Phanjika!

Det kan godt være at Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, og det kan godt være at Narendra Modi har erklæret mine rupees ugyldige, men det ændrer ikke ved det faktum at Anirban og jeg i går fandt en sandsynlig forløber til Indiens nationalspil Pachisi. Bedre kendt i sin moderne inkarnation som Ludo. Også blandt indere.

Siden Pachisi på anakronistisk vis optrådte i tv-filmatiseringen af Mahabharata i 80erne og 90erne, har det fået status af et spil der går helt tilbage til eposets egen tid. Og videre endnu. Til dengang gudeparret Shiva og Parvati rullede terninger og flyttede brikker på det hellige bjerg Kailasa hvor verdslige vismænd endnu kunne komme på besøg.

161110_phanjika-1Ingen bekymrer sig tilsyneladende om at den tidligst kendte reference til Pachisi stammer fra Abul Fazls Ain-i-Akbari fra slutningen af 1500-tallet. Heller ikke Indiens førende spilforsker Panduranga Bhatta der manipulerede et billede af en skulptur af Shiva og Parvati fra det 6. århundrede for at få det til at se ud som om at de spillede netop Pachisi. Og puttede billede på forsiden af sin iøvrigt lærde og fremragende bog om terningespillets historie i Indien.

Andre og mere samvittighedsfulde spilforskere har foreslået at Pachisi er en videreudvikling fra en variant der blev spillet på en kvadratisk frem for en korsformet spilleplade. En mulig kandidat kunne være det populære gadespil jeg tidligere har dokumenteret her på bloggen under navnet Changa Po. Det synes dog aldrig at have nydt samme status som Pachisi og er derfor ikke dokumenteret længere tilbage end engang i midten eller slutningen af 1800-tallet.

Det Anirban og jeg fandt ud af i går var ikke blot at kvinderne ved kong Someshvara IIIs hof i 1100-tallets Karnataka spillede et spil der minder om Changa Po, men at spillet tilmed havde visse kendetegn der synes at pege frem mod det senere Pachisi.

Phanjika er nemlig hverken navnet på en blomst, en kalender eller et terningespil. Det er navnet på et særligt kast med syv porcelænssnegleskaller hvoraf to lander med mundingen opad og fem med mundingen nedad. Det samme kast der fire århundreder senere dukker op under navnet Pachisi, eller femogtyve, og ligesom Phanjika, eller fem, benævner et spil med samme navn.

Ud over at Manasollasa er en relativt obskurt og kun sjældent studeret tekst, er den væsentligste grund til at koblingen mellem Phanjika og Pachisi ikke er blevet lavet tidligere, sandsynligvis den kryptiske og mangelfulde beskrivelse som hidtil enten er blevet sprunget over eller fejlfortolket.

Problemet kan koges ned til Someshvaras indledende bemærkning om at man skal få en kyndig person til at klargøre spillet. Noget der sikkert var ganske ligetil dengang for tusind år siden da han skrev teksten, men som ikke desto mindre volder en hel del kvaler i dag.

Alligevel var vi opsatte på at gøre forsøget som vi sad dér over for hinanden med korslagte ben på takhten i Anirbans gamle studerekammer i Sarnath lidt uden for Varanasi. Vers for vers tegnede vi spillepladen, brikkerne, terningerne og de forskellige træk så godt som vi nu engang kunne forstå dem ud fra teksten.

161110_phanjika-2Resultatet var fascinerende.

Spillepladen var udformet som en religiøs mandala med illustrationer af konventionelle hofpoetiske motiver i felterne. Brikkerne var inddelt i grupper af fem og startpositionerne navngivet efter spillernes foretrukne gudeverdener. Målet var at være den første til at føre sine brikker frem til dødens hus og bringe dem tilbage til den gudeverden de kom fra.

Modsat Pachisi-kastet havde Phanjika-kastet en særlig funktion. Det var det kast man først skulle bruge for at flytte sine brikker fra gudeverdenen og ind på spillepladen, og sidenhen fra dødens hus og tilbage til gudeverdenen igen. Havde man hverken brikker i gudeverdenen eller dødens hus var kastet spildt.

Værdien af kastene var også forskellig fra Pachisi. I Pachisi kan man kaste 10, 25 og 30, men i Phanjika talte man ganske enkelt antallet af mundinger der vendte nedad på skallerne. Et mere simpelt system som jeg straks genkendte fra Gyan Chaupar.

Og det var ikke det eneste jeg genkendte.

Chaupar er er en variant af Pachisi der spilles på den samme korsformede spilleplade. Gyan Chaupar kunne således lige så godt hedde Gyan Pachisi. Og gør det rent faktisk også i kolofonen på nogle enkelte af spillepladerne. Forskellen er dog til at overse da såvel Chaupar som Pachisi i kombination med gyan, eller viden, ikke er andet end en generisk betegnelse for “spil”.

Eller er det?

Den cykliske bevægelse fra det guddommelige til det verdslige og tilbage igen er ikke enestående for Phanjika. Det er den samme bevægelse man finder i visse beskrivelser af Gyan Chaupar hvor brikkerne begynder i den gudeverden der også er målet for spillet. Først når spillerne kaster et bestemt antal skaller flytter de deres brikker ned på fødselsfeltet hvorfra de atter bevæger sig op til gudeverdenen.

Det er således muligt at forbindelsen mellem gyan og chaupar er mere sigende end jeg hidtil har antaget. Det er sågar muligt at Gyan Chaupar er direkte inspireret af det oprindelige symbolske betydningslag i Chaupar.

Kunne man forestille sig at Chaupar og Gyan Chaupar repræsenterer hver deres videreudvikling fra Phanjika? At Chaupar var det sekulære spil der udelukkende bevarede underholdningsværdien, mens Gyan Chaupar var det religiøse spil der (næsten) udelukkende bevarede symbolikken?

Hverken dommedagspræsidenter eller ukurante pengesedler er særlig fordrende for et svar, men mit phanjikaøjeblik kan de ikke tage fra mig.

161110_phanjika-3

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s