Byen uden briller

“Vrindavan is electrifying!” skreg den indisk-engelske dame begejstret ud i natten da vi susede af sted mod landsbyen hvor Krishna tilbragte sin barndom.

Jeg havde mødte hende og hendes mand i toget fra Jaipur. De boede i Watford lidt uden for London, men havde tilbragt de sidste 35 vintre i Vrindavan. Det var her deres gud var vokset op, og det var her de for alvor følte sig hjemme.

“Most of the time we just visit temples,” forklarede manden mere afdæmpet. “In Vrindavan every second house is a temple. And every day there is at least two festivals.”

I dag var den ene af dem Sharad Poonam. En lang nat hvor de troende skulle holde sig vågne og en helt masse andet der inkluderede at spille spil. I gamle dage spillede man især chaupar, men i en tid hvor selv inderne troede at chaupar var Ludo – og at gyan chaupar var Snakes & Ladders – kunne det ikke undre at de fleste foretrak kort.

Jeg var på vej gennem landsbyens stinkende gyder og strålende boder da en abe svang sig ned fra en lavthængende el-ledning og flåede brillerne af mig. Den fortsatte svinget opad og landede på et bliktag over en simpel kiosk.

“Catch!” råbte kioskejeren og slyngede dovent en pakke kiks hen til mig.

Aben kiggede forventningsfuldt ned på mig mens den gumlede på mit venstre brilleglas. Der lød et lille smæld da den ene stang knækkede af og dalede ned i den åbne kloak der løb langs vejen. Selv om vandet stod så stille at der groede alger på det, undlod jeg alligevel at samle brillestangen op.

Jeg fik en sløret form for øjenkontakt med aben og indikerede med en simpel bevægelse at jeg var klar til at kaste kiksepakken op til den. Aben tog langsomt brillerne ud af munden og gentog min bevægelse.

Det var tydeligt hvem der skulle kaste først hvis udvekslingen skulle finde sted.

“Optician!” råbte kioskejeren og pegede et par butikshuller ned ad gyden da jeg havde fået mine briller tilbage.

Optikeren tog imod dem med samme ligegyldige mine som hvis jeg havde spurgt om han ville pudse dem. Han skruede stængerne af og tvang et nyt par på med hjælp fra en bidetang. En af dem knækkede under anstrengelserne og blev skiftet ud med en anden model der passede endnu dårligere.

Jeg kiggede mig i spejlet gennem et slør af abesavl og fedtfingre. Men intet kunne skjule at brillerne sad skævt over næsen og den ene stang ikke passede ind i sin rille. Tandmærkerne i øverste venstre hjørne af det ene glas var heller ikke sådan at tage fejl af.

Jeg kiggede forsigtigt ud gennem butiksåbningen og så nøjagtigt det jeg havde set før men ikke registreret: at ingen i den endeløse strøm af mennesker der dansede og sang sig op og ned ad gyden havde briller på. Og de få der havde, holdt krampagtigt fast i deres brillestænger.

Nu hvor jeg klog af skade kun hændelsesvist oplever Vrindavan med skarpe konturer, forekommer byen mig mere udflydende end elektrificerende. Som et grænseløst trip der bare bliver ved og ved og ingen ende vil tage.

Her spiller ingen spil. Heller ikke når det er Sharad Poonam. Den magiske cirkel Huizinga mente omgav ethvert spil, er i stedet tegnet hele vejen rundt om byen.

Det er blevet tid til at slå håret ud, tage brillerne af og fortabe sig for en stund.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s