Mumbai Board Gamers

“Har du nogensinde prøvet at spille mahabharata-skak?” spurgte Kamlesh på lokaltoget tilbage mod centrum. “Hvid har kun fem brikker, en konge og fire bønder, ligesom pandava-brødrene i det store slag mod kaurava-klanen. Sort har fuld opsætning, og alle de sædvanlige regler gælder. Den eneste forskel er at hvid må trække to gange hver gang det er hans tur.”

Han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg føjede ham og sagde at det lød som om det var hårde odds for hvid.

“Vi spiller om et skakspil,” svarede han med et selvsikkert smil. “Hvis du vinder, køber jeg det til dig. Men hvis jeg vinder, så skal du købe det til mig.”

Jeg skubbede instinktivt skuldertasken lidt længere rundt om hoften indtil den hvilede mod låret. Sidste gang nogen røvede mig i Mumbai var det med kniv, men min reaktion var den samme nu som dengang.

“Det er sådan jeg skaffer skakspil til de børn jeg underviser,” fortsatte han. “Det virker hver gang.”

*

Kamlesh er en moderne inder med familie i landsbyen, uddannelse i storbyen, job i New York og egen softwareudviklingsvirksomhed i Estland. Han er i slutningen af trediverne med grå stænk i det kulsorte hår der får lov til at vokse vildt i siderne og tynde ud i toppen. Han er afslappet klædt i jeans, sandaler og t-shirt og en smule fjern i blikket når han lader mig afslutte endnu en sætning hvis pointe han for længst har gennemskuet.

Han er også en af Indiens ialt 350 registrerede brætspillere og medstifter af foreningen Mumbai Board Gamers. Han drømmer om at starte en brætspilscafé hvor ligesindede kan droppe forbi til en kop kaffe og et spil. Og drømmen synes ikke langt væk når han fortæller hvordan hans virksomhed begyndte med irritationen over en tom sodavandsmaskine på hans arbejde i New York.

En dag brød han ind i maskinen sammen med en kollega og installerede en chip der sendte besked til opfyldningsmanden hver gang maskinen var ved at løbe tør for Dr. Pepper-dåser. Næste gang opfyldningsmanden kom forbi havde han en ordre med på flere chips, og et par måneder senere kunne Kamlesh og hans kammerat sælge rettighederne til opfindelsen for en anseelig sum.

*

Nederlaget i Hansa Teutonica sad stadig i mig da vi steg ud af toget på Churchgate. Ikke så meget fordi jeg havde tabt som fordi Kamlesh havde insisteret på at fortælle mig hvorfor jeg havde tabt – og iøvrigt havde pointeret at han havde givet mig alle de nødvendige strategitips under regelgennemgangen.

“Jeg elsker spil uden terninger,” drejede han kniven rundt i såret. “Så kan man hverken skyde skylden på heldet eller skæbnen.”

Jeg halsede efter ham gennem byen som en hund efter sin ejer. Jeg trådte op på de samme kantstene og ud på de samme veje, forbi de samme gadesælgere og over de samme fortovsfamilier, ind og ud mellem de samme biler og motorcykler, og ned langs de samme rabatter fyldt med skrald og liv. Kun Kamlesh kendte ruten og målet, og han nød min forvirring hver gang vi gjorde et nyt og uventet ophold.

Vi sad i caféen på Oxford Bookstore og drak neongrøn frugtjuice med sugerør mens vi snakkede om oldindisk astrologi og speedlæste intelligensfremmende selvhjælpsbøger om vejen til succes. Vi passerede byens bedste kebab i en gyde bag Taj Mahal Hotel og købte fire store flasker Kingfisher Mild fra en luge ved siden af et offentligt friluftsbad i flittig brug. Vi kørte taxa ned ad Colaba Causeway og gennem portalen til flådekolonien hvor jeg nær var blevet arresteret for tre år siden da jeg fotograferede billboards med indisk krigspropaganda. Og det var først nu, da vi drejede ned ad Homi K. Bhabha Road, at det gik op for mig at vejen ikke var opkaldt efter en uforståelig postkolonial teoretiker, men efter grundlæggeren af Indiens atomprogram.

Og så var vi endelig og pludselig fremme i en lejlighed bag pigtrådshegn og geværmundinger.

*

For bare et par år siden var det ikke til at opdrive moderne brætspil i Indien. Mens ethvert storcenter med respekt for sig selv havde mindst én butik der solgte de nyeste computerspil, begrænsede brætspillene sig som regel til støvede æsker med skak og ludo gemt væk bag legetøjsbutikkernes plys og plastic.

I dag har Blah Games etableret sig som Indiens første og hidtil eneste spilimportør med et begrænset udvalg af nyklassikere som Settlers, Dominion og Ticket To Ride. Selv om langt de fleste indkøb foregår over nettet, så er Blah Games en hyppig reference blandt brætspillerne i Mumbai. Det første spæde skridt på vejen ud af anonymitet og undergrund.

Det er Mohit der har den største spilsamling med over hundrede titler på hylden. Prashant følger efter med et-par-og-halvtreds. Kamlesh selv har kun treogtyve, men til gengæld tager et enkelt af hans spil som regel lige så lang tid at spille som adskillige af de andres.

“Jeg har ingen interesse i de små, hurtige spil der vinder frem overalt,” siger han. “Reglerne må gerne være simple, men kompleksiteten skal være høj og varigheden lang. Ellers er der ingen rigtig tilfredsstillelse ved at vinde. Og ingen rigtig ærgelse over at tabe.”

*

Twilight Struggle lå klar på glasbordet ved siden af den uredte seng som Andrew så ud som om han lige havde rejst sig fra. Han var en overraskende bleg amerikaner med dybtsiddende øjne og en mørk stemme der fik ham til at virke ældre end han så ud til at være. Kamlesh introducerede ham som “scientist”. Selv undlod han høfligt at svare på hvem han arbejdede for og med hvad.

Det var tydeligt at vi ikke var her for at lære hinanden at kende, men for at spille spil. Mens vi satte det op i koncentreret tavshed, bed jeg mærke i tre ting. At spillet er en simulation af den kolde krig, at det er udviklet af en inder og en amerikaner, og at det kun er beregnet til to spillere.

“Jeg kigger bare på,” sagde Kamlesh. “Så ved jeg hvordan jeg skal vinde over jer næste gang.”

Vi trak lod om hvem der skulle spille hvilken side. Jeg fik amerikanerne, og Andrew fik russerne. Snart var vi i fuld gang med at sende spioner frem og tilbage over jerntæppet og indsætte marionetregeringer i fjerne lande med fremmede navne. I baggrunden skridtede Kamlesh rundt og skænkede øl og talte i mobiltelefon. Midt under kulturrevolutionen dukkede et bud op med fire pizzaer fra Dominos.

Det føltes pludselig lidt for hjemmevant at sidde der som på et andet kollegieværelse og skubbe pap og slå med terninger, så jeg var lettet da Andrew endelig provokerede mig til at skyde et lidt for nærgående russisk fly ned og kaste verden ud i en altødelæggende atomkrig. Han vandt en moralsk sejr, og Kamlesh fik lejlighed til at pointere at jeg aldrig havde været i nærheden af at vinde.

Selv glædede jeg mig bare over at gyan chaupar er et spil uden vindere eller tabere. Der gælder kun deltagelsen.

*

Udenfor var mørket faldet på og vagten i søvn. Han sad på en plastictaburet med riflen mellem benene og hovedet lænet mod døren til porthuset. Det var først da hundene fik øje på os og begyndte at gø at han vågnede. Han bladrede søvndrukken i gæstebogen uden at finde vores navne. Så åbnede han porten og lukkede os ud med en alvorlig mine.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s