Tro og bedrag

“We are the creators of gods. We will splash some paint on a rock, give it a name, and start worshiping it. And if take a fancy to somebody else’s painted rock, we won’t hesitate to add it to our own cosmology. That’s how this big, wonderful mess called Hinduism came about.”

Det var Surendra Bothara der talte. Henslængt på en kontorstol med den ene hånd i det tyndslidte hår og den anden på de store, runde briller. Jeg var egentlig taget ud til Prakrit Bharati Academy for at møde hans kollega Chandramani Singh der havde været ansat som overbibliotekar i Sawai Man Singh II-samlingen i Jaipur City Palace sidst jeg var i byen. Hun skulle sætte mig i kontakt med den nye overbibliotekar og så måtte vi ellers se.

Det havde føltes lidt i overkanten at tage en rickshaw ti kilometer ud til en forstad for at få et telefonnummer, men som så ofte før skulle det vise sig at det var alt det jeg ikke vidste at jeg var kommet for der gjorde turen hele besværet værd.

Et af de erklærede formål med min rejse er at få en bedre forståelse af forholdet mellem de jainistiske og de vaishnavistiske spilleplader. Jainaerne og vaishnavaerne har levet side om side i Gujarat og Rajasthan i over tusind år, og det er derfor kun naturligt at der er et vist overlap mellem deres trossystemer. Men at forene den jainistiske tro på en abstrakt tomhed med den vaishnavistiske tro på en personificeret skabergud kræver alligevel sit.

“I have heard from several sources that Vaishnava Brahmins sometimes work as officiating priests in Jain temples,” sagde jeg og fandt en særlig inkriminerende spilleplade frem der kombinerer en vaishnavistisk terminologi med en jainistisk ikonografi.

“Not just sometimes or somewhere,” sagde Surendra. “But always and everywhere.”

Han forklarede at det gik imod det jainistiske munkeløfte at tage imod penge, og at jainaerne derfor ikke selv kunne udføre arbejdet som tempelpræster. Alene det faktum at en tilfældig forbipasserende ville kunne finde på at smide et par rupees i tempelkassen ville være nok til at tynge munkens opadstræbende tomhed ned med nyerhvervede karmiske partikler.

“But why, then, at all have temples? I mean, if the monks can’t operate them.”

“Temples generate wealth. The Vaishnava Brahmins may get a few rupees in their pockets for performing the rituals, but the real money ends up in temple trust accounts administered by Jain businessmen.”

Vi sad omgivet af halvåbne vitrineskabe der flød over med Prakriti Bharati Academys vedvarende strøm af udgivelser. Jeg samlede en af bøgerne op fra gulvet og undersøgte akademiets logo. Den mystiske stavelse hrim indikerede en tydelig jainistisk forbindelse.

“So, what you’re saying,” konkluderede jeg forsigtigt, “is that Jain temples are simply fronts for generating wealth to the Jain community?”

“If only it were that simple,” sukkede Surendra. “Temple donations are devdan, or gifts to the gods, meaning that they can only be used for upkeeping the abodes of the gods.”

“Even though the gods themselves are considered somehow inferior to the true goal of existence?”

“That’s right. The gods grow richer and the people grow poorer. All in the name of a religion that preaches the superiority of men to gods.”

Surendra fortalte at han engang havde foreslået den lokale jainistiske tempelfond at bede velgørerne om lån i stedet for donationer. På den måde ville pengene ikke være øremærket guderne og i stedet kunnet bruges på at hjælpe menigheden.

En simpel verdslig løsning på et komplekst teologisk problem. Og netop derfor fuldstændig uacceptabel.

På den lange vej hjem i rickshawen funderede jeg over hvordan mine spilleplader mon passede ind i den verden af tro og bedrag Surendra havde beskrevet. Tjente de overhovedet andet formål end at propagandere for forskellige religiøse retninger og hjernevaske stakkels små børn der ikke kunne se de underliggende ideologier for bar spil?

Den ældste kendte liste over spil er en liste over spil buddhaen forbød sine disciple at spille. En liste der aldrig ville have eksisteret hvis ikke netop disciplene havde spillet dem. Og som sådan en liste der sikrede overlevelsen af nøjagtig det den havde forsøgt at komme til livs.

Reklamer

2 comments

  1. Pernille

    “Den ældste kendte liste over spil er en liste over spil buddhaen forbød sine disciple at spille. En liste der aldrig ville have eksisteret hvis ikke netop disciplene havde spillet dem. Og som sådan en liste der sikrede overlevelsen af nøjagtig det den havde forsøgt at komme til livs.”

    Det er jo ren og skær Foucault!

    Jeg elsker dine skriverier!

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s