Doktor Deme
Jeg mødte Doktor Deme over bloody marys og grillede fiskestykker i biblioteksbaren på Secunderabad Club. Pensioneret hjernekirurg og nu formand for Indiens numismatiske selskab. Og så selvfølgelig forfatter til en bog om indgraverede brætspil på forter og templer i delstaterne Telangana og Andhra Pradesh.
Over årene har jeg bemærket en udvikling i den måde jeg rejser på. I begyndelsen undgik jeg enhver form for forventning eller formål. Flyttede mig blot fra sted til sted fra dag til dag. Lod verden ske og gøre med mig hvad den ville.
Kun sådan kunne jeg sikre mig at døden intet havde at stjæle fra mig. Ingen drømme eller håb. Kun sådan kunne jeg bekæmpe angsten ved at være i live. Vreden og afmagten over at være til. Til hvad. Til ingenting.
Sidenhen blev det vigtigt for mig at have en retning. Ikke et mål, blot en retning. Når jeg fulgte et spor hvirvlede jeg mere liv op omkring mig. Jeg havde en maske at møde verden med. En persona den kunne reagere på.
Sådan blev jeg spilforskeren. Ham der altid søgte noget. Ham der altid havde et spørgsmål. Jeg var ikke længere alene. Jeg var ikke længere fortabt. Jeg var en del af en fantasi der var større end min egen.
I dag rejser jeg først og fremmest efter mennesker. Efter tanker og idéer. Efter perspektiver der kan udfordre mit eget. Som om jeg er ved at nå i bund med mig selv. Som om jeg har brug for andre til at nære mine forestillinger.
Og Doktor Deme var en sådan anden.
Han indledte samtalen med en detaljeret gennemgang af de uhyrligheder der fandt sted efter briterne forlod subkontinentet i 1947. Og rundt regnet femhundrede fyrstedømmer fik valget om at blive en del af Indien eller Pakistan. Eller forblive selvstændige.
I Hyderabad herskede en muslimsk Nizam over en overvejende hinduistisk befolkning. Nizamen vidste at det ville koste ham hovedet at erklære en pakistansk bastion i hjertet af Indien. Og at det ville koste ham magten at lade sig indgå i dets blodstrøm.
Det var derfor han sammen med kun to andre fyrstedømmer valgte selvstændigheden. I det års tid den varede. Indtil den indiske hær rykkede ind og fjernede ham fra tronen. Først da forstod han at valget havde været en ordre.
“They killed 40.000,” sagde doktoren. “I was just a child.”
Jeg havde læst om massakren på det muslimske mindretal i dagene efter befrielsen af Hyderabad. Hvilket var mere end de fleste indere havde gjort. Sunderlal-rapporten der dokumenterede overgrebene bev først frigivet i 2013. Og kan stadig først findes vis uofficielle kanaler på nettet som fx her.
“Can you believe it,” fortsatte han. “40.000 people killed just for being Hindus.”
Mit langsomt nikkende hoved frøs fast i en akavet stilling. Som jeg hurtigt måtte tvinge det videre fra. For ikke at afsløre min vantro.
Havde han lige vendt hele historien på hovedet. Havde hans uskyldige barneøjne set ét og forstået noget andet. Eller havde konspirationsløget endnu en skal der nu tårevædet måtte pilles af.
Det eneste medie der synes at læne sig op ad doktorens historie er OpIndia. En hindunationalistisk hjemmeside med speciale i islamofobi og falske nyheder. Den rapporterer at den indiske hær kun befriede Hyderabad fordi muslimske dødspatruljer terroriserede den hinduistiske befolkning.
Uanset om doktoren havde ret eller ej undrede det mig at han overhovedet sagde det. Og så som det første. Uden at jeg selv havde fortalt ham andet end mit navn.
Måske var det fordi han havde skrevet en bog om alt det guld Nizamen angiveligt havde fragtet ud af landet inden hæren rykkede ind. Hele fly, fortalte han, med sæderne taget ud så der kunne være plads til flere funklende diamanter.
Jeg begyndte at ane en rød tråd. Men han var så varm og så venlig. Så sød og så smilende. Og så selvfølgelig forfatter til en bog om indgraverede brætspil på forter og templer i delstaterne Telangana og Andhra Pradesh.
To bloody marys senere lå der otte datadisketter på bordet mellem os. I rød og sølv med regnbuespil og håndskrevne løfter. Om spilhistoriske skatkamre med eksotiske navne.
Medak. Rachakonda. Gudimallam. Tirupati. Og. Og. Og.
Forter og templer der stod på en liste så lang at jeg for længst havde opgivet at nå hele vejen igennem. Nu krydsede jeg dem af i tankerne. Det ene efter det andet.
“I think there are quite a few brain scans mixed in,” sagde Doktor Deme beklagende. “But you can have them if you want them.”
Det var derfor jeg var begyndt at rejse efter mennesker. Fordi de kunne åbne de døre jeg kun kunne ligge på knæ foran med øjet presset mod nøglehullet.
Fyrretusind. Vi bliver hvad vi ser. Men ser ikke nødvendigvis hvad vi bliver.
Senere den dag rendte jeg forvildet rundt i Hyderabads største elektroniske løssalgsbazar og råbte om hjælp. Folk kom ilende til med flossede konverteringskabler og støvhvirvlende diskettedrev.
Jeg tilbragte halve og hele timer i natostilling foran blotlagte kabinetter og flimrende skærme fanget i uendelige opstartsløkker. Og lige lidt hjalp det. Dataen snurrede blot uset rundt i de glitrende ringe der bandt den.
Altså lige indtil jeg fandt Satya Prasad Computer Store på første sal i Elephant House. Hvilket vil sige klatrede op ad endnu en jerntrappe til endnu et gnistrende pulterkammer i endnu et certificeret brandbart bygningskompleks.
“Apki madad ke liye kitne paise?” spurgte jeg og rodede i lommen efter en seddel der hverken var for stor eller for lille.
“I have YouTube channel,” sagde indehaveren og løftede øjenbrynene. “You want to make interview?”
ज्ञान चौपड़ 