Print-and-play solospil fra Mozaic Games. Kan downloades på donationsbasis her.

Jeg tog lykkeligvis fejl. Der findes rent faktisk indiske butikker der sælger moderne brætspil. Eller det vil sige. Der findes rent faktisk en indisk butik der sælger moderne brætspil. I en forstad til Pune. En busturs tid fra mit hotel.

The Bored Game Company slog dørene op til tomme gader under pandemien i 2020. En familiedrevet virksomhed der sælger ud af hoveddøren og distribuerer ud af bagdøren. Og er lige så trang som den lyder.

Stabler af brætspil tårnede sig op på alle sider af den unge indehaver Moiz og hans kone. Baglokalet lignede pakkerummet på et gennemsnitligt indisk postkontor. Og de to ansatte måtte skiftes til at sidde på taburetten foran computeren.

Udvalget var overraskende bredt med særlig vægt på det hurtige og lette. Bang, Splendor, Love Letter, Settlers of Catan. I den tungere ende var Bharata 600 BC fra Go India Studios i Bangalore. Et historisk spil om statsdannelse og magtkamp i post-vedisk tid.

“Have you tried it?” spurgte jeg håbefuldt.

“No,” sukkede Moiz. “I opened our only sales copy to show to some customers, but unfortunately they got so excited that they bought it on the spot. And I have to keep the display copy in shrink wrap on the shelf.”

Jeg var fristet til at byde på udstillingskopien, men æsken var større end min rygsæk og vejede det dobbelte. Et øjeblik følte jeg mig voksen og ansvarlig. Nu dog mest fortrydelsesfuld.

“Do you have any smaller Indian designs?”

“Absolutely,” sagde Moiz og begyndte at flytte rundt på stablerne. “Most Indian games are designed to be small, fast, and fun. Otherwise people lose interest.”

Et efter et landede spillene på bordet foran mig. Små indbydende æsker der bare ventede på at blive åbnet og spillet. Bruhaha, Chatpate, Angry Indians, Gully Cricket Showdown. Og et lidt større flip-and-write om Induskulturen med indbyggede undergangsteorier.

Jeg var særligt begejstret for en satirisk bilkortvariant med siddende indiske parlamentsmedlemmer. I stedet for at sammenligne hestekrafter og hastigheder sammenlignede man bankkonti og verserende retssager. En tilfældig politiker fra bunken havde 307 af slagsen kørende imod sig.

Det var alt det jeg havde håbet på. Og mere til. Ikke bare på grund af mængden. Men på grund af timingen.

Stort set alle spillene var udkommet inden for de sidste tre år. Som de første skvulp fra en mægtig bølge der langsomt hævede sig fra et kreativt hav med dybder der endnu lå uloddede hen.

Og jeg stod på den bølge. Lige nu. Lige her. Lige.

“I also have an older Indian game,” bragte Moiz mig tilbage til det forvoksede kosteskab fyldt med pap i udkanten af Pune. “If you care to see it.”

Jeg fortalte ham at gamle indiske spil var selve undskyldningen for at jeg overhovedet eksisterede.

“It’s called dadu,” fortalte han mens han rullede et aflangt stykke stof ud på bordet. “It’s only found within the Dawoodi Bohra community in India.”

Bohraerne er et Shia-muslimsk mindretal der tæller omkring en million medlemmer fordelt over hele verdenen. De ankom til den indiske delstat Gujarat fra Yemen og Saudi-Arabien for omkring tusind år siden.

Jeg forstod aldrig helt hvad skismet gik ud på, men det var noget med arverækkefølge og antallet af imamer. De var vist aktuelt på den treoghalvtredsindstyvende.

Resten overlod min svigtende koncentration til wikipedia. For foran mig lå et spil jeg aldrig før havde set.

Umiddelbart lignede det pancha kheliya. En række fem felter lange segmenter vinkelret forbundne i yderste felt. Som en knækket tommestok i værkstedskælderen under mit barndomshjem.

Men det sidste led sad forkert. Og spillerne bevægede sig mod hinanden fra hver sin ende. Med otte bønder. Og en konge. Og det kvadratiske område midt på pladen hed joo. Slang for lort. Som i den substans man kan sidde i tll halsen.

Det gav overhovedet ingen mening. Backgammonbevægelser med skakbrikker på en spilleplade fra et sydindisk kapløbsspil. En kombination der end ikke har fundet vej til Murrays og Parletts ellers autoritative spilencyklopædier. Lige nu må mit bedste bud være et indo-yeminitisk kultursammenstød.

Reglerne var ikke mindre usædvanlige end komponenterne. Der var ingen begrænsninger for hvor mange brikker der kunne stå på det samme felt. Og landede en brik på et felt med flere af modstanderens brikker slog den kun en af dem hjem. Og sameksisterede fredeligt med resten.

Og så var der selvfølgelig kongen. Han havde ingen positive egenskaber overhovedet. Faktisk var han lidt af en klods om benet på bønderne. Hvis modstanderen slog ham hjem tog han dem nemlig med sig i faldet. Allesammen. Også dem der allerede måtte være nået i sikkerhed på den anden side af spillepladen.

Lortepølen midt på pladen var derimod for dem der landede på det sidste felt inden udfrielsen. Der måtte de så sidde og holde sig for næsen indtil deres ejermand kastede de fem cowrie-skaller så kun enkelt havde åbningen opad.

“It’s a two-player game,” sagde Moiz tilsyneladende overflødigt. “But normally the whole family plays together. Sometimes twenty people at a time.”

“It sounds chaotic,” sagde jeg mere gennemført overflødigt. “And rather long.”

“A single game can last the whole evening. Unless my auntie joins in. She can throw the cowries so they land however she wants. Sometimes she gets a pawn from entry to exit in a single turn. And she gets real angry if you accuse her of cheating.”

Lad det være svar nok til dem der påstår at man ikke kan være god til heldspil. Litteraturen er fuld af eksempler. På sanskrit hedder det akshapriya. At være elsket af terningerne.

Jeg vil undlade at gøre Moiz’ arvestykke offentligt tilgængeligt på nettet. Så I må nøjes med et moderne eksemplar håndsyet af en sidegeskæftig husmor fra Mumbai.

Indien, for fanden. Jeg har allerede bestilt mit eksemplar.

“A year ago I didn’t know any of these games,” sagde Arhan og slog hånden ud mod en reol fuld af brætspil. “And now I am the manager of them all.”

Vi sad på brætspilscaféen Pair-a-Dice i det pulserende Park Street-område i Kolkata. Arhan var en spinkel teenager med en lys stemme og en rastløs energi. Og jeg var den eneste kunde i butikken han kunne rette den imod.

“Once I got interested in board games, my parents started buying games from overseas. They are very expensive, but my parents wanted to support me. And my screen time has definitely gone down.”

Moderne brætspil har ikke fået det gennembrud i Indien som de har fået i Europa og USA. Og det skyldes ikke kun at indere som så mange andre betragter smartphones som en slags håndholdte orakler der kan løse tilværelsens gåde på daglig basis.

Det skyldes snarere at der ikke er nogen butikker der forhandler dem. End ikke i millionbyer som Mumbai, Delhi, Kolkata, Hyderabad og Chennai. Og på nettet er priserne som bekendt alt andet end indiske. Og det allerede inden man får klikket sig frem til forsendelsesomkostningerne.

Medlidenheden var da heller ikke udpræget da jeg brokkede mig til en lokal spilforsker over at det indisk udviklede og producerede spil Bharata 600 BC ikke kan købes uden for Indien.

“Tell me about it,” affærdigede han mig. “I can’t afford half the games I’m supposed to be studying.”

Spilreolen på Pair-a-Dice havde omkring 150 brætspil. Et godt stykke fra de små 5000 på Bastard Café i København. Og cirka lige så mange som jeg har stående på min egen reol på Nørrebro.

I Hyderabad var udvalget tilsyneladende endnu mindre. The Board Game Cafe havde tre sørgelige hylder med et repertoire der kun dårligt kunne måle sig med hvad man finder i et gennemsnitligt dansk sommerhus.

“Why do you call it The Board Game Cafe?” spurgte jeg og lod blikket glide hen over rækken af gamerstole og PC-skærme i den anden ende af lokalet. “Was it originally more focused on board games?”

“No, no,” forsikrede indehaveren mig. “It’s just a name. Board games are also computer games, you know. Games are games. No problem.”

Jeg kunne ikke helt følge argumentationen. Og det kunne han vist heller ikke selv. Han virkede underligt nervøs og bad mig holde op med at tage billeder.

“What to do?” spurgte Bhupan fra Get On Board i den anden ende af Hyderabad. “They steal and disappoint our customers.”

Bhupan og hans kone havde boet forskellige steder i USA og Europa i 15 år. Og da de vendte tilbage til Hyderabad for fem år siden havde de taget 1500 brætspil med sig.

“Now we have more than 2500 games,” sagde han i det dårligt oplyste lokale de havde lejet på tredje sal i et gabende tomt indkøbscenter. “We buy them second-hand or get them for free through our contacts overseas.”

Hvilket deres udvalg bar præg. De havde omkring 500 brætspil stående fremme. Og langt de fleste var dårlige kopier af mere kendte spil. Ofte henlagt til pinagtigt fjollede universer domineret af drilske havenisser, sabelslugende kameler og løbske garnnøgler.

“Mechanics are more important than theme,” positionerede Bhupan sig i en ældgammel diskussion der stadig raser blandt brætspillere.

“Indians don’t care about theme. Especially not dark themes. Games should be light and funny. Not all that doom and gloom you love over there in Europe and the US.”

Hvis Bhupans ord stod til troende repræsenterede den indiske brætspilsscene med andre ord alt det jeg ikke kan døje ved den europæiske og amerikanske. Spil der skal være sjove, søde og hyggelige.

Jeg opgav straks et tiltænkt reklamefremstød for Hopeless Games.

Interviewet nærmede sig sin afslutning. Bhupan måtte oftere og oftere rejse sig og besvare spørgsmål fra de to grupper af betalende gæster. Det var kun ham der kendte reglerne. Og derfor også kun ham der bestemte hvilke spil der blev spillet.

“Why do you think the modern board game revolution hasn’t yet come to India?” stillede jeg mit sædvanlige spørgsmål.

“The climate,” svarede han uden at tøve. “People only have time to play board games in the summer. And in the summer it’s too damn hot to sit indoors and play games for hours on end.”

“Even with ceiling fans?” spurgte jeg naivt.

“Have you ever tried playing a board game with hundreds of cardboard chips under a ceiling fan?” spurgte han og fortsatte.

“Board game cafes only exist because of air conditioning. And air conditioners have only become more generally available in the past five years.”

Jeg udfordrede ham med argumenter om tilgængelighed, prissætning og smartphones. Men han holdt fast i at klimaet var den primære årsag.

Og måske havde han ret.

Fortidens spilgraffiti findes i hvert fald primært hvor der er skygge og en naturlig brise. Og så kan de som regel spilles på under tyve minutter.

Jeg tror dog stadig at der skal mere end en air conditioner til for at lokke folk ind på brætspilscaféerne. Men det er helt sikkert en god start. Ude foran bliver der i hvert fald næppe spillet mange moderne brætspil.

Mange indiske manuskripter begynder med formularen om ganeshaya namah. Priset være Ganesha. Shiva og Parvatis elefant-hovedede søn. Også kendt som Vinayaka. Han der fjerner alle forhindringer.

Uden Ganeshas velsignelse kan intet påbegyndt gennemføres. Heller ikke et forslag til afholdelse af et foredrag på næste års brætspilshistoriske konference ved oldtidsbyen Efesos i Tyrkiet.

Inden jeg forlod Warangal sørgede jeg derfor at besøge Ganesha i Padmakshi-templet på en bakketop i udkanten af byen.

Til min store bekymring fandt jeg ham sovende i en klippehule bag templet. Som om han lige havde lusket sig ud af bagdøren for at få sig én på øjet.

Det var sikkert tiltrængt. Især når man tænker på hvor mange hinduer der er i verden. Og hvor mange forhindringer han derfor dagligt må rydde af vejen.

Men alligevel. Jeg var kommet rejsende hele vejen fra Danmark. Og havde først netop fundet ud af at der var deadline for forslag første januar.

Desværre var han ikke lige sådan at vække. Han var jo trods alt hugget i granit.

Så nu sidder jeg her på Starbucks i Film Nagar i den absolut pænere del af Hyderabad. Uden Ganeshas velsignelse. Med et aldeles udmærket projektforslag på skærmen foran mig.

Konklusionen må være at Ganesha er så erfaren en problemknuser at han kan pulverisere forhindringer selv i søvne. Eller måske bare at man nogen gange godt kan komme sovende til det.

Jeg vågnede i hvert fald på den forkerte side af hotelbuffeten her til morgen. Og der er stadig kaffe tilbage i koppen.

Om ganeshaya namah

Brætspil er ikke en særlig præcis betegnelse. De spilles nemlig langt fra altid på et bræt. Historisk set har sten, stof og papir været mindst lige så udbredt. Glas og metal er heller ikke så sjældne materialer som man måske skulle tro. Det mest populære materiale har dog til alle tider været jorden under vores fødder.

Klassiske brætspil er stort set udelukkende formet som diagrammer der nemt kunne streges op med en pind, et stykke kridt eller en hårdhudet pegefinger. Kun hvis man spillede så hyppigt at pinden knækkede, kridtet smuldrede eller huden sprak var det nødvendigt at finde et mere permanent alternativt.

Og her var det mest oplagte altid spilgraffiti.

Der findes stort set ikke den ruin der ikke har et brætspil indgraveret et eller andet sted. Hvilket desværre ikke betyder at vi kan datere brætspillene på lige fod med ruinerne. Faktisk er det i de fleste tilfælde stort set umuligt at sige hvornår en eller anden spilhungrende sjæl formastede sig til at skamfere en given bygning med en given graffiti.

Til gengæld er det oplagt materiale for spilhistorikere at skændes om. For hvad gør man egentlig når et spil der kun kendes fra moderne tid pludselig dukker op som graffiti på en bygning fra middelalderen eller antikken. Tweeter man straks et eureka. Eller venter man på yderligere beviser der måske aldrig dukker op.

Selv har jeg ofte tøvet med at acceptere spilgraffiti som bevismateriale i egen ret. Og det især fordi andre har haft travlt med at bruge det til at omskrive spilhistorien.

En nu af andre årsager afdød kollega så for eksempel ikke noget problem i at omdatere ludo fra 1500-tallet til 700-tallet på baggrund af en spilgraffiti i et indisk tempel. Siden er det lykkedes mig at føre spillet tilbage til 1100-tallet på baggrund af en skriftlig kilde der mere præcist kan sættes årstal på.

At jeg nu er om ikke helt så i hvert fald mere åben over for min kollegas forslag skyldes ikke kun at det er lykkedes mig at komme det 400 år nærmere. Det skyldes også de mængder af ofte svært bortforklarlige spilgraffiti jeg har set i løbet af de sidste par måneder i Indien.

Og med svært bortforklarlige mener jeg spilgraffiti der enten er lavet på så øde og forladte steder at det er svært at forestille sig at andre end de oprindelige beboere skulle have lavet dem. Eller er placeret på måder der indikerer at de nødvendigvis må være lavet under og ikke efter de færdige bygningskonstruktioner.

Det første jeg så da jeg trådte ind i den ruinhob der engang var Warangal Fort var en spilgraffiti på en tempelport fra 1200-tallet. Graffitien sad på siden af den ene søjlefod og kunne umuligt have været spilbar under gældende naturlove. Ergo måtte den enten være lavet før porten blev rejst. Eller efterfølgende uden andet formål end graffitien selv.

Det forekom utænkeligt at en tempelport i spejlblank basalt skulle være blevet rejst med en spilgraffiti på basen. Og graffitien så mig også en kende yngre ud end 800 år. Så hvad kunne forklaringen være.

Det var tydeligt at overliggeren på tempelporten var blevet placeret på de to søjler for et moderne syns skyld. Og at søjlerne derfor meget vel kunne have ligget ned hver for sig efter templet blev raseret i flere omgange i 1300-tallet.

Hvilket i så fald ville betyde at graffitien ikke kunne hjælpe os med at omdatere spillet til 1200-tallet. Men snarere fortælle os noget om hvilken side af søjlen der havde ligget opad inden arkæologerne besluttede sig for at rejse den op igen.

Mens jeg stod og gjorde en komisk figur i middagsheden med nakken bøjet bagover og blikket stift rettet mod overliggeren, opdagede jeg også noget andet deroppe. Det var som om der var et lysere område med noget der kunne ligne menneskeskabte indgraveringer.

Først da jeg kom stærkt solforbrændt tilbage til hotellet og kørte billederne gennem computeren blev det tydeligt for mig hvad jeg havde fotograferet. Et spil tigre og geder præcis som det jeg så en opsynsmand og en gartner spille ude foran et tempel i Bhubaneswar for halvanden måned siden.

Endnu engang dikterede gældende naturlove at spilgraffitien umuligt kunne have været i brug efter opførelsen af tempelporten. Og endnu engang blev mit eureka tilbageholdt af overliggerens åbenlyse forskellighed fra søjlerne den var placeret på.

Men det var alligevel som om noget var forandret. Eller i hvert fald forskubbet. Som om bortforklaringerne var blevet mere anstrengte. Som om det kun var et spørgsmål om tid før de ikke ville være forklaring nok.

Det var et besøg i et andet og mere velholdt tempel fra 1200-tallet der hjalp mig min kollega i møde. Nærmere bestemt Ramappa Mandir ved landsbyen Palampet små hundrede kilometer nordøst for Warangal.

Lige lovligt optimistisk for en dagstur med lokaltransport. Som Marco Polo sikkert også ville være enig i efter sit eget besøg i slutningen af 1200-tallet.

Han beskrev Ramappa som den klareste stjerne på den indiske tempelhimmel. Hvilket muligvis har noget at gøre med den måde de sorte basaltsøjler i tempelsalen reflekterer lyset på. Helt ind i det inderste kammer hvor Shiva står i fuld fallos.

Men selv om den lokale guide helst ville tale om Ramappa, ville jeg hellere have ham til at tale om Kateswar. Det mindre tempel ved siden af det større tempel. Hvor to ud af tre spilgraffiti brød om ikke naturlovene så i hvert fald lovene om fuld funktionalitet.

Det første var et spil mølle indgraveret i åbningen til en alkove. Hvor der sandsynligvis engang havde stået et gudebillede. Som sandsynligvis gerne ville have sig frabedt møllespillere i sin umiddelbare nærhed.

Problemet var imidlertid at der slet ikke var plads til møllespillerne. Eller for den sags skyld til møllespillet selv.

Det sad underligt skævt i åbningen. Med den ene hjørnespids stukket ind under væggen. Som om spillet havde været i brug lige indtil nogen besluttede sig for at stille en alkove oven på det.

Det samme gjaldt kapløbsspillet ashta chamma i alkoven skråt overfor. Det manglede fire felter i det ene hjørne hvor alkovevæggen stod. Og måtte derfor nødvendigvis være lavet inden den kom til.

Guiden forklarede at Kateswar var opført som en model af Ramappa. En slags første forsøg inden bygherren kastede sig over sin egentlige opgave.

Men jeg var ikke overbevist om de påståede ligheder mellem templerne. Og har ikke heller efterfølgende kunnet finde noget bevis for dem. End ikke i den svært sprogligt udfordrede men alligevel autoritative håndbog guiden solgte mig efter rundvisningen.

“The trinity of Ts (Tank-town-temple),” som det hedder i forordet, “is highlighted the vision of the kakatiyas. The use of acronym reveals the ability of author.”

Forfatteren kalder Kateswar for “very plain”. Hvilket måske endda kunne indikere at det var bygget efter at Kakatiya-dynastiet mistede grebet om magten i 1300-tallet. Også selv om forfatteren insisterer på at “the door is carved with carfts-manship of sculptor, Ramappa”.

Det er også muligt at templet har ligget i ruiner og er blevet samlet igen på et senere tidspunkt. Som for eksempel efter jordskælvet i 1700-tallet der brød gulvet op i det langt større Ramappa-tempel.

Eller at alkoverne ikke er en del af den oprindelige bygning. At det var en senere hersker eller sågar en entreprenant arkæolog der besluttede sig for at stille dem oven på tempelsæderne og forstyrre spilleglæden.

Men som sagt. Bortforklaringerne bliver mere og mere anstrengte.

Tvillingebyerne Hyderabad og Sekunderabad har fået en trilling. Fremtiden ligger lidt ude til venstre.

Blandt spilhistorikere er den indiske arkæolog S. R. Rao især kendt for én ting. At stille firetusind år gamle lerfigurer fra Induskulturen op på et moderne skakbræt.

Udåden fandt sted på museet ved Lothal i slutningen af 1970erne. Og figurerne stod der endnu da jeg besøgte udgravningsstedet i 2013.

Jeg forsøgte dengang at dokumentere den vedvarende historieforfalskning, men nåede ikke engang at få kameraet op ad skuldertasken før opsynsmanden var over mig.

Enten var muséet trætte af kværulerende brætspilsforskeres løftede pegefingre. Eller også havde jeg overset et skilt med fotografering forbudt. Jeg husker det ikke længere så tydeligt.

Og det er måske heller ikke så vigtigt. I hvert fald ikke så vigtigt som at det sker igen. Netop nu. På Indiens måske tættest befolkede museum. I hjertet af Hyderabad.

Udstillingsgenstandene på Salar Jung Museum blev indsamlet over en periode på 35 år af et af de mere excentriske medlemmer af den indflydelsesrige familie. Et af den slags mennesker der har alt her i livet bortset fra evnen til at begrænse sig.

At besøge hans museum er som at træde ind i et kalejdoskop. Hvilket vil sige ind i adskillige muséer samtidig. Nogle af dem lidt på skrå, andre helt på hovedet.

Med niogtredive gallerier dedikeret til så forskellige emner som Flora & Fauna, Egypt & Syria og Children’s Toys er det svært ikke at blive overvældet og miste orienteringen.

Som for eksempel af stokkegalleriet. Her stod jeg måske lidt for længe og stirrede på et kranieknoppet eksemplar der tabte underkæben når man trykkede det på issen.

“You also feel dizzy,” spurgte en medfølende sjæl jeg havde delt bord med i kantinen. “Too much food and stairs.”

Episoden med skakbrættet fandt sted i elfenbensgalleriet. Det var netop lykkedes mig at identificere to brætspilsscener i hver deres udskårne stødtand. Den ene formet som et babelstårn. Den anden som et narreskib.

Da en opsynsmand forsigtigt klemte sammen om mit skjorteærme med det yderste af fingrene og trak i det. Han må have været opmærksom. Øjeblikket efter stod jeg foran en række skakbrætter med hvert deres sæt figurer.

Opsynsmanden påpegede forskellene på den indiske og den europæiske opstilling. Rådgiver versus dronning, kamel versus biskop, elefant versus tårn.

Og fortsatte så videre til en anden indisk opstilling med musicerende kvinder. Fire og fire med hvert deres instrument i hver deres farve.

Det kunne umuligt have noget med skak at gøre. Det måtte være ludo.

“Chaturang nahin hai,” protesterede jeg. “Chaupar hai.”

“Yes yes,” bekræftede han. “Chaturang chaupar same same.”

“No no -“

“Yes yes, also goat tiger play and bird play.”

På et tredje skakbræt stod treogtyve geder på rad og række over for femten fugle. Gederne hørte tydeligvis til i et spil tigre og geder. Og fuglene sandsynligvis i et ensporet kapløbsspil som pancha kheliya eller lignende.

Og ingen af dem for helvede på et skakbræt.

Men jeg var oppe imod en anden tankegang. Eller rettere. Jeg var ikke så meget oppe imod som oppe sammen med. Den anden tankegang forsøgte ikke at udfordre min egen. Den komplementerede den blot. Og skelnede i øvrigt ikke mellem de to.

Jeg har rejst her i tyve år og jeg løber stadig panden mod den samme mur. Jeg ville ønske at jeg bare kunne løbe igennem den. Men så var det ikke mig der ville komme ud på den anden side. Så var det noget tredje.

Og så ville alt mit arbejde, som Thomas Aquinas erklærede det efter at have skrevet små to millioner ord af sin aldrig færdiggjorte Summa Theologia, være som strå i vinden.

Så jeg bliver ved med at holde fast i mig selv og mine holdninger. For selv om opsynsmanden selvfølgelig har ret i det lange løb, så insisterer jeg på at der også skal findes et kortere løb. Om det så kun måtte være et pandeløb.

Skak. Også kaldet dam