Rosenkongen

161230_rosenkongen-1Man skal ikke gøre grin med helgener, men Madhuradvaitacharya Gulabrao Maharajs disciple er selv ude om det når de hyrer en rabiat hindunationalist som biograf og en M.A. i “Eglish” som oversætter. Så får man non sequitur-udsagn som “he has shown how erroneous is the deduction of the Western scholars” og mislykkede forsøg på poetisk storladenhed som “the entire life of Shree Maharaj is really a miraculous scripture in unmetrical composition of his strange struggle”.

Jeg samlede biografien og en række andre titler af den hellige mand op på et støvet bogdepot i Alandi halvanden times bustur nord for Pune. Jeg havde fået et tip om at det var stedet at få fat på et af de få tilbageværende eksemplarer af hans 286 felter store gyan chaupar-variation genoptrykt i 1981 på hundredeåret for hans fødsel.

Boghandleren ude foran det centrale pilgrimssted i Alandi hvor digterhelgenen Jnaneshwar opnåede udfrielse engang i slutningen af 1200-tallet skrev en udførlig rejsevejledning ned til mig på marathi. Nogen kendte templet der var nævnt i den, andre hospitalet og en enkelt et gadenavn. Men ingen syntes at være i stand til at forbinde punkterne med hinanden eller navnet på den person jeg havde fået at vide at jeg skulle kontakte.

Pludselig bremsede en sort SUV med tonede ruder hårdt op ved siden af mig. En olieglinsende midaldrende mand svøbt i et enkelt stykke hvidt stof som det var umuligt at bestemme hvor begyndte eller hvor endte steg ud af bilen og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter ham. Gyderne blev smallere og smallere og den sidste vi drejede ned ad var åbnet op som en grav de sprækkede huse kunne styrte ned i.

Manden sukkede og trak op i stofrullen inden han behændigt kantede sig langs muren hen til en nedrullet garageport. Han sparkede to-tre gange på den med indersiden af foden før den begyndte at rulle op. En dreng holdt den op i strakt arm så højt han kunne, mens vi dukkede hovederne og smuttede ind.

Gulabrao, eller Rosenkongen, blev født under trange kår i en landsby lidt uden for Amravati i det østlige Maharashtra i 1881. Kun ni måneder gammel mistede han synet og få år efter også sin mor. Han blev placeret hos sin tante der betragtede ham som en byrde og behandlede ham derefter. Først da han nogle år senere forudsage hendes mands død ændrede hun sit syn på drengen.

Trods sin blindhed var hans store lidenskab bøger. Han fik læst højt af de hellige skrifter fra morgen til aften og begyndte også snart at diktere sine egne bøger der skabte en syntese ud af alle verdens religioner. Skal man tro hans føromtalte biograf var syntesen baseret på at hinduismen engang i tidernes morgen havde hersket suverænt over hele kloden, og at de senere udviklede religioner kun var en slags surrogater for den sande lære der var gået tabt:

Before the advent of Islam, Arya Dharma was prevalent in Arabia, Afghanistan, but because righteousness was lost to these people, God gave Islam to save these savants and bring them on the path of Truth. This can be deduced from history and the Puranas, and therefore, Islam can be easily harmonised into the comprehensive Hindu Dharma.

Det er ikke helt det billede der tegner sig når jeg læser Rosenkongens egne ord, men hindunationalisterne og oversætteren om det. I 1901 fik han nemlig åndeligt besøg af Jnaneshwar der overraskende nok fortalte ham at han var den afdøde digterhelgens datter. Fire år senere blev han gift med guden Krishna og optrådte derefter helst i kjole og med religiøs make-up.

Da han døde i 1915 i en alder af 34 år havde han dikteret de over 130 bøger der nu stod genoptrykte og ulæste hen på hylderne omkring mig. Formanden for den lokale afdeling af Gulabrao-selskabet var da også mildest talt forbløffet over min interesse. Han havde forladt en større iscenesættelse han selv var vært for netop som den skulle til at begynde og stod nu og stakkede bøger på gulvet foran mig.

“Srautakridavishesha,” læste jeg højt og samlede et plettet hæfte op på størrelse med en halv pixibog. “Is this the manual for his Mokshapata game?”

Formanden nikkede og rakte en hånd op på den øverste hylde. Han kørte den søgende frem og tilbage over den støvede overflade uden at støde på noget.

Jeg sank utålmodigt.

“Kursi dijie,” sagde han til drengen der straks rendte ud i baglokalet efter en stol.

Det føltes som en evighed før han fik stillet benene til rette på det ujævne gulv og samlet sin stofrulles guirlander foran sig. Han klatrede forsigtigt op på sædet og greb fat om hyldekanten med begge hænder som om han ville hæve sig op i den.

“Ah,” sagde han endelig. “There it is.”

Jeg var egentlig kun interesseret i det plettede hæfte og den løst laminerede spilleplade, men af ren og skær høflighed tog jeg også toppen af det bogtårn han havde stablet op foran mig.

Jeg rakte ud efter min pung, men han viftede bare afværgende med hånden. Det var hans pligt, sagde han, at give mig bøgerne gratis. Alle hundrede-nogen-og-tredive om jeg ville.

Jeg kom derfra med flere bøger end jeg vil forsøge at tage med mig til Danmark, men så kan Bhandarkar-instituttet også få lidt igen for de manuskriptblade de ikke ved at de har foræret mig. Biografien har jeg dog tænkt mig at holde fast i. Jeg bliver simpelthen nødt til at finde ud af hvorfor der står “UNDOUNTABLE DEFEAT OF HINDUISM” på bagsiden.

161230_rosenkongen-2

 

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s