Salar Jung Museum, Hyderabad

Jeg mødte Doktor Deme over bloody marys og grillede fiskestykker i biblioteksbaren på Secunderabad Club. Pensioneret hjernekirurg og nu formand for Indiens numismatiske selskab. Og så selvfølgelig forfatter til en bog om indgraverede brætspil på forter og templer i delstaterne Telangana og Andhra Pradesh.

Over årene har jeg bemærket en udvikling i den måde jeg rejser på. I begyndelsen undgik jeg enhver form for forventning eller formål. Flyttede mig blot fra sted til sted fra dag til dag. Lod verden ske og gøre med mig hvad den ville.

Kun sådan kunne jeg sikre mig at døden intet havde at stjæle fra mig. Ingen drømme eller håb. Kun sådan kunne jeg bekæmpe angsten ved at være i live. Vreden og afmagten over at være til. Til hvad. Til ingenting.

Sidenhen blev det vigtigt for mig at have en retning. Ikke et mål, blot en retning. Når jeg fulgte et spor hvirvlede jeg mere liv op omkring mig. Jeg havde en maske at møde verden med. En persona den kunne reagere på.

Sådan blev jeg spilforskeren. Ham der altid søgte noget. Ham der altid havde et spørgsmål. Jeg var ikke længere alene. Jeg var ikke længere fortabt. Jeg var en del af en fantasi der var større end min egen.

I dag rejser jeg først og fremmest efter mennesker. Efter tanker og idéer. Efter perspektiver der kan udfordre mit eget. Som om jeg er ved at nå i bund med mig selv. Som om jeg har brug for andre til at nære mine forestillinger.

Og Doktor Deme var en sådan anden.

Han indledte samtalen med en detaljeret gennemgang af de uhyrligheder der fandt sted efter briterne forlod subkontinentet i 1947. Og rundt regnet femhundrede fyrstedømmer fik valget om at blive en del af Indien eller Pakistan. Eller forblive selvstændige.

I Hyderabad herskede en muslimsk Nizam over en overvejende hinduistisk befolkning. Nizamen vidste at det ville koste ham hovedet at erklære en pakistansk bastion i hjertet af Indien. Og at det ville koste ham magten at lade sig indgå i dets blodstrøm.

Det var derfor han sammen med kun to andre fyrstedømmer valgte selvstændigheden. I det års tid den varede. Indtil den indiske hær rykkede ind og fjernede ham fra tronen. Først da forstod han at valget havde været en ordre.

“They killed 40.000,” sagde doktoren. “I was just a child.”

Jeg havde læst om massakren på det muslimske mindretal i dagene efter befrielsen af Hyderabad. Hvilket var mere end de fleste indere havde gjort. Sunderlal-rapporten der dokumenterede overgrebene bev først frigivet i 2013. Og kan stadig først findes vis uofficielle kanaler på nettet som fx her.

“Can you believe it,” fortsatte han. “40.000 people killed just for being Hindus.”

Mit langsomt nikkende hoved frøs fast i en akavet stilling. Som jeg hurtigt måtte tvinge det videre fra. For ikke at afsløre min vantro.

Havde han lige vendt hele historien på hovedet. Havde hans uskyldige barneøjne set ét og forstået noget andet. Eller havde konspirationsløget endnu en skal der nu tårevædet måtte pilles af.

Det eneste medie der synes at læne sig op ad doktorens historie er OpIndia. En hindunationalistisk hjemmeside med speciale i islamofobi og falske nyheder. Den rapporterer at den indiske hær kun befriede Hyderabad fordi muslimske dødspatruljer terroriserede den hinduistiske befolkning.

Uanset om doktoren havde ret eller ej undrede det mig at han overhovedet sagde det. Og så som det første. Uden at jeg selv havde fortalt ham andet end mit navn.

Måske var det fordi han havde skrevet en bog om alt det guld Nizamen angiveligt havde fragtet ud af landet inden hæren rykkede ind. Hele fly, fortalte han, med sæderne taget ud så der kunne være plads til flere funklende diamanter.

Jeg begyndte at ane en rød tråd. Men han var så varm og så venlig. Så sød og så smilende. Og så selvfølgelig forfatter til en bog om indgraverede brætspil på forter og templer i delstaterne Telangana og Andhra Pradesh.

To bloody marys senere lå der otte datadisketter på bordet mellem os. I rød og sølv med regnbuespil og håndskrevne løfter. Om spilhistoriske skatkamre med eksotiske navne.

Medak. Rachakonda. Gudimallam. Tirupati. Og. Og. Og.

Forter og templer der stod på en liste så lang at jeg for længst havde opgivet at nå hele vejen igennem. Nu krydsede jeg dem af i tankerne. Det ene efter det andet.

“I think there are quite a few brain scans mixed in,” sagde Doktor Deme beklagende. “But you can have them if you want them.”

Det var derfor jeg var begyndt at rejse efter mennesker. Fordi de kunne åbne de døre jeg kun kunne ligge på knæ foran med øjet presset mod nøglehullet.

Fyrretusind. Vi bliver hvad vi ser. Men ser ikke nødvendigvis hvad vi bliver.

Senere den dag rendte jeg forvildet rundt i Hyderabads største elektroniske løssalgsbazar og råbte om hjælp. Folk kom ilende til med flossede konverteringskabler og støvhvirvlende diskettedrev.

Jeg tilbragte halve og hele timer i natostilling foran blotlagte kabinetter og flimrende skærme fanget i uendelige opstartsløkker. Og lige lidt hjalp det. Dataen snurrede blot uset rundt i de glitrende ringe der bandt den.

Altså lige indtil jeg fandt Satya Prasad Computer Store på første sal i Elephant House. Hvilket vil sige klatrede op ad endnu en jerntrappe til endnu et gnistrende pulterkammer i endnu et certificeret brandbart bygningskompleks.

“Apki madad ke liye kitne paise?” spurgte jeg og rodede i lommen efter en seddel der hverken var for stor eller for lille.

“I have YouTube channel,” sagde indehaveren og løftede øjenbrynene. “You want to make interview?”

Det er kommet mig for øre at en skjult optagelse fra et hotelværelse i Bhubaneswar har fundet vej til landsdækkende radio i Danmark.

Fra cirka 33:30 til 38:00 kan man angiveligt høre mig afsløre dunkle hemmeligheder om brætspillenes oprindelse.

Det lyder lidt som om jeg taler i søvne. Eller måske snarere i trance. Jeg må have været besat. Eller meget træt.

Jeg sidder og sorterer mine billeder fra den sidste halvanden måned i Indien. Da jeg pludselig falder over ét fra National Museum i Delhi. Fotograferet under et hurtigt gennemløb af en dårligt oplyst sal med malerier fra 1800-tallets sydindiske hovedstæder Mysuru og Thanjavur.

Det viser en dansende Shiva flankeret af sin hustru Parvati og deres sønner Ganesha og Karttikeya. Under dem ses enogfirs felter med scener fra myter, legender og en hverdag i bøn og tilbedelse.

En korsform fanger mit blik. Da jeg zoomer ind ser jeg en velnæret herre sidde på en seng med en pude i ryggen. Eller er det en trone med en gaddi. Men hvorfor så blot en løst bundet turban på hovedet. Og hvad er det han holder i hånden. En stok. En knippel. En kniv.

Under alle omstændigheder er korsformen foran ham et spil chaupar.

Armene er kun tre felter lange. Måske en kunstnerisk fortegnelse. Måske en henvsining til at manden på billedet spiller hasard. Det gøres nemlig bedst på kortarmede spilleplader hvor brikkerne når hurtigere rundt.

Inskriptionen under motivet er på tamilsk. Jeg staveplader mig frem til at der må stå: 32 mūrkka nāyaṉā. Hvilket må være en reference til en af de tamilske nayanarer eller helgener. Eller direkte oversat “Shivas hunde”.

Murkha Nayanar, viser det sig, er den toogtredivte i rækken af de i alt seksogtres nayanarer. En selvopofrende herremand der spillede og dolkede sig vej til Shivas himmelske bolig på bjerget Kailash. Ved aldrig at eje noget selv og altid give sine gevinster til værdigt trængende.

Hans navn kan omtrent oversættes til Djævelske Nayanar. En påmindelse om altid at have detaljen for øje. Og om ikke at spille hasard med asketerne der sidder på de indgraverede spilleplader i templerne.

Sidst jeg gjorde det kostede det mig 100 rupees. Nu kan jeg så trøste mig med at pengene muligvis sikrede min modstander en fredfyldt time eller to på det hellige bjerg.

He would lose in the initial play and make his rival
gain money; but in all subsequent play
he would repeatedly win and come by great money;
he would stab them with his sword that tried to cheat
him with deceptious words; thus he, the good gambler,
came to be known as Moorkkar in this fourfold world.

(fra sangen om Murkha Nayanar i Periya Puranam fra 1100-tallet i oversættelse ved T. N. Ramachandran)

Jeg ankom til Hyderabad i lettere kolonial stil. Blev hentet af min chauffør i lufthavnen og kørt direkte til hotellet i Bandara Hills hvor de lokale filmstjerner bor. Skiftede til nypressede bukser og skjorte og lod mig fragte videre til Secunderabad Club. Hvor den legendariske bansuri-spiller Hariprasad Chaurasia gav en af sine efterhånden uhyre sjældne koncerter.

Secunderabad Club er en af Indiens mest prestigiøse og elitære klubber. Jeg var inviteret af en excentrisk russisk mosaikkunstner hvis mand havde ventet femten år på at få lov til at betale 80.000 kroner for at blive medlem. Hun fyldte havebordet på den enorme plæne med små tandoori-retter og en stabel paratha. Umiddelbart før det blev annonceret fra scenen at Chaurasia ikke ville begynde at fløjte før publikum holdt op med at spise.

Heldigvis havde Natalia også en lommelærke med hjemmebrændt i inderlommen. Garanteret til ikke at give tømmermænd. Som hun sagde at et langt livs erfaring havde lært hende.

Og dér sad vi så. I eksklusivt selskab på en eksklusiv klub og hørte eksklusiv klassisk indisk musik. Og drak slivovitch.

Chaurasia har åbnet sindet for mig flere gange før. Og min første aften i Hyderabad var ingen undtagelse.

Asiatic Society of Bengal beskrives bedst som leveldesignet til et adventurespil.

Når du har loadet mappet navigerer du hen til bygningen på Park Street og går op ad trappen til glasdøren. Bliv stående indtil manden i uniformen åbner den for dig. Hvis du selv forsøger at skubbe den op, trækker han i den fra den anden side så du snubler og går ned i coolness.

Den eneste handling du kan foretage dig i ankomsthallen er at gå hen til receptionisten og åbne et dialogtræ. Prøver du at gå op ad trapperne eller ind i elevatoren stiller manden i uniformen sig i vejen.

I dialogtræet skal du klikke på alle de udsagn der handler om universitet, forskning og manuskripter. Mødte du en tidligere ansat på sidste level kan du bruge hans navn til at springe dialogen over og gå direkte videre til indregistreringen.

Angiv navn, adresse, telefonnummer, ankomsttidspunkt og ærinde i hovedbogen. Husk at bruge caps lock. Ellers vil du blive bedt om at slette det indtastede og begynde forfra. Afslut med signatur.

Receptionisten fortæller dig nu at du skal fortsætte til første sal. Bemærk at det ikke er muligt at tage trapperne. Hvis du forsøger stiller manden i uniformen sig i vejen og beder dig tage elevatoren. Dette gælder for alle etager uanset hvor kort eller langt du skal.

Receptionistens anvisning er et falsk spor. Der er ingen grund til at tage til første sal. Gør du det vil du blot møde endnu en receptionist der vil bede dig registrere dig endnu engang. Og derefter sende dig op til fjerde sal. Hvor du lige så godt kunne være taget hen med det samme.

På fjerde sal skal du aflevere din taske inden du går ind ad dobbeltdøren for enden af gangen. Forsøger at du at gå ind uden at have afleveret tasken stiller manden i uniformen sig i vejen.

Sørg for at tage fotokopien af dit pas samt dit forældede censorkort fra universitetet op af tasken inden du afleverer den. Ellers kommer du til at sidde fast senere og bliver nødt til at spille etagen om. Har du ikke fået fotokopieret passet på sidste level bliver du nødt til at gå tilbage og loade et tidligere save game. Har du glemt at pakke censorkortet inden du fløj til Indien bliver du desværre nødt til at genstarte hele spillet.

Bag dobbeltdøren sidder en yngre kvinde med knold i nakken. Dialogtræet med hende åbner automatisk hvis du forsøger at gå forbi hende. Hun beder dig introducere dig selv og din forskning.

Det er vigtigt at du præsenterer dig som postdoc. Ellers antager kvinden at du er ph.d.-studerende og afkræver dig et anbefalingsbrev fra din vejleder. Den eneste vej tilbage fra den gren af dialogtræet er at bede kvinden åbne din universitetsprofil og placere musen over stilliingsbetegnelsen “postdoc”.

Hvis du på en tidligere level har påpeget over for universitetet at du ikke længere er ansat og at de derfor skal holde op med at pålægge dig arbejdsopgaver, vil de have opdateret listen over ansatte så din profil ikke længere figurerer på den. I så fald bliver du nødt til at gå tilbage til den level og spille den om.

Når du har afleveret fotokopien af dit pas og dit forældede censorkort giver kvinden dig en lyserød seddel med nummeret 5291. Det er nemmest hvis du skriver nummeret ned på en lap papir ved siden af computeren. Så slipper du for hele tiden at skulle åbne dit inventory og checke det hver gang nogen spørger.

Kvinden vil nu bede dig fortsætte til anden sal og henvende dig til madam. Du kan spørge hvad madam hedder mere end madam, men kvinden vil blot spilde din tid med at tale udenom og undlade at sige navnet. Den oplysning kan først skaffes i den afsluttende sekvens med madam. Hvor det til gengæld er vigtigt at du får navnet da du ellers vil blive tvunget til at spille levelen forfra når du vender tilbage to dage senere.

Anden sal er skatkammeret. Det er dér museet, biblioteket og manuskriptsamlingen er. Det er også den sværeste etage at navigere. Jeg beklager at omfanget af denne walkthrough ikke tillader en udtømmende beskrivelse af alle de mulige stier du kan følge.

Jeg vil anbefale at du saver spillet inden du tager elevatoren da gamebreaking fejl allerede kan begås umiddelbart efter ankomsten. Du kan også lige så godt indstille dig på at brænde en del liv af på etagen. Bliver du ved med at sidde fast kan du eventuelt prøvespille nogle af de lettere manuskriptjægerbaner som fx Oriental Institute i Vadodara eller Koba Tirth i Gandhinagar. Bemærk dog at begge disse levels ligger i den modsatte ende af mappet.

Når du træder ud af elevatoren vil manden i uniformen straks føre dig hen til en skranke hvor du skal aflevere din taske igen. Har du glemt at samle tasken op fra skranken på fjerde sal bliver du nødt til at tage elevatoren op igen. Du skal nemlig bruge din notesbog med navnene på de to manuskripter du leder efter for at kunne gennemføre anden sal. Og du kan ikke allerede tage notesbogen ud af tasken og med ind på fjerde sal.

Det føles måske lidt som en bug, men en særlig feature ved designet er at levelen ikke bare er svær, men også enerverende. Det er som om spillet ikke kun udfordrer dig på dine skills, men også på din tålmodighed.

Bemærk at taskeafleveringen på anden sal fungerer anderledes end taskeafleveringen på fjerde sal. Du kan ikke åbne et dialogtræ på manden bag skranken, men hvis du klikker på ham giver han dig en nøgle uden yderligere anvisninger. Hvis du kigger godt efter i den pixelerede baggrund kan du ane en række grå skabe. De går næsten i ét med væggen, så kig godt efter.

Når du har fundet det rigtige skabsnummer og låst tasken inde (husk at tage notesbogen ud først!) kan du gå ind på læsesalen. Der sidder fire kvinder bag hver deres skrivebord. Den madam du skal tale med er nummer to fra højre. Bemærk at du går ned i awe-inspiration hver gang du henvender dig til en af de andre.

Madams dialogtræ er det mest forgrenede på levelen. Du skal forsøge at finde en balance mellem overlegenhed og ydmyghed så hun til sidst sender en assistent hen efter manuskriptkatalogerne. Bemærk at navnet på den tidligere ansatte der fungerede som et shortcut i receptionen trækker ned i credibility her. Navnet på overbibliotekaren trækker til gengæld op.

Det ene af de to sanskritmanuskripter du leder efter er skrevet med en bengalsk font. Madam vil insistere på at du læser op fra manuskriptet før hun giver det til dig. Hvis du ikke har valgt bengalsk skrift som skill under character generationen så bladr om på sidste side af manuskriptet hvor kolofonen er. Kør musen løseligt hen over den mens du læser titlen og navnet på forfatteren op fra din notesbog. Det burde tilfredsstille hende.

Når du sidder med manuskripterne i læsesalen vil du opdage at du kun forstår meget lidt. Det ene manuskript demonstrerer udregningen af sinuskurver med traditionelle indiske metoder og skal bruges i en tjenesteudveksling med en kollega på en senere level. Det andet manuskript er mere umiddelbart relevant for din quest, men er som sagt skrevet med bengalsk font. Og selv om det ikke er svært at levele op i skillen så kan du først gøre det på et senere tidspunkt.

Lad ikke din utålmodighed narre dig til at forlade læsesalen før madam har rejst sig fra sit skrivebord for at vise en gruppe studerende rundt i udstillingslokalerne. Hvis hun ser dig forlade din plads inden vil hun straks beordre manuskripterne fjernet og tvinge dig ud i et replay.

Madams rundvisning varer tyve minutter real-time. Vil du være på den sikre side kan du blive siddende på din plads og vente. Men der er nogle gode clues gemt inde i labyrinten af udstillingsmontrer, så det vil gøre de senere levels lettere hvis du går derind. Læg især mærke til chaupar-spillepladen brugt som symbol på venstre hæl i et fodaflæsningsdiagram og den usædvanligt tidlige tantrisk-buddhistiske tekst om forholdet mellem mikro- og makrokomos.

Sørg dog for at crouche når du bevæger dig så madam har sværere ved at få øje på dig. Bemærk at hendes bevægelsesalgoritme er styret af de relativt uinteresserede studerende der hele tiden forsvinder ind mellem montrerne og skal gennes tilbage til gruppen igen. Pas på choke points da du kun kan passere de studerende én ad gangen mellem montrerne.

Når madam kommer tilbage fra rundvisningen er det vigtigt at hun finder dig siddende på din plads i læsesalen. Vis hende mærkatet på manuskriptomslagene der indikerer at de allerede er blevet digitaliserede. Og spørg hende så om du kan få en kopi af billedfilerne.

Madam vil nu fortælle at du skal skrive et anmodningsbrev til generalsekretæren. Lad være med at spørge hende om du kan få et stykke blankt papir til formålet. Spørg i stedet kvinden ved skrivebordet umiddelbart til venstre for madam. Hun er lavest i kontorhierakiet og derfor den eneste der kan give det til dig uden at du går ned i office standing.

Brevet er sit eget puzzle game. Du kan vælge mellem alle de stock phrases og info nuggets du har grindet tidligere i spillet, men hvis du vælger de forkerte – eller vælger de rigtige i forkert rækkefølge – vil du to dage senere finde ud af at din anmodning er blevet afvist.

Den rigtige kombination er: “Highly respected + [angivelse af mindst tre titler uden navn] + Director General + [arabesk selvpræsentation] + [meningsløst kryptisk formålsangivelse] + [5291] + [lovning af fysiske og digitale kopier af eventuelt resulterende udgivelser] + [evig taknemmelighed] + yours in truth, honesty, and sincerity + [signatur].”

Når du afleverer brevet til madam vil hun fortælle dig at du skal aflevere det i “the receiving section” på tredje sal. Bliv ikke stående og vent på at hun giver dig brevet tilbage. Gå i stedet ud til elevatoren og vent dér. Så kommer madam ud til dig og tager elevatoren op sammen med dig.

I elevatoren bekender hun sin store interessere for spil. Hun vil have at du tager alle dine artikler med til hende på en stick når du om to dage kommer for at hente de digitale kopier af manuskripterne. Bemærk at hun ved den lejlighed også vil afkræve dig navne på tidsskrifter og redaktører som hun kan sende sine egne artikler til. Sørg for at have alle informationer liggende på sticken.

I elevatordøren på tredje sal tilbyder madam unik viden om “et spil ingen andre kender”. Hun forklarer at det hedder Dashavatara Ganjifa og spilles med runde spillekort. Undlad at fortælle hende a) at du kender spillet, b) at du har besøgt den sidste person i Bengalen der maler kortene til det, eller c) at du har et fuldt sæt avatarer liggende på dit hotelværelse. Det vil gøre det sværere at få hende tilbage på din side når du mødet hende igen.

Du kan nu aflevere din taske for sidste gang og derefter anmodningsbrevet i “the receiving section” på tredje sal. Tag elevatoren tilbage til stueetagen og skriv tidspunktet i hovedbogen i receptionen. Skriv derefter hvor lang tid der er forløbet siden du checkede ind. Præcis hvilken indflydelse denne information har på spillet ved jeg ikke. Men hvis du ikke gør det vil manden i uniformen blive stående foran glasdøren så du ikke kan komme ud.

Nu er der kun tilbage at vente to dage og så genbesøge locationen. Hvordan dét forløber vil jeg overlade til dig selv at finde ud af. Et tip er dog at du skal befriende manden i uniformen så han holder op med at stille sig i vejen og i stedet begynder at følge dig rundt på etagerne som en trojan horse. Kun sådan kan du endegyldigt skaffe de digitale kopier af manuskripterne.

Selve kopierne kan jeg desværre ikke vise her da de er ophavsretsligt beskyttet og kunne resultere i at walkthroughet blev fjernet af spiludgiveren. Men alt i alt en ret fed level. Den kan dog kun anbefales til hardcore gamers.

En doven eftermiddag i Kolkata rejste jeg op ad Hooghly-floden til vort lands ikke længere helt så stolte tidligere koloniale besiddelser. Jeg fandt bygningerne fra datidens Frederiksnagore restaurerede i et nyligt samarbejde med Nationalmuséet. Sjældent har jeg følt mig så dansk i Indien. Og aldrig tidligere er jeg blevet stoppet på gaden af indiske turister og spurgt om vej.

The Denmark Tavern var et populært stoppested for rejsende op og ned ad Hooghly-floden i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Den tilbød elegante værelser, kaffesalon og billardborde.

Fiskefilet med citron, pommes frites og smørsovs. Remoulade var nok alligevel en tand for eksotisk. Den anden danske specialitet på menuen var kyllingepølser. Også ude lærer jeg nyt om hjemme.

St. Olav’s Church grundlagt af guvernør Ole Bie der døde året før den stod færdig i 1806. Heller ikke jég kunne komme ind at se den da der var hængelås på porten og ingen til at låse den op. Bemærk Christian VIIs royale insignia på frontpartiet.

Den danske kirkegård i Frederiksnagore med overvejende bortrestaurerede gravskrifter. Angiveligt inddelt i en protestantisk og en romersk-katolsk side. Om det er den ene eller den anden der ses på billedet står mig noget uklart. Under alle omstændigheder er kirkegården erklæret “a monument of national importance (vide B.G. 2112, dated 11.05.1915)”.

Jeg besøgte kortmageren Sital Fouzdar i Bishnupur. Men jeg skulle helt til Kolkata for at købe hans kort. Ikke fordi han ikke solgte dem. Men fordi jeg manglede de penge jeg nu endelig har fået på lommen.

Hver delstat i Indien har sit eget Crafts Council der hører under det nationale Crafts Council i Chennai. Formålet er at vedligeholde traditionelle håndværk ved at sikre håndværkerne en ordentlig pris for en ordentlig vare. De ofte højt specialiserede håndværkskaster er fordelt ud over lands- og provinsbyer, så det giver mening at have en samlet butik med deres varer i de enkelte delstaters hovedstæder.

I Vestbengalen hedder butikken Artisana. Den ligger godt gemt væk i en sjældent stille afkrog af det ellers svært fortravlede Chowringhee-kvarter i den sydlige del af centrum. Faktisk så godt gemt væk at der næppe er mange der bare sådan lige dropper tilfældigt forbi. Som det ovenstående og ganske vellignende billede der repræsenterer butikken på Google Maps også vidner om.

Indenfor står det desværre ikke meget bedre til. Sirligt udfærdigede stykker kunsthåndværk skabt af de samme familier gennem generationer ligger hulter til bulter uden nogen angivelse af hvor de kommer fra eller hvem der har lavet dem. Det vil altså sige uden det formål der var hele idéen bag butikken.

“Kahan se hain?” spurgte jeg og holdt et par håndskårne træterninger op foran kvinden der havde fulgt mig som en ekstra skygge siden jeg var trådt ind.

Terningerne var fascinerende i deres uensartethed og ville i moderne spilsammenhænge straks være blevet bandlyst. Selv øjnene sad mærkeligt skævt eller var helt faldet ud så kun en lille fordybning blev tilbage. De var med andre ord ikke stort anderledes end de terninger man kender fra Induskulturen der toppede i sidste halvdel af tredje årtusind før vor tidsregning.

“Uttar Pradesh,” sagde kvinden ubehjælpeligt. Indiens folkerigeste stat har et areal på små 250.000 kvadratkilometer og huser over 200 millioner indbyggere.

“Kahan se Uttar Pradesh mem?” prøvede jeg at indsnævre mulighedsfeltet.

“Haridwar,” uddybede hun. En by der ligger i delstaten Uttarakhand nordvest for Uttar Pradesh.

“Or maybe Rajasthan.”

Jeg gav op. Men investerede alligevel. I en eller anden ubekendt træskærers arbejde. Hvorom kun kunne siges med sikkerhed at han ikke var fra den stat butikken angiveligt repæsenterede.

Med Fouzdars ganjifakort gik det bedre. Ikke mindst fordi jeg havde besøgt ham i sidste uge og ikke bare vidste hvilken stat eller by han var fra. Hans adresse stod i min notesbog.

Ganjifakort stammer oprindeligt fra Persien. Hvor de var rektangulære og kom i fire kulører med tolv kort i hver. Det var først i Indien at de fandt deres særegne runde form. Og voksede i antal fra fire til hele ti kulører. Så spillet blev så langt og indviklet at det stort set er umuligt at finde nogen der kan forklare reglerne i dag. Eller tiden til at spille det.

Hver af de ti kulører repræsenterer en af guden Vishnus avatarer. På kortene møder man således Vishnu som fisk, som skildpadde, som vildsvin, som menneskeløve, som dværg, som Rama med øksen, som den mytologiske helt Rama, som Krishnas storebror Balarama, som guden Jagannath og som Kalki der snart vil komme ridende på sin hvide hest og gøre en ende på al vores nuværende tidsalders håbløse fortræd.

Som om.

Kortene fra Bishnupur er særligt interessante fordi de inkluderer avataren Jagannath der ellers hovedsageligt har hjemme i delstaten Odisha. Hvor han dog besynderligt nok må se sig erstattet af Buddha. Og så fordi det siges at kortene varer for evigt. At de ikke kan slides op uanset hvor mange gange man spiller med dem.

Et rygte der muligvis har sit ophav i kortenes eget. Lavet som de er af stof fra døde menneskers tøj. Hentet fra ligbrændingspladser, grundet med kalk, bemalet med guder. Som talismaner eller amuletter. Som vidnesbyrd om sjælens uforgængelighed.

Hos Artisana kommer kortenes uopslidelighed dog til udtryk på en lidt anden måde. De sælger nemlig udelukkende kongekortene. Hvilket vil sige 10 ud af de samlede 120 kort. Og dét helt uden forklaring. Heller ikke til de ansatte i butikken. Der smilede overbærende af min insisteren på at det rent faktisk var spillekort de solgte.

Ganjifa er tydeligvis en døende tradition. Et eksempel på hvordan mening reduceres til æstetik. Og æstetikken selv snart til ingenting. For hvordan kan der være æstetik uden mening. Synes vi at protestere. Hvordan kan der være spil uden regler.

Måske man skulle forsøge at sælge kortene som ølbrikker. Lavet af lommeuld og tobakssmulder fra værtshusenes små timer. Så kunne det da være at der var nogen der begyndte at spille med dem igen.

Covid-19 og Narendra Modis drøm om et kontantløst samfund har ikke gjort det nemmere at rejse i Indien. Enten er pengeautomaterne tomme eller også accepterer de ikke internationale kreditkort. På hotellerne får man ofte at vide at gebyrerne for elektroniske overførsler er for høje og at de derfor kun tager imod kontanter.

I Puri tilbragte jeg en halv dag med at jagte pengeautomater og krydsforhøre bankassistenter før jeg endelig kunne trække de maksimalt tilladte 10.000 rupees ud af maskinen. Hvilket svarer til lidt under 1000 danske kroner. Hvilket ikke rækker særlig langt med de for tiden kunstigt høje hotelpriser. Hovedsageligt skruet i vejret af den rejselystne men nedlukningsramte indiske middelklasse.

Og nu er jeg så på den igen. Denne gang i Murshidabad et par hundrede kilometer nord for Kolkata. Engang hovedstad i et rige der dækkede store dele af det moderne Bengalen, Bihar og Orissa. Og sidenhen det administrative hovedsæde for British East India Company indtil de rykkede længere sydpå ned ad Hooghly-floden.

Murshidabad kan måske bedst sammenlignes med en sagnomspunden gammel by der er gået i forfald og blevet tilbageerobret af junglen. Bortset fra at byen i det her tilfælde ikke er blevet tilbageerobret af junglen. Men af det nordbengalske landsbyliv.

Sammenstyrtede og smogsorte paladser, købmandsvillaer, templer og moskéer er reduceret til baggrund og bærende mure for et vildnis af vakkelvorne konstruktioner der fungerer som huse, værksteder og butikker for en befolkning der for længst er blevet afkoblet fra historien. Og dét i en sådan grad at de ikke engang forsøger at tjene penge på den.

Jeg har små 2000 rupees tilbage på lommen og det er tilsyneladende ikke muligt at opdrive flere. Men nu hvor hotelregningen er betalt da heldigvis heller ikke muligt at bruge flere. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme op på over 100 rupees for et måltid. Og da jeg besøgte museet i nærliggende Jiaganj tidligere i dag godskrev kuratoren mig de 2 rupees billetten egentlig kostede.

I morgen tidlig tager jeg så toget til Kolkata hvor pengene – kontantløse eller ej – forhåbentlig flyder lidt mere frit. Det var egentlig meningen at jeg skulle være fortsat sydpå fra Puri, men en række ledetråde til Bengalen fik mig til at skifte retning nordpå. For så at flyve direkte ned til Hyderabad i Telangana om en uges tid.

Jeg nægter at lade mig planlægge. Også selv om Indien i højere og højere grad opfordrer til det. Meget er sket på de snart tyve år der er gået siden jeg var her første gang. En varm tak til Asian Dynamics Initiative for rejselegatet.