Spilhistorisk skitse

Fravær af bevis er ikke bevis på fravær, lyder et af historikernes ofte citerede valgsprog. Alligevel er det netop fraværet af bevis på gyan chaupars udbredelse i det central-nordlige Indien der har fået mig til at overveje at spillet måske bevægede sig af en anden rute fra det vestlige Indien til Nepal.

Efter at have siddet oppe to nætter i træk og læst om de forskellige folkeslags komplekse bevægelser i den underligt aflange stribe land vi kalder Nepal, har jeg nu formuleret et bud på en mulig udviklingshistorie.

Jeg forestiller mig at gyan chaupar opstod i hofmiljøet omkring de mange småkonger i Rajasthan engang i slutningen af 1600-tallet eller begyndelsen af 1700-tallet. Slægtskabet med astrologiske og magiske diagrammer samt populære spil som for eksempel navnebroderen chaupar kan forklare en pludselig opståen hvor andre har argumenteret at spillet nødvendigvis må være udviklet over lang tid.

Måske var ophavsmanden en frustreret læremester der ikke kunne få de små prinser til at sidde stille og høre efter. Præcis som rammehistorien til Panchatantra forklarer den berømte fabelsamlings tilblivelse. Eller måske det var en fortvivlet brahmins forsøg på at snige en smule dannelse ind i kongernes dekadente livsførelse og undgå gudernes vrede.

De tidligste spilleplader bestod sandsynligvis af et 8×9 felter stort diagram der indrammede og udlagde den vaishnavistiske verdensorden. Jainisterne var hurtige til at kopiere og modificere spillet i overensstemmelse med deres egne religiøse tilbøjeligheder. En praksis de som minoritet var tvunget til at følge i mange af livets gøremål hvor det gjaldt om at indynde sig hos magthaverne og efterligne deres ydre figurer og former.

Spillet spredte sig gennem de jainistiske menigheder til Gujarat og videre sydpå til Maharashtra hvor deres 9×9 felter store variant inspirerede en ny vaishnavistisk version i samme format. Den nye version opstod inden for varkaribevægelsen hvis grundlægger Jnaneshwar straks blev tilskrevet opfindelsen af spillet til trods for at hverken kronologien eller geografien passede.

Hvem end spillets egentlige opfinder var, så levede han i en urolig tid i et uroligt hjørne af Indien. Den om ikke ligefrem tolerante så i hvert fald nysgerrige stormogul Akbar var blevet efterfulgt af en række stadig mere indskrænkede muslimske herskere der ikke havde formået at opretholde freden med de indfødte. Oprøret ulmede i det vestlige Indien og blussede igen og igen op i en næsten endeløs række småkrige.

Og som altid når der er krig, var der også fordrivelse.

Det nepalesiske folk gorkhaerne sporer deres oprindelse tilbage til Rajasthan hvor de tilhørte den herskende Rajput-klasse i området omkring Udaipur. Fordrevet fra deres hjemland af muslimske aggressioner søgte de nordpå hvor de selv med vold og magt etablerede et rige i forbjergene til Himalaya. I 1769 indtog de Kathmandu-dalen og ekspanderede også videre ind i Tibet ad flere omgange. Først efter nederlaget til East India Company i den anglo-nepalesiske krig i begyndelsen af 1800-tallet faldt der ro over dem, om end de vedblev at tjene som det britiske imperies fremmeste og mest frygtede indfødte soldater.

Hvis det var gorkhaerne der bragte gyan chaupar med sig fra Rajasthan til Nepal, forklarer det hvorfor spillet ikke synes at have haft nogen særlig udbredelse i det central-nordlige Indien. Det forklarer muligvis også hvorfor spillet kun eksisterer i sin tidlige 8×9 felter store form i Nepal modsat andre steder hvor det først blev introduceret senere.

Præcis hvordan det vaishnavistiske gyan chaupar interagerede med det anderledes udformede buddhistiske chaitya kasa er svært at sige, men det er interessant at bemærke at det tibetansk-buddhistiske spil salam namshak ligeledes havde 8×9 felter. Såvel chaitya kasa som salam namshak stammer sandsynligvis fra et tidligere kinesisk-buddhistisk spil, men det er muligt at det tibetanske spil lånte sin udformning fra gyan chaupar.

Det bengalske spil golok dham kan ses som en videre underbygning af min tese. Golok dham er en spilmekanisk hybrid mellem gyan chaupar og chaitya kasa og synes derfor snarere at skyldes kontakt med Nepal end med det central-nordlige Indien hvor vi højst ville kunne forvente at finde det første af de to spil. Og hvor mine hidtidige undersøgelser har vist at end ikke dét var til stede.

De ofte fremførte argumenter for gyan chaupars jainistiske frem for vaishnavistiske oprindelse har ikke den store betydning for den udviklingshistorie jeg har skitseret ovenfor. Alligevel vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved dem. For selv om det er rigtigt at spillets didaktiske elementer er tættere forbundet med jainismen end med vaishnavismen, så er det værd at overveje om spillet overhovedet var tænkt som et didaktisk redskab til at begynde med.

Som tidligere nævnt så synes det vaishnavistiske 8×9 felter store spil at være vokset ud af astrologiske og magiske diagrammer, og der er da heller ikke som sådan noget didaktisk ved det. Tværtimod, kunne jeg fristes til at sige. Terminologien i felterne står kryptisk og uforklaret hen og minder om den man finder på visse yogiske diagrammer der var beregnet til personlige visualiseringsøvelser. Så måske forestillingen om gyan chaupar som et tidligt læringsspil er en forestilling vi har fra jainisterne og ikke fra de vaishnavister de kopierede det fra.

Sandheden viser sig altid at være mere knudret end antaget når man forsøger at rede den ud, men det skal ikke afholde mig fra at more mig over at den måske vigtigste opdagelse på min rejse er opdagelsen af et fravær. Et fravær af bevis og hvem ved, måske endda et bevis på fravær.

Reklamer

One comment

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s