Mr. Bhanawat

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJeg tilbragte min sidste aften i Rajasthan i selskab med Mr. Bhanawat. En autodidakt folklorist godt oppe i halvfjerdserne med eget museum og toogfirs titler på publikationslisten. Den treogfirsindstyvende skulle være lige rundt om hjørnet.

Jeg var stødt på hans navn i en fodnote fra 1985 og anede ikke om han stadig var i live. I betragtning af at fodnoten refererede til en artikel han havde skrevet i et for længst udgået tillæg til Times of India i 1965 var jeg ikke så sikker. Men artiklen handlede tilsyneladende om gyan chaupar, og så var der ingen vej udenom.

Jeg besøgte hans museum som noget af det første efter jeg kom til Udaipur. Det var det sjette eller syvende museum baseret på en privat samling jeg havde besøgt i Rajasthan. De fleste andre havde været overfyldte og klaustrofobiske på grund af pladsmangel eller et ønske om at demonstrere samlingens omfang.

Men Bhartiya Lok Kala Museum var både velindrettet og velassorteret med alt fra gudemasker og teaterdukker til hennamønstre og fortællebannere. Det eneste der manglede var en gyan chaupar-spilleplade eller to.

Og så selvfølgelig Mr. Bhanawat.

Personalet var inkompetent som altid. De slørede deres uvidenhed med arrogance og håbede på at det ville holde mig fra at stille flere spørgsmål. Først efter en række adgangsgivende kodeord – som fx Mr. Bhanawats fulde navn og titlen på det avistillæg hans artikel var blevet trykt i – lykkedes det mig at få adressen “Chetak Circle” ud af dem.

Jeg havde passeret Chetak Circle på vej til museet og konstateret at det ikke bare var en cirkel, men en dobbeltcirkel med små butikker og kontorer hele vejen rundt. Nogen nærmere stedsangivelse kunne jeg dog ikke få ud af personalet. Jeg måtte sætte min lid til at Mr. Bhanawat enten var lokalberømt eller gjorde sig i store skilte.

Det var overraskende endelig at finde stedet klemt inde mellem to mekanikerværksteder i rundkørslens ydre ring. Parshvakalla, stod der på muren over den nedrullede metalport.

Hvad end dét så måtte betyde.

Jeg ringede til et nummer på et klistermærke ved siden af hængelåsen og fik fat i en forsovet ældre dame. Efter at have været gennem hænderne på alle husets fire generationer nåede telefonen endelig frem til Mr. Bhanawat.

“Today I must vote!” råbte han ind i røret. “And tomorrow is holiday!”

Jeg sukkede opgivende. Festivalsæsonen, som inderne kalder den, havde været over os i snart to måneder nu. Den gjorde det stort set umuligt at foretage sig en ærlig dags arbejde.

“But today after tomorrow is best day!”

Det var også den dag jeg skulle checke ud af mit hotel i Udaipur og ind på et nyt i Ahmedabad.

“Morning time possible?” spurgte jeg forsigtigt.

“Evening time possible!” svarede han begejstret. “Evening time is best time!”

*

Jeg fandt Mr. Bhanawat bag skrivebordet i Parshvakalla Public Relation & Communication Office på Chetak Circle. De store stabler af printerpapir langs væggene fik ham til at se endnu mindre ud end han var. En lille mønstret hat holdt det grå strithår nede, men armene skød i vejret da han så mig.

“Most welcome!” råbte han. “Most welcome to my life!”

Scrapbogen lå allerede opslået på skrivebordet foran ham. Kreeda aur itihasa, stod der oppe i hjørnet af avisudklippet. Spil og fortælling. To modsatrettede størrelser som spildesignere verden over ville give deres højre musefinger for at kunne forene.

Artiklen var kort og på hindi, men illustreret med en spilleplade der straks fangede min opmærksomhed. Den var tegnet i hånden med en simpel og barnlig streg der vidnede om at den snarere kom fra et privat hjem end et tempel eller et kloster. Noget der blev endnu tydeligere da jeg begyndte at undersøge teksten i de forskellige felter.

De to længste slanger der sædvanligvis fører ned fra tamas (åndsformørkelse) og ahamkar (selviskhed) førte i stedet ned fra baap hatya (faderdrab) og paar naree mithun (sex med en anden kvinde), mens stigen der plejer at føre op fra bhakti (gudshengivenhed) i stedet førte op fra mata peeta bhagti (hengivenhed til moder og fader).

“It shows the life in the village!” nærmest eksploderede Mr. Bhanawat. “So much wonderful bad spelling!”

Han pegede på en tegning af skaberguden Brahma med navnet skrevet nedenfor.

“Bharm, it says!” råbte han triumferende og strakte armene op i luften. “Bharm! Bah! Ha!”

Det var som om han ikke kunne rumme sin egen energi og hele tiden blev nødt til at kanalisere den ud med ord og gestik. I mit eget mere afdæmpede sind glædede jeg mig allerede til at blive god nok til hindi til at kunne læse hans artikel.

Resten af aftenen gik med korte, intense samtaler afbrudt af den ene bekendte efter den anden der dukkede op for at drikke en kop chai, veksle et par ord og røre hans fødder.

“Every time is tea-time,” sagde han hver gang en ny bekendt dukkede op. “Always one cup more!”

Da han til sidst vist alligevel havde fået en kop for meget, slog han håndfladerne i bordet og sagde at det var blevet tid til at komme hjem.

“I never drive when dark,” forklarede han og kiggede ud i mørket. “Only I walk.”

Jeg tog nogle sidste billeder af de i alt tre spilleplader der var dukket op i løbet af aftenen. To folkloristiske, om man vil, og en enkelt jainistisk med udvidede beskrivelser af de enkelte felter i et selvstændigt panel nederst på spillepladen. Måske en koncentreret udgave af den spilmanual jeg havde fundet i manuskriptform på L. D. Institute i Ahmedabad.

Blitzen skar grimt i papiret, men jeg vidste bedre end at beklage mig. Rajasthan havde i løbet af den sidste måneds tid givet mig billeder af små tyve spilleplader og kendskab til endnu tyve andre. Omfanget af mit studie var blevet så stort at jeg ikke længere behøvede bukke og skrabe når jeg bad om lov til at se folks samlinger.

Jeg havde fået noget at tilbyde.

“I write you long letter in Mewari language!” råbte Mr. Bhanavat efter mig inden jeg forsvandt rundt i kurven på Chetak Circle. “When you can read, you write me also!”

Jeg vendte mig om en sidste gang. Han stod foran den halvt nedrullede metalport med armene oppe over hovedet og håret strittende ud i alle retninger. Som et billede frosset fast på nethinden efter et lynnedslag.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den fire-hovedede gud Bharm. Detalje fra spilleplade.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s