Herr Eder og Doktor Feiler

Den tidligst kendte reference til skak stammer fra Banabhattas biografiske værk Harshacarita fra første halvdel af det 7. årh. e.v.t. Som et billede på freden der herskede under kong Harsha fortæller Banabhatta at de eneste krige der blev ført var mellem lerkonger på et skakbræt.

Sanskritordet parthiva er en afledning af prithvi der betyder “jord”. Parthiva betyder således bogstaveligt talt ikke andet end “noget der har med jorden at gøre”. I litteraturen bruges det dog ofte i den overførte betydning “konge” (dvs. en der hersker over jorden). At oversætte parthiva som “lerkonge” er derfor at læse en dobbeltbetydning ind i Banabhattas tekst.

Brugte digteren ordet til både at fremkalde idéen om konger og skakfigurer i tilhørerens sind?

Fundet af en række militant udseende terracottafigurer under en udgravning i kong Harshas gamle hovedstad Kannauj fik den tyske indolog Renate Syed til at slutte at de i lyset af Banabhattas tekst måtte være de tidligst kendte eksempler på figurative skakfigurer. En vovet men ikke urimelig antagelse der dog blegnede ved siden af hendes videre påstand om at skak måtte være udviklet fra et prototypisk figurkrigsspil med mindelser om 1800-tallets tyske Kriegsspiel og min egen barndoms Warhammer.

Dr Syeds tese blev straks omfavnet af Manfred Eder, formanden for den amatørhistoriske forening Förderkreis Schach-Geschichtsforschung. I 2007 arrangerede Herr Eder sammen med indienskenderen og spilsamleren Dr Feiler en tur til Kannauj for at mærke historiens såkaldte vingesus og anspore til yderligere udgravninger af den gamle kongeby.

Rejsen var en slem skuffelse. Kannauj var reduceret til en forvokset bazar omkring en åben kloak uden mindste erindring om fordums storhed. Udstillingen på det lokale arkæologiske museum var baseret på nogle få fund fra 1970erne, og de påståede skakfigurer var ingen steder at se. Ydermere havde Dr Syed, der ligeledes var inviteret med på turen, været i dårligt humør og nægtet at stige ud af bilen.

Da Herr Eder gennem Dr Feiler for et par uger siden fik nys om at jeg planlagde at lægge vejen forbi Kannauj i håb om at finde spor efter astrologen Harikrishna Sharma blussede den gamle ild op i ham igen. Han sendte en række overstrømmende emails til mig fyldt med store bogstaver og udråbstegn. Der havde længe verseret rygter om et nyt arkæologisk museum i Kannauj, men Herr Eders mange emailede tilbud om at arrangere et internationalt skakseminar i forbindelse med åbningen var forblevet ubesvarede.

Tidligere i dag lykkedes det mig at lokalisere museeet i Kannauj. På Hotel Rajdhani havde de forholdt sig skeptiske til den blotte tanke om at der skulle være et museum i byen, men efter at have kapret en tempo fuld af intetanende passager og fået chaufføren til at køre forvildet rundt og lave et par telefonopkald nåede jeg endelig frem.

Museet var en anonymt udseende bygning under opførelse i udkanten af byen. Et par murerarbejdere lå og sov på hver deres charpoy i det der vel engang skulle blive til lobbyen. Opsynsmanden insisterede på at museet var snublende nær åbningsdatoen. Tre-fire måneder mere, så ville det være klar til at modtage de første gæster.

I betragtning af bygningens størrelse overraskede det mig at høre at der kun skulle være to udstillingslokaler. De lå på førstesalen for enden af en bred sliske som det var uvist hvorvidt skulle forsynes med trin eller ej. Gulvene var brudt op og det forsænkede loft delvis styrtet sammen. De optimistisk indkøbte vitrineskabe var tomme og medtagede af arbejdet omkring dem. Et enkelt havde fået smadret glaslågen.

Da vi kom ned i lobbyen igen var charpoysne væk. Sjakbajsen stod for enden af slisken med en lille håndfuld arbejdere bag sig. De trådte et par mere eller mindre velkoreograferede skridt til siden og afslørede bygherren der stod i skarp silhuet i den soloplyste museumsindgang.

Mastram Sharma fra Delhi var mere interesseret i at udveksle kontaktoplysninger end i at fortælle om hvordan det skred frem med bygningsarbejdet. Han kiggede sig panisk omkring efter en højere autoritet da jeg nævnede Herr Eders planer om et skakseminar i forbindelse med den officielle åbning. Da jeg videre nævnede den mulige tilstedeværelse af internationale gæster råbte han unødigt højt til opsynsmanden at han skulle hente pen og papir.

Deepak Kumar var udpeget som kommende museumsinspektør. Mastram tøvede med at udlevere hans officielle emailadresse, men var ikke bleg for at give mig hans private mobilnummer. Et overraskende almindeligt indslag i min indiske hverdag. Måske fordi emails endnu ofte er noget man har, men ikke noget man bruger.

I løbet af vores korte samtale på hindi forsikrede Deepak mig adskillige gange om at det nye museum ville blive præcist ligesom det gamle. Den samme udstilling med de samme genstande og de samme beskrivelser. Jeg prøvede at spørge ind til hvad formålet så var med at opføre et nyt museum, men enten svigtede mit hindi mig eller også gav spørgsmålet ikke nogen mening for ham. Gentagelsen synes altid at have været fornyelsen overlegen i den indiske kultur.

Senere i dag vil jeg skrive til Herr Eder og Dr Feiler med seneste nyt fra Kannauj. Her er ingen nye udgravninger, ingen ny forskning og ingen nye udstillinger. Men her er snart – eller i hvert fald så snart som det lader sig gøre – et nyt museum til fejring af stilstanden. Og det er måske i virkeligheden mere end man turde håbe på fra en forvokset bazar omkring en åben kloak.

161020_herr-eder-og-doktor-feiler

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s