Chowk Mohalla

161030_alt-det-der-engang-var-1At fare vild i bazaren i den gamle by i Lucknow på det hinduistiske års sidste dag er ikke det værste der kan ske. Slet ikke når man ender hos en gammel islamisk boghandler der kan udlægge teksten på en sufistisk spilleplade. Bortset fra et par enkelte stavefejl havde han ikke det store at udsætte. Vejen til Allahs trone over den syvende himmel var nøjagtigt portrætteret.

Mine spørgsmål om gamle dage vækkede store følelser i Amin. I halvtreds år havde han siddet i sit lille hul i muren i en sidegyde til en sidegyde og set historien og interessen for den smuldre foran øjnene på ham. Kulturen og traditionerne var enten væk eller forvandlede til tomme ritualer der mest af alt handlede om maden og gaverne der ventede på den anden side.

“Sabhi khatm ho gaya,” sagde han og rystede på hovedet.

Alting er slut.

Jeg lovede ham at han i det mindste kunne beholde udprintet af spillepladen som han møjsommeligt havde lappet med tape på bagsiden mens vi snakkede. Han foldede den sammen og lagde den ned i et lille skrin under disken sammen med portrætfotoet fra hans unge år i Calcutta og brevet hans far havde sendt hjem på guldrandet papir fra pilgrimsfærden til Mekka. Små flige af sandhed i en verden fuld af bedrag.

Jeg spurgte hvor de gamle mænd spillede skak og chaupar i eftermiddagstimerne som jeg havde set det i mange andre bazarer i mellemøsten og sydasien. Amin sad længe med sindet vandrende rundt i gyderne før han langsomt kiggede op og sagde et eller andet uforståeligt.

Hans søn måtte spørge ham flere gange før det gik op for ham at det var navnet på et bestemt sted i den gamle by. Det virkede usandsynligt at jeg på egen hånd skulle kunne finde fra én ukendt adresse til en anden, så sønnen blev udstyret med grundige instruktioner op ad stiger og ned ad slanger.

Rejsen var lang og eventyrene mange, men frem nåede vi. Til en slidt, gammel takht i en skyggefuld niche foran et hus med lukkede skodder. En lav bænk uden ryg- eller armlæn som måtte have set alt det glemte der pludselig var vældet op i Amin og havde fyldt ham med sorg og længsel.

Men heller ikke her var nogen trøst at hente. En nysgerrig genbo stak hovedet ud af vinduet og sagde at det var år siden der sidste havde siddet nogen på takhten og spillet spil og røget vandpibe. Hvad end det var vi søgte, var det væk nu.

161030_alt-det-der-engang-var-2

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s