Narendraji

Dr. Moesgaard har forladt Varanasi og jeg skal atter vænne mig til at snakke med min computer. Det første jeg vil fortælle den er at jeg tidligere i dag besøgte min gamle sanskritlærer Narendra. Hans hus var lige så svært at finde som altid, men ellers havde meget andet ændret sig.

Forstuen hvor jeg hver morgen plejede at bukke mig ned og røre hans fødder inden vi sammen bøjede os ind over bøgerne, lignede nu et egentlig klasselokale med tavle og skolerækker. Eleverne var til gengæld teenagere og det de lærte naturvidenskab. Narendras familiehus havde fungeret som traditionel sanskritskole så langt tilbage nogen kunne huske, men nu var det slut.

Sidst jeg besøgte Narendra for seks år siden var han lige blevet ansat på Indira Gandhi National Centre for the Arts som medarbejder på den kritiske udgave af den nepalesiske recension af det æstetiske hovedværk Natyashastra. Egentlig interesserede han sig for spekulative vediske etymologier, men en fastansættelse var for ham som for så mange andre vigtigere end personlige mål og drømme.

Siden dengang var han steget i graderne og ledede nu arbejdet med den kritiske udgave. Begejstringen syntes dog ikke at være fulgt med.

“The second volume was scheduled for publication in December,” forklarede han, “but for two months we have not been able to do any work.”

Han brugte tilsyneladende det meste af sin tid på at arrangere events og vise notabiliteter rundt i byen. Senest havde han været ude en hel nat med et tv-hold fra Delhi for at filme scener fra lysfestivalen Deep Depawali.

“It has become worse since Narendra Modi assumed power a couple of years back. We increasingly have to display knowledge that we increasingly don’t have.”

Han sendte lange blikke efter mine spilleplader og fortvivlede nærmest da jeg fortalte at jeg havde fået et tre-årigt stipendium til at studere dem. Forskning var blevet et fremmedord i hans verden.

“I say without pride that once I considered myself a good grammarian, but now I have begun forgetting even the simplest of things. When we stop teaching, we stop learning. Every day I say to myself that tomorrow I will quit, but somehow tomorrow never comes.”

Det er desværre en historie jeg har hørt flere gange de sidste par måneder. Dygtige sanskritister der har brugt årtier på at uddanne sig ender i lovende stillinger der viser sig at være fuldstændig fastlåste.

Som en bekendt udtrykte det, så kunne hans stilling ved et velrenommeret universitet som Assistant Professor lige så godt have heddet Assistant Secretary. Han brugte mere tid på at vedligeholde hjemmesider og lave Facebook-opdateringer end han brugte på at undervise.

“And how about research?” spurgte jeg opfølgende.

“Research? Since I was employed three years ago our entire department has not produced even a single article.”

Og det er ikke fordi de ikke kan.

I løbet af de par timer jeg tilbragte sammen med Narendra, lykkedes det ham at afklare spørgsmålet om astrologen Harikrishnas herkomst, identificere den skrifttegnsfamilie der influerer mine nepalesiske spilleplader, og oversætte en række obskure ord min egen ph.d.-vejleder for længst havde givet op over for.

Hvis jeg kunne ville jeg invitere Narendra og alle de andre fejlplacerede sanskritister jeg har mødt til Danmark og starte et forskningscenter der gjorde såvel de indiske som de danske universiteter til skamme. Det er slemt nok at den døde viden går tabt, men at den levende går samme vej er næsten ikke til at bære.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s