Professor Usmani

Jeg havde egentlig håbet at kunne klare det over telefonen. Men da professor Usmani rakte mig røret med direktøren for det arabisk-persiske forskningsinstitut i Tonk havde han allerede aftalt at jeg skulle mødes med ham mandag formiddag. Hundrede kilometer støvet landevej syd for Jaipur.

Professoren var i det hele taget meget energisk på mine vegne. Ikke mindst hans fremskredne alder taget i betragtning. Han blev pensioneret fra sin post som rektor på en offentlig læreanstalt i 1994. Og de fleste af de kontakter han skrev ned i min notesbog var jævnaldrende med ham. Eller døde.

“Dr Hassan passed away last winter,” sagde professorens søn tålmodigt. “You went to his funeral, remember?”

“Yes, of course, that’s probably why I thought of him. Now, who else can I refer you to?”

Og sådan fortsatte det.

Usmani var professor i urdu og historie og fortalte levende om Rajasthan og stormogulerne på en blanding af mindst fem forskellige sprog. Det var som om han ikke længere havde kontrol over hvornår han skiftede imellem dem, og flere gange måtte hans søn bremse ham og forsøge en tilnærmelsesvis oversættelse.

Når han ikke selv havde ordet bladede han rundt i sine adressebøger og ringede forskellige numre op. Ind imellem pressede han telefonen op mod mit øre til stor forvirring for både mig og hvem end der nu måtte være i den anden ende. Familie, venner, kolleger. Flere af dem tilsyneladende på deres yderste.

Det var først da sønnen fik overbevist ham om det var tid til hans middagslur at det gik op for ham at han ikke anede hvem jeg var.

“Who sent you here?” spurgte han og kneb øjnene sammen bag de tykke brilleglas.

“Dr Bothara.”

“Dr Bothara …?”

“From Prakrit Bharati Academy.”

“Prakrit Bharati Academy …?”

“He gave me your address and told me to come here at eleven.”

“At eleven …?”

Klokken nærmede sig halvtre og jeg havde ikke flere sider tilbage i min notesbog. Sønnen gestikulerede at jeg bare skulle rejse mig og følge med ham ind i stuen. Jeg kunne stadig mærke professorens borende blik da sønnen lukkede døren bag os.

“He gets tired, you know.”

“He seemed quite awake to me.”

“Well, he does not get visitors that often anymore.”

Efter endnu et par timer i sønnens selskab slog det mig det mig at han måske heller ikke selv fik besøg så ofte. Han humpede rundt i lejligheden med et forvredent ben og et gangstativ. Og internetstuderede verdensreligionerne med det eksplicitte formål at bevise at koranen ud fra et moderne naturvidenskabeligt synspunkt havde mere ret i sine antagelser end nogen anden hellig skrift.

Hvad end dét så skulle bevise.

I morgen tidlig tager jeg bussen til Tonk for at møde direktøren for det arabisk-persiske forskningsinstitut og forhåbentlig finde ud af lidt mere om mine sufi-islamiske spillepladers historie i og uden for Indien.

Hvis det da ellers overhovedet var ham jeg snakkede med i telefonen. Men det kan nok ikke engang professor Usmani svare på nu.

161217_dr-usmani

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s