Navne på spil

161018_navne-pa-spil-1Det tog tre dage at få adgang til et enkelt manuskriptblad på Vridavan Research Institute. Den første dag havde det taget tre timer at få adgang til manuskriptkatalogen, så jeg var godt klar at accessionsnummer 17685 ikke var noget man bare sådan lige rakte ud efter. Men titlen Khelan ke nam, eller navne på spil, virkede lovende nok til at gøre forsøget.

Jeg skal ikke trætte jer med endnu en udgave af den historie jeg har fortalt så mange gange før her på bloggen, men et enkelt billede slipper I dog ikke for. Det er billedet af en nervøst svedende underbibliotekar der sidder på gulvet i midten af et stort rum med to bunker foran sig. I den ene er der nøgler, i den anden nøglemærkater. Og overalt omkring ham er der låste vitrineskabe fyldt til bristepunktet med sirligt indpakkede manuskripter omviklet med rødt stof.

Det lykkedes til sidst. Jeg fik mit ene blad og et strengt påbud om at jeg ikke måtte fotokopiere det. Hvilket da også ville have krævet at jeg sneg mig ud af bygningen og løb 200 meter ned ad gaden til den nærmeste xerox-wala. Men at jeg ikke engang måtte fotografere det virkede bare som ren chikane.

Jeg ved ikke hvad underbibliotekaren havde gjort siden han først skulle lide den tort at sortere i hundredevis af identisk udseende nøgler og derefter se sit skrivebord overtaget af en udlænding med urimelige krav. Men der sad jeg altså og kopierede det hensmuldrende blad i hånden under en loftsventilator der hele tiden truede med at blæse det væk og hastigt fremskynde udløbsdatoen.

Bladet var skrevet på den lokale braj bhasha-dialekt og doneret af en baba fra Vrindavan, så det var rimeligt at antage at det kom fra området. Dets alder var sværere at bestemme, men næppe senere end første halvdel af 1800-tallet. Hvilket betød at jeg sandsynligvis havde at gøre med en liste over kendte spil fra Mathura-egnen der stammede fra en tid hvor gyan chaupar var på sit mest populære i Gujarat og Rajasthan adskillige hundrede kilometer længere mod vest.

Det første spil på listen var naturligvis skak. Interessant at bemærke blev det omtalt som shatranj, hvilket er den persiske forvanskning af sanskrit chaturanga. Et tegn på at spillets indiske oprindelse måske havde været glemt dengang manuskriptet blev skrevet.

Listen fortsatte med ganjipha (kort), chaupar (ludo), ashta chamma (proto-ludo) og det fingerfærdighedskrævende pachagutiya (fem sten). Herefter fulgte en række for mig ukendte spil der udelukkende var benævnt ved det antal sten eller brikker man skulle bruge for at spille dem. Længere nede kom udendørsspillene hvor jeg genkendte gilli-danda (proto-cricket), ankhamichoni (blindebuk), noget med et broderet sjal (pichori) og så de akrobatiske lege hvor børn sammen forsøger at danne forskellige dyr som heste, kameler, okser og løver.

Mest iøjnefaldende var dog fraværet af gyan chaupar. Enten var spillet for åbenlyst religiøst til at blive nævnt sammen med sine mere jordnære søskende eller også kendte forfatteren det ganske enkelt ikke. Personligt sætter jeg mine rupees på det sidste da det understøttes af empirien. Selv om Mathura-egnen er indbegrebet af Krishna, og selv om Krishna er indbegrebet af leg og spil, så er der ikke en eneste af de små 150 spilleplader jeg har indsamlet der stammer fra området.

Og så alligevel.

Hare Krishnas tempelkompleks virkede som et godt sted at få klaret hjernen og rystet kramperne ud af hånden. Et totalsaneret Indien med farverne og spiritualiteten i bedste behold, men uden stanken, fattigdommen, de åbne kloakker og diarréen. Det perfekte sted at være til stede uden rigtig at være det. Lidt ligesom i teatret.

Damen i gavebutikken sagde høfligt “Hare, Hare!” og “Radhe, Radhe!” da jeg styrede målrettet mod børneafdelingen, men hun havde favnen fuld af grundlæggeren Prabhupadas skrifter da hun kiggede ind til mig. Selv stod jeg med et spil Snakes & Ladders i hver hånd og overvejede om jeg skulle købe det på engelsk eller på hindi.

Titlen paramapadam var hentet fra den senere sydindiske udgave af gyan chaupar der var rig på billeder og fattig på ord. Hæftet der fulgte med forklarede at det var et ældgammelt indisk spil der illustrerede Bhagavadgitaens læresætninger. To påstande jeg kan skyde ned med lukkede øjne, men som samtidig understreger spillets måske fremmeste kvalitet: at det uden besvær og med stor overbevisning kan tilpasses selv de mest obskure sekteriske bevægelser.

161018_navne-pa-spil-2“Your children will be very happy,” sagde damen da hun for fjerde gang forsøgte at stoppe spillepladerne ned i en alt for lille stofpose.

“I am the child here,” sagde jeg og fandt en større plasticpose frem fra tasken.

“I know, ” sagde hun og lod spillepladerne glide ned i posen. “I saw it the moment you entered. You are the Baby Krishna.”

Udenfor åbnede jeg den farvelægningsbog jeg også havde købt og bladede hen til siden med billedet af Krishna og Radha der spiller chaupar. Chess, stod der i underteksten.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s