Arbejdsro

Jeg skulle egentlig være fortsat til Allahabad i morgen tidlig. Men det var før jeg forvildede mig ned ad – eller snarere ind i – Mall Avenue. En gade der hurtigt blev til flere og til sidst et helt kvarter. Af gader der alle bar det samme navn. Mall Avenue, Mall Avenue, Mall Avenue.

I en af de mindre avenuer, der løb langs muren til et skarpt bevogtet militærakademi, havde en beboer stillet et lille skilt op ude foran havelågen. “Lucknow Home Stay” stod der. Efter en måned på farten med konstant skiftende addresser trak forestillingen om hjemlighed i mig. At kunne bevæge sig frit omkring uden hængelåse på dørene og smiskende tjenere i korridorerne.

Så nu sidder jeg her i min nye lænestol med internettet summende omkring mig og en sovende hund på fødderne. Jeg har selv kogt vandet til teen der balancerer på armlænet, og i køkkenet rumsterer mutter nu rundt og gør klar til aftensmaden. En hindistuderende amerikaner ligger på sofaen og lytter til dagens lektion, mens en indisk forretningsrejsende fra Gujarat står og ryger en stille cigaret ude på altanen.

Jeg har afbestilt togbilletter og hotelophold og vil i stedet bruge den næste uge på at bringe mine notater i orden og arbejde på en oversættelse af udvalgte kapitler fra Manasollasa. En slags manual for prinser fra 1200-tallets Karnataka i Sydindien der blandt andet indeholder detaljerede beskrivelser af en lang række spil og lege.

Et af kapitlerne beskæftiger sig med kunsten at bygge sandslotte. I lyset af Renate Syeds kontroversielle hypotese om at skak skulle være en videreudvikling af prototypiske figurkrigsspil, vil jeg se frem til at finde ud af om kapitlet i virkeligheden er en indføring i militært modelbyggeri.

At skak langt fra var et standardiseret spil dengang Manasollasa blev skrevet fremgår tydeligt af de mange varianter den beskriver. Det var således ikke ualmindeligt at spille på forstørrede skakbrætter med et udvidet antal troppetyper i valgfrie startformationer som for eksempel go-mutra-vyudha der løseligt kan oversættes “som koen pisser”.

Så måske Syed alligevel har mere ret end de fleste spilforskere giver hende.

Maden er på bordet. Familien samles omkring bordet, og hunden løfter hovedet fra min fod. Justin tager høretelefonerne ud af ørerne, og Pradeep bøjer sig ind over håndvasken og kaster vand i ansigtet. Jeg havde slet ikke lagt mærke til hvor sulten jeg egentlig er blevet.

161024_arbejdsro

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s