Knib mig lige i armen

På det etnografiske museum i Kathmandu kom direktøren ud fra kontoret for at give mig en gratis brochure og spørge om der var noget særligt jeg gerne ville vide. Og på nationalarkivet insisterede de på selv at betale det frimærke der skulle på ansøgningsformularen til mikrofilmafdelingen. Begge dele ville være utænkeligt noget sted jeg har været i Indien.

Folk smiler og er venlige og synes oprigtigt begejstrede for min interesse i deres kultur. Hvornår har jeg sidst oplevet en museumsvagt løbe ud på gaden for at finde byttepenge til min alt for store seddel? Eller en receptionist følge med mig rundt til de forskellige kontorer og skære gennem formaliteterne?

På nationalarkivet kiggede den ansvarlige for mikrofilmene overrasket på mig da jeg gav ham listen over manuskripter jeg gerne ville se.

“Only three?” sagde han.

Og ikke: “Choose one.”

Hver rulle med mikrofilm indeholdt i hundredevis af sider og på en af dem var der over 40 astrologiske manuskripter. Men utroligt nok stod der ikke nogen og kiggede mig over skulderen mens jeg kørte dem gennem lysapparatet. Jeg vil tro at jeg alene i eftermiddags har gennemset flere manuskripter end jeg samlet set har gjort i Indien over de sidste efterhånden mange år.

Jeg føler mig allerede nu markant mere sikker på sammenhængen mellem astrologisk praksis og spilleplader. Den rå mængde af mere eller mindre genkendelige diagrammer der rullede hen over skærmen har overbevist mig om at de må have været så allestedsnærværende i lærde kredse at ingen ville kunne have set det ene uden samtidig at tænke på det andet.

Da jeg pludselig sad og kiggede på et diagram der var en nærmest eksakt replika af en spilleplade i min samling kunne jeg ikke dy mig for at gribe ud efter kameraet. I Indien ville de for længst have taget min taske fra mig, men her havde de end ikke checket den. Jeg vidste at det gik imod alle regler at fotografere arkivmaterialet uden tilladelse, men jeg tænkte instinktivt at det her sandsynligvis var første og sidste gang jeg så dette eller noget tilsvarende diagram.

Manden der sad med sine egne ruller ved siden af mig drejede ikke engang hovedet.

Nede på kontoret hvor jeg helt selv og uden eskorte skulle aflevere mikrofilmene spurgte jeg om muligheden for at få en digital kopi af manuskriptet med diagrammet.

“Well …” sagde han og vendte og drejede sig i stolen. “Can it wait till tomorrow?”

Den eneste forhindring for mit arbejde er kontortiderne. Det passer mig glimrende at arbejdsdagen først begynder klokken elleve, men den måtte gerne vare lidt længere end til ved tre-firetiden. Især når man også skal indberegne halvanden times frokostpause.

Heldigvis har jeg god tid i Kathmandu, så jeg skal nok nå det hele. Og den gode nyhed er, at hvis det er her, så skal jeg nok også finde det.

161123_knib-mig-lige-i-armen

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s