Skyggespil

Jeg havde forklaret flere gange at jeg ikke var interesseret i at købe, men Manoj tilhørte ikke en af byens mest velhavende købmandsfamilier gennem to århundreder for ingenting. Han blev ved med at brede det ene antikke spil efter det andet ud på madrassen i modtageværelset. Skak, chaupar, ganjipha. Træ, sølv, elfenben. Terninger med to, fire, seks sider.

“Which one you like best?” spurgte han.

Mine øjne var som klistrede til hvad der lignede et flere hundrede år gammelt håndbroderet spil chaupar fra Kachchh-regionen i Gujarat. Med udskårne elfenbensbrikker og sølvbeslåede træterninger.

“Actually, I’m not here to -”

“If you want to see more, I can get them for you.”

Det lykkedes mig at løsrive blikket og finde et tyndslidt udprint af en gyan chaupar-spilleplade frem fra skuldertasken.

“You wouldn’t have something like this, would you?”

“I’m sure I have seen that somewhere before …”

“It belongs to a private collector from Munich. I visited him -”

“Dr Feiler?”

“You know him?”

“Since thirty years.”

Samtalen havde taget en drejning og intet var længere som før. Pludselig skyldtes hastværket at Manojs onkel var død og det ville være bedst hvis jeg kom igen dagen efter og tog mig god tid til at dokumentere samlingen med kameraet. Penge ville han ikke høre tale om.

Endnu engang havde mit tilfældige møde med den pensionerede kemiingeniør og indienskender doktor Feiler på en akademisk spilkonference i Nürnberg sidste forår åbnet døre der ellers med sikkerhed var forblevet lukkede.

Men doktor Feiler var desværre ikke den eneste der kastede sin skygge over min rejse. Og hvor hans var sval og mild var premiereminister Modis hård og isnende.

De par tusind rupees det var lykkedes mig at trække ud af pengeautomaten i Delhi var ikke nok til at dække tre dage med kost og logi i en privat haveli i Ramgarh, og trods flere forsøg på at trænge ind i den lokale bank var det aldrig lykkedes mig at nå frem til disken før den var løbet tør for penge igen.

Den morgen jeg skulle have tilbragt med at fotografere Manojs antikke spil endte jeg således med at tilbringe med at forsøge at overføre små hundrede dollars til en håbløst obskur indisk bankkonto. Internetforbindelsen blev ved med at slå til og fra og da der var et kvarter til at bussen til Jaipur gik oppe fra hovedvejen var pengene ikke kommet længere end til et overførselsfirma i London.

Jeg kastede min baggage ind på bagsædet af en tuk-tuk og råbte over skulderen at pengene ville gå ind på kontoen senest fredag. Om det rent faktisk er tilfældet, ved jeg ikke, men måske det også er ligemeget. For mens jeg sad og jonglerede med nuller og et-taller modtog min vært et telefonopkald fra sin bror om at en af bankens filialer var blevet stormet af skattepolitiet og at flere sandsynligvis ville følge.

“Paise jaldi niklenge!” hørte jeg brorens skrattende stemme igen og igen.

Skynd dig at få pengene ud!

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s