntes at være i stand til at forbinde punkterne med hinanden eller navnet på den person jeg havde fået at vide at jeg skulle kontakte.

Pludselig bremsede en sort SUV med tonede ruder hårdt op ved siden af mig. En olieglinsende midaldrende mand svøbt i et enkelt stykke hvidt stof som det var umuligt at bestemme hvor begyndte eller hvor endte steg ud af bilen og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter ham. Gyderne blev smallere og smallere og den sidste vi drejede ned ad var åbnet op som en grav de sprækkede huse kunne styrte ned i.

Manden sukkede og trak op i stofrullen inden han behændigt kantede sig langs muren hen til en nedrullet garageport. Han sparkede to-tre gange på den med indersiden af foden før den begyndte at rulle op. En dreng holdt den op i strakt arm så højt han kunne, mens vi dukkede hovederne og smuttede ind.

Gulabrao, eller Rosenkongen, blev født under trange kår i en landsby lidt uden for Amravati i det østlige Maharashtra i 1881. Kun ni måneder gammel mistede han synet og få år efter også sin mor. Han blev placeret hos sin tante der betragtede ham som en byrde og behandlede ham derefter. Først da han nogle år senere forudsage hendes mands død ændrede hun sit syn på drengen.

Trods sin blindhed var hans store lidenskab bøger. Han fik læst højt af de hellige skrifter fra morgen til aften og begyndte også snart at diktere sine egne bøger der skabte en syntese ud af alle verdens religioner. Skal man tro hans føromtalte biograf var syntesen baseret på at hinduismen engang i tidernes morgen havde hersket suverænt over hele kloden, og at de senere udviklede religioner kun var en slags surrogater for den sande lære der var gået tabt:

Before the advent of Islam, Arya Dharma was prevalent in Arabia, Afghanistan, but because righteousness was lost to these people, God gave Islam to save these savants and bring them on the path of Truth. This can be deduced from history and the Puranas, and therefore, Islam can be easily harmonised into the comprehensive Hindu Dharma.

Det er ikke helt det billede der tegner sig når jeg læser Rosenkongens egne ord, men hindunationalisterne og oversætteren om det. I 1901 fik han nemlig åndeligt besøg af Jnaneshwar der overraskende nok fortalte ham at han var den afdøde digterhelgens datter. Fire år senere blev han gift med guden Krishna og optrådte derefter helst i kjole og med religiøs make-up.

Da han døde i 1915 i en alder af 34 år havde han dikteret de over 130 bøger der nu stod genoptrykte og ulæste hen på hylderne omkring mig. Formanden for den lokale afdeling af Gulabrao-selskabet var da også mildest talt forbløffet over min interesse. Han havde forladt en større iscenesættelse han selv var vært for netop som den skulle til at begynde og stod nu og stakkede bøger på gulvet foran mig.

“Srautakridavishesha,” læste jeg højt og samlede et plettet hæfte op på størrelse med en halv pixibog. “Is this the manual for his Mokshapata game?”

Formanden nikkede og rakte en hånd op på den øverste hylde. Han kørte den søgende frem og tilbage over den støvede overflade uden at støde på noget.

Jeg sank utålmodigt.

“Kursi dijie,” sagde han til drengen der straks rendte ud i baglokalet efter en stol.

Det føltes som en evighed før han fik stillet benene til rette på det ujævne gulv og samlet sin stofrulles guirlander foran sig. Han klatrede forsigtigt op på sædet og greb fat om hyldekanten med begge hænder som om han ville hæve sig op i den.

“Ah,” sagde han endelig. “There it is.”

Jeg var egentlig kun interesseret i det plettede hæfte og den løst laminerede spilleplade, men af ren og skær høflighed tog jeg også toppen af det bogtårn han havde stablet op foran mig.

Jeg rakte ud efter min pung, men han viftede bare afværgende med hånden. Det var hans pligt, sagde han, at give mig bøgerne gratis. Alle hundrede-nogen-og-tredive om jeg ville.

Jeg kom derfra med flere bøger end jeg vil forsøge at tage med mig til Danmark, men så kan Bhandarkar-instituttet også få lidt igen for de manuskriptblade de ikke ved at de har foræret mig. Biografien har jeg dog tænkt mig at holde fast i. Jeg bliver simpelthen nødt til at finde ud af hvorfor der står “UNDOUNTABLE DEFEAT OF HINDUISM” på bagsiden.

161230_rosenkongen-2

 

Tab & vind

Gårsdagens fund på Bhandarkar-instituttets bibliotek var et af de manuskripter der ligger til grund for Gondekars ikke altid lige overbevisende kritiske udgave af den royale håndbog Manasollasa fra 1200-tallet. Selv om manuskriptet først er blevet til i slutningen af 1800-tallet og fyldt med fejllæsninger, så forbedrer det den kritiske udgave på en række centrale punkter. For eksempel er den umulige gerundiv i vers 829 erstattet med en mere tilfredsstillende optativ der hjælper på forståelsen af phanjika-spillets udformning.

Her vil jeg dog for den almene læsers skyld i stedet fokusere på de afsluttende vers i kapitlet om phanjika. De beskriver hvordan den vindende part skal forholde sig til den tabende efter spillet. Og selv om teksten forbliver tavs om hvorvidt der har været kongelig mønt på højkant, så er den ganske åbenmundet når det kommer til det medfølgende ærestab.

Efter spillet er det således vinderens privilegie at tegne en karikatur af taberen på jorden ved siden af spildiagrammet. Taberen skal fremstå deprimeret, forladt, smudsig og vanskabt. Ligefrem “urørlig” med tydelig reference til det rituelt urene og måske endda til samfundets absolutte pariaer: de kasteløse.

Herefter står det vinderen frit for at springe op på taberens ryg og drive ham omkring som et pakæsel eller give ham bind for øjnene og få ham til at famle sig frem mod et på forhånd aftalt mål. Teksten understreger at der kun er tale om forslag og opfordrer derefter vinderen til at opfinde sine egne måder at ydmyge og latterliggøre taberen på.

Virkeligheden var med andre ord sikkert meget værre.

Nu omringer vinderen og hans kumpaner taberen og synger nedgørende sange om hans navn mens de klapper hurtigere og hurtigere i takt. Som klimaks løfter de ham op fra jorden og kaster ham flere gange højt op i luften. Det hele slutter med at de bærer ham væk fra spillet “som var han en fremmed uden et eneste formildende træk”.

Jeg er godt klar over at bølgerne kan gå højt når vi spiller egyptiske guder og udsteder faraoniske forbandelser i min lejlighed på Nørrebro, men jeg synes nu alligevel at vi virker relativt tandløse i sammenligning med beskrivelsen i Manasollasa. Måske det vil ændre sig når jeg er færdig med at rekonstruere reglerne til phanjika. Hvor man iøvrigt også spiller guder. Bare indiske.

Tips & tricks

Som gæsteforsker på Bhandarkar-instituttet har jeg mere eller mindre fri adgang til bibliotekets over 30.000 manuskripter. Det hjælper dog ikke stort når jeg kun er i Pune en uges tid endnu og ikke har adgang til digitale kopier af manuskripterne. Der findes en obskur procedure for den slags urimelige forespørgelser, men bibliotekarerne ser allesammen meget trætte ud når jeg spørger ind til den.

Ud over at være besværlig og bekostelig er proceduren også så tæt man kommer på “uetisk” i manuskriptologiske kredse. Efter at have indhentet anbefalingsbreve, udfyldt formularer, tigget sig til stempler og skæppet godt til i institutkassen bliver manuskripterne ganske enkelt lagt ind i et monstrum af en sort/hvid-fotokopimaskine fra midt-firserne og chokbehandlet med lys og varme.

Jeg har set resultatet og det er ikke kønt. De mindste ujævnheder bliver til sorte klatter der flyder sammen med bogstaverne, og det særlige system af farvekoder skriverne traditionelt anvendte til at markere overskrifter, rettelser og udeladelser forvandles til et gråtonet terrorregime på papiret.

Værre endnu er skadevirkningerne på manuskripterne. De falmer og flager og bringes adskillige skridt nærmere den fine bunke papirstøv de ultimativt er bestemt til at ende som.

Derfor har jeg nu udviklet en ny strategi der allerede har bevist sit værd.

Jeg ankommer veludhvilet op ad formiddagen og beder om at få lov til at se de manuskripter jeg gerne vil have fat på. Bøjet over et mørkt træbord foran det nordvendte vindue i den fjerneste ende af biblioteket kigger jeg manuskripterne igennem og markerer alle de blade jeg gerne vil studere nærmere.

Halvanden time senere når frokostklokken ringer indtager jeg så den nødvendige positur af fordybelse og omgiver mig med en aura som et “Do not disturb”-skilt på dørhåndtaget til et dyrt hotelværelse. Jeg fornemmer bibliotekarens skygge bag mig, hører nogen gange også den forberedende indånding til en anmodning om at forlade studiepladsen, men forbliver ubevægelig indtil hendes skridt fortoner sig i retning af frokoststuen.

Endelig alene med manuskripterne sniger jeg kameraet op af skuldertasken og fotograferer de markerede sider i det indirekte sollys fra vinduet. Og når bibliotekaren vender tilbage efter frokost, strækker jeg mig veltilfreds i stolen og takker mange gange for det flygtige glimt ind i det filologiske skatkammer.

“Kal milenge,” siger jeg og folder hænderne foran brystet inden jeg går ud.

Vi ses i morgen.

At spilla daldos

Sådan kunne bornholmerne ifølge Espersens bornholmske ordbog fra 1857 finde på at sige om folk der levede over evne. Og sikkert også længe efter at folk rent faktisk var holdt op med at spille daldos. Eller overhovedet kunne huske hvad det var.

Ordet staves almindeligvis “daldøs” og udtales med tryk på sidste stavelse. Dal-døs. En dal er et særligt slag med en terning, og døs betyder sandsynligvis bare to. Altså noget i retning af double skulls hvis der skulle være nogen Blood Bowl-spillere blandt dagens læsere.

Jeg nævner det fordi det et sted i krydsfeltet mellem rejserefleksion og kursusforberedelse går op for mig at det uidentificerede spil jeg så to gamle mænd spille i Nepal sandsynligvis er beslægtet med det stort set glemte danske brætspil daldøs. Et spil der ligesom det mere velkendte hnefatafl sandsynligvis var noget vikingerne røvede sig til i fjerne lande og sidenhen gjorde til deres eget.

Trods spillets anseelige ælde optræder det ud over referencen i ordbogen for første gang i J. P. Jacobsens Marie Grubbe fra 1876. Her forsøger Gyldenløve at fordrive den hjemlige kedsomhed med et spil daldøs med Marie, men ender alligevel med at gå ind i våbenkammeret og dagdrømme sig til Spanien.

Sognepræsten Peter Michaelsen har beskæftiget sig indgående med spillet og skrevet en vidunderligt præcis og detaljeret artikel om det i Historisk Årbog for Thy og Vester Han Herred (2001). Jeg møder ham hvert år til det internationale spilforskningstræf som jeg selv står for at arrangere til maj. Så ved I hvor I kan henvende jer.

Jeg vil lade Peter og hans artikel tale for sig selv, men kan dog ikke lade være med at nævne et citat tilskrevet en arbejdsmand i Thisted omkring midten af 1800-tallet. Peder Tæbrings barnebarn fortalte således tilbage i 1920erne at bedstefaren efter aftensmaden havde for vane at sige: “Ja, mutter, vi skal vel have en dallepind, før vi gå i seng.”

Præcis hvori en dallepind består kan man læse mere om i Peters artikel, men det var tilsyneladende ikke stort anderledes end det jeg oplevede for få uger siden i tempelruinerne i Bhaktapur femten kilometer øst for Kathmandu.

Jeg har allerede skrevet til Jærmuseet i Norge for at sikre mig et eksemplar inden kursusstart.

Så blev det alligevel

161225_cave-canemBhandarkar-instituttet fik dette lille kræ ind gennem tremmerne i porten julenat. Som I kan se er jeg gået i gang med at fodre den op med glukosekiks, så den kan holde rotterne ude af mit badeværelse. Muligvis mere om det senere.