Tips & tricks

Som gæsteforsker på Bhandarkar-instituttet har jeg mere eller mindre fri adgang til bibliotekets over 30.000 manuskripter. Det hjælper dog ikke stort når jeg kun er i Pune en uges tid endnu og ikke har adgang til digitale kopier af manuskripterne. Der findes en obskur procedure for den slags urimelige forespørgelser, men bibliotekarerne ser allesammen meget trætte ud når jeg spørger ind til den.

Ud over at være besværlig og bekostelig er proceduren også så tæt man kommer på “uetisk” i manuskriptologiske kredse. Efter at have indhentet anbefalingsbreve, udfyldt formularer, tigget sig til stempler og skæppet godt til i institutkassen bliver manuskripterne ganske enkelt lagt ind i et monstrum af en sort/hvid-fotokopimaskine fra midt-firserne og chokbehandlet med lys og varme.

Jeg har set resultatet og det er ikke kønt. De mindste ujævnheder bliver til sorte klatter der flyder sammen med bogstaverne, og det særlige system af farvekoder skriverne traditionelt anvendte til at markere overskrifter, rettelser og udeladelser forvandles til et gråtonet terrorregime på papiret.

Værre endnu er skadevirkningerne på manuskripterne. De falmer og flager og bringes adskillige skridt nærmere den fine bunke papirstøv de ultimativt er bestemt til at ende som.

Derfor har jeg nu udviklet en ny strategi der allerede har bevist sit værd.

Jeg ankommer veludhvilet op ad formiddagen og beder om at få lov til at se de manuskripter jeg gerne vil have fat på. Bøjet over et mørkt træbord foran det nordvendte vindue i den fjerneste ende af biblioteket kigger jeg manuskripterne igennem og markerer alle de blade jeg gerne vil studere nærmere.

Halvanden time senere når frokostklokken ringer indtager jeg så den nødvendige positur af fordybelse og omgiver mig med en aura som et “Do not disturb”-skilt på dørhåndtaget til et dyrt hotelværelse. Jeg fornemmer bibliotekarens skygge bag mig, hører nogen gange også den forberedende indånding til en anmodning om at forlade studiepladsen, men forbliver ubevægelig indtil hendes skridt fortoner sig i retning af frokoststuen.

Endelig alene med manuskripterne sniger jeg kameraet op af skuldertasken og fotograferer de markerede sider i det indirekte sollys fra vinduet. Og når bibliotekaren vender tilbage efter frokost, strækker jeg mig veltilfreds i stolen og takker mange gange for det flygtige glimt ind i det filologiske skatkammer.

“Kal milenge,” siger jeg og folder hænderne foran brystet inden jeg går ud.

Vi ses i morgen.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s