Brætspil i luften
“A year ago I didn’t know any of these games,” sagde Arhan og slog hånden ud mod en reol fuld af brætspil. “And now I am the manager of them all.”
Vi sad på brætspilscaféen Pair-a-Dice i det pulserende Park Street-område i Kolkata. Arhan var en spinkel teenager med en lys stemme og en rastløs energi. Og jeg var den eneste kunde i butikken han kunne rette den imod.
“Once I got interested in board games, my parents started buying games from overseas. They are very expensive, but my parents wanted to support me. And my screen time has definitely gone down.”
Moderne brætspil har ikke fået det gennembrud i Indien som de har fået i Europa og USA. Og det skyldes ikke kun at indere som så mange andre betragter smartphones som en slags håndholdte orakler der kan løse tilværelsens gåde på daglig basis.
Det skyldes snarere at der ikke er nogen butikker der forhandler dem. End ikke i millionbyer som Mumbai, Delhi, Kolkata, Hyderabad og Chennai. Og på nettet er priserne som bekendt alt andet end indiske. Og det allerede inden man får klikket sig frem til forsendelsesomkostningerne.
Medlidenheden var da heller ikke udpræget da jeg brokkede mig til en lokal spilforsker over at det indisk udviklede og producerede spil Bharata 600 BC ikke kan købes uden for Indien.
“Tell me about it,” affærdigede han mig. “I can’t afford half the games I’m supposed to be studying.”
Spilreolen på Pair-a-Dice havde omkring 150 brætspil. Et godt stykke fra de små 5000 på Bastard Café i København. Og cirka lige så mange som jeg har stående på min egen reol på Nørrebro.
I Hyderabad var udvalget tilsyneladende endnu mindre. The Board Game Cafe havde tre sørgelige hylder med et repertoire der kun dårligt kunne måle sig med hvad man finder i et gennemsnitligt dansk sommerhus.
“Why do you call it The Board Game Cafe?” spurgte jeg og lod blikket glide hen over rækken af gamerstole og PC-skærme i den anden ende af lokalet. “Was it originally more focused on board games?”
“No, no,” forsikrede indehaveren mig. “It’s just a name. Board games are also computer games, you know. Games are games. No problem.”
Jeg kunne ikke helt følge argumentationen. Og det kunne han vist heller ikke selv. Han virkede underligt nervøs og bad mig holde op med at tage billeder.
“What to do?” spurgte Bhupan fra Get On Board i den anden ende af Hyderabad. “They steal and disappoint our customers.”
Bhupan og hans kone havde boet forskellige steder i USA og Europa i 15 år. Og da de vendte tilbage til Hyderabad for fem år siden havde de taget 1500 brætspil med sig.
“Now we have more than 2500 games,” sagde han i det dårligt oplyste lokale de havde lejet på tredje sal i et gabende tomt indkøbscenter. “We buy them second-hand or get them for free through our contacts overseas.”
Hvilket deres udvalg bar præg. De havde omkring 500 brætspil stående fremme. Og langt de fleste var dårlige kopier af mere kendte spil. Ofte henlagt til pinagtigt fjollede universer domineret af drilske havenisser, sabelslugende kameler og løbske garnnøgler.
“Mechanics are more important than theme,” positionerede Bhupan sig i en ældgammel diskussion der stadig raser blandt brætspillere.
“Indians don’t care about theme. Especially not dark themes. Games should be light and funny. Not all that doom and gloom you love over there in Europe and the US.”
Hvis Bhupans ord stod til troende repræsenterede den indiske brætspilsscene med andre ord alt det jeg ikke kan døje ved den europæiske og amerikanske. Spil der skal være sjove, søde og hyggelige.
Jeg opgav straks et tiltænkt reklamefremstød for Hopeless Games.
Interviewet nærmede sig sin afslutning. Bhupan måtte oftere og oftere rejse sig og besvare spørgsmål fra de to grupper af betalende gæster. Det var kun ham der kendte reglerne. Og derfor også kun ham der bestemte hvilke spil der blev spillet.
“Why do you think the modern board game revolution hasn’t yet come to India?” stillede jeg mit sædvanlige spørgsmål.
“The climate,” svarede han uden at tøve. “People only have time to play board games in the summer. And in the summer it’s too damn hot to sit indoors and play games for hours on end.”
“Even with ceiling fans?” spurgte jeg naivt.
“Have you ever tried playing a board game with hundreds of cardboard chips under a ceiling fan?” spurgte han og fortsatte.
“Board game cafes only exist because of air conditioning. And air conditioners have only become more generally available in the past five years.”
Jeg udfordrede ham med argumenter om tilgængelighed, prissætning og smartphones. Men han holdt fast i at klimaet var den primære årsag.
Og måske havde han ret.
Fortidens spilgraffiti findes i hvert fald primært hvor der er skygge og en naturlig brise. Og så kan de som regel spilles på under tyve minutter.
Jeg tror dog stadig at der skal mere end en air conditioner til for at lokke folk ind på brætspilscaféerne. Men det er helt sikkert en god start. Ude foran bliver der i hvert fald næppe spillet mange moderne brætspil.
ज्ञान चौपड़ 