Rejsen

En gammel indisk myte fortæller at det guddommelige ægtepar Shiva og Parvati sidder et sted deroppe i det høje og spiller universet frem på et bræt med terninger og brikker. Så længe Shiva vinder, ånder alting fred og idyl, men når han en sjælden gang taber, bliver han så rasende at han lukker sit tredje øje og henlægger verden i et altopslugende mørke. Først når Parvati har fristet ham tilbage til liv og lyst og leg, åbner han atter øjet og skaber verden på ny.

Spørgsmålet om hvilket spil det mon er Shiva og Parvati fordriver tiden med, er endnu ubesvaret. De oftest fremførte bud er terningespil, backgammon, ludo og stigespil. Og det ene bud kan for så vidt være lige så godt som det andet, for det alle spillene har tilfælles er at de repæsenterer det univers guderne skaber ved at spille dem.

Således tager de fire sider på den traditionelle indiske terning navn efter de fire tidsaldre som verdens evigt gentagne cyklus består af. Brættet til backgammon repræsenterer himmelrummet, og brikkerne de femten lyse og femten mørke månedage. Ludo viser universet udfoldet i de fire kompasretninger med det oprindelige tomrum i midten som spillernes sjæle søger tilbage mod. Og stigespillet, afbildet flere steder her på siden, er en model over kosmos med slanger og stiger til at udpege karmiske forbindelser mellem stadier på livets vej.

I efteråret 2013 satte jeg mig selv på brættet som en brik i gudernes store spil. Jeg rejste til Indien for at leve og lege og lyste – og for at lære mere om de spil der gennem årtusinder har foldet verden ud for vores fødder.

I efteråret 2016 vender jeg tilbage til Indien som ph.d.-studerende med fokus på netop gyan chaupar. Jeg ruller stadig selv min terning og vedbliver at forholde mig åbent til spørgsmålet om hvem der har vægtet den, hvordan og hvorfor.

Rejsen