Jagten går ind
Det er ikke bare lige sådan at finde det orientalske institut i Baroda små 400 kilometer nord for Mumbai. Deres hjemmeside er fuld af døde links, og institutlederens hotmail minder mest af alt om en aggressiv firewall. Under kontaktinformation er adressen angivet som Fatehgunj. Hvilket nogenlunde svarer til at sige at man bor på Nørrebro.
Besøgende er iøvrigt meget velkomne.
*
Jeg tager privatelevatoren ned fra Hotel Valiant på syvende etage af BBC Tower. Der er ingen stop før stueetagen hvor en langlemmet teenager i uniform og kasket trækker gitterdøren til side for mig. Jeg træder ned ad de nyvaskede marmortrin og ud i en verden af mudder, skrald og motorcykler. Kontrasten er slående som stanken fra en åben kloak.
På den anden side af vejen ligger Maharaja Sayajirao University der har omkring 40.000 studerende. Et par af dem holder telefonpause på plænen foran universitetsbiblioteket hvor jeg håber at træffe overbibliotekaren. Han er mit eneste spor i forsøget på at finde frem til det orientalske institut, og selv om han indtil videre ikke har gjort andet end at bekræfte at institutlederens nedlagte emailadresse er korrekt angivet på hjemmesiden, så håber jeg på at min fysiske tilstedeværelse vil gøre ham mere meddelsom.
Allerede i afleveringsskranken – besynderligt nok synes der ikke at være nogen udlånsskranke – får jeg oplyst en adresse med flere detaljer. Nu er det Fatehgunj nær Kirti Stambh. Og da jeg få øjeblikke senere står omme bag skranken er det Jail Road. Hvilket vil sige Rajmahal Road, tilføjer en lille mand lidt væk, næsten skaldet og med røgfarvede briller.
Han introducerer sig som Pravind og forklarer at der tilsyneladende ikke er andre end myndighederne der har taget notits af navneforandringen. Selv kalder instituttet vejen for Tilak Road, men dét, medgiver han, er forvirrende. Det hedder R. C. Dutt Road nemlig også. Den jeg krydsede for at komme over til universitetet.
Pravind har titel af Technical Assistant Officer og beskriver sit job som at hjælpe alle dem der ikke kan blive hjulpet af andre. Jeg er tydeligvis i kategorien. I hvert fald nøjes han ikke med at følge mig ud til en rickshaw og udførligt forklare den stadig mere forvirrede chauffør vejen til det orientalske institut. Han insisterer også på at betale turen.
“I am most happy to pay your research trip,” siger han og fisker ti rupees op ad pungen.
Og sådan går det til at jeg får mit første forskningsstipendie helt uden at have ansøgt om det.
*
Fremme på de mange adresser, der allesammen viser sig at være den samme, er instituttet lige så gæstfrit og imødekommende som deres hjemmeside giver indtryk af. Jeg tilbringer en lang dag med manuskripter, chai og lærde samtaler og kommer hjem med adskillige emailadresser og en detaljeret procedure for anskaffelse af digitale manuskriptkopier.
Åh ja, det er godt at være tilbage i Indien.
ज्ञान चौपड़ 