Fortidsforsnævring

161009_fortidsforsnaevring-1Da jeg endelig nåede frem til Siriyari var det med en jeep fuld af personer der ikke havde stort andet til fælles end at de alle havde krydset min vej inden for de forudgående fireogtyve timer. De havde hver især spillet deres egen større eller mindre rolle i mine bestræbelser på at krydse det monsunramte skovområde uden for Deogarh og finde ud af hvad historien var bag den lille håndfuld gyan chaupar-spilleplader der angiveligt stammede fra landsbyen på den anden side.

Pushkar var min vært i Deogarh og havde både forsøgt at få mig til Siriyari i bil og på motorcykel. Hans Maruti Suzuki var imidlertid ikke nået længere end til skovbrynet, og baghjulet på hans Hero Honda var gået i mudderspin nogle få sving senere. Nu sad han klemt inde mellem en antikvitetshandler, en jainistisk lægmand, en kvæghyrde fra Siriyari og to andre lokale som jeg aldrig rigtig fandt ud af hvordan kom ind i billedet. Eller jeepen, for den sags skyld.

I Siriyari voksede mit følge yderligere. Vi gik i gåsegang gennem gyderne mellem de lerklinede huse indtil den lokale kvæghyrde pludselig krummede sammen i ryggen og forsvandt ind gennem en lav dør i muren til højre. På den anden side sad en ung kvinde og sorterede en imponerende bunke grønne chili. Hun trak sarien ned over ansigtet og prøvede at lade som ingenting mens vi defilerede forbi hende.

Den lille gård blev hurtigt fyldt op og utilfredsheden lod sig tydeligt høre fra de bageste i processionen. Jeg sparkede skoene af og trådte ind i forkammeret hvor en ung mand lå og halvsov på en charpoi. Han blinkede et par gange og sprang så op med et vildt udtryk i øjnene som om dødsguden Yama var kommet for at hente ham. Det blev ikke bedre af at jeg begyndte at tale til ham på mit gebrokne hindi, men heldigvis fik Pushkar hurtigt kæmpet sig frem i køen og forklaret situationen.

Pradeep Kumar Singh viste sig at være i begyndelsen af tyverne med kone og tre børn. Han var udlært svejsearbejder og forstod sig ikke det mindste på malerkunst. Men lyset i hans øjne skinnede klart og tydeligt da jeg læste navnet på hans forfader Narottam Das op fra et udprint af den spilleplade han angiveligt havde malet for 200 år siden.

Pradeep kaldte Narottam for sin dada-ji, men det var svært at finde ud af præcis hvor mange familieled betegnelsen egentlig dækkede over. Det nærmeste vi kom det var et farvelagt sorthvid fotografi af en mand med en rød turban som Pradeep omtalte som forfaderens bhai. Men bhai kan betyde mindst lige så mange ting i Indien som bro kan betyde i USA. Narottam tilhørte fortiden og mere var der ikke at sige om den sag.

Pradeep havde aldrig selv set Narottams billeder. Han sagde at de var blevet solgt før han selv var blevet født. Jeg spurgte forgæves ind til hvilke motiver Narottam malede, og da jeg fulgte op med at spørge om de var hinduistiske eller jainistiske, svarede Pradeep bare ja, begge dele. Selv om svaret på den ene side lød undvigende, passede det på den anden side godt sammen med at spillepladerne fra Siriyari udmærker sig ved at være beskrevet med hinduistisk terminologi og illustreret med jainistisk ikonografi.

“That way the Hindu Brahmins working in the Jain temples can play at their own religion without getting caught,” som Manish Modi havde foreslået en af de første dage i Mumbai.

Der var i det hele taget noget fordækt og forlorent ved historien. Ni mere eller mindre identisk beskrevne spilleplader med varierende ikonografi og kolofoner der rakte over 150 år og mere end 1000 kilometer. Og så så de tilmed ud som om de var lavet inden for de sidste 20-30 år.

Flere af spillepladerne anråbte forskellige jainistiske helgener, og det var lægmanden fra Deogarh der gjorde mig opmærksom på at en af dem havde opnået samadhi, eller udfrielse, i Siriyari. Acharya Bhikshu, grundlæggeren af den indflydelsesrige terapanth-bevægelse, havde i 1803 sat sig i lotusstilling 500 meter fra Pradeeps hjem og lukket øjnene for sidste gang og for altid.

Stedet var markeret med en hvid marmorblok under en pavillion dekoreret med mosaikker fra Bhikshus liv. På et metalgelænder hang bundtvis af bedekranse med 108 tørrede frugtsten i hver. Jai shree! Jay aum! sad vi på rad og række og mumlede mens vi én for én arbejdede os gennem frugtstenene.

Jeg havde tidligere hørt historier om hvordan jainaerne tilegnede sig fremmede traditioner og påberåbte sig deres ejerskab. Som dengang museumsinspektøren på L. D. Museum i Ahmedabad anfægtede min lidt for hastige konklusion om at gyan chaupar oprindeligt havde været et jainistisk fænomen. Eller dengang jeg fandt et lidt for velbevaret jainistisk manuskript fra 1400-tallet som jeg tilfældigvis kendte den anderledes autentisk udseende original af.

Kunne det være at jainaerne i Siriyari, eller brahminerne der arbejdede for dem, havde produceret spillepladerne og udstyret dem med kolofoner der priste forskellige lokale munke og i ét tilfælde også påberåbte sig navnet på en for længst afdød lokal maler ved navn Narottam Das?

I boghandelen ved siden af Bhikshus udfrielsessted forsøgte bestyreren at prakke mig flere bøger på end jeg ville kunne bære uden at hyre en assistent. Jeg foregav større interesse end jeg havde og valgte også en biografi om Bhikshu og et par andre småting ud fra mængden før jeg bragte det emne der egentlig interessede mig på banen.

Solgte de tilfældigvis gyan chaupar her i butikken?

Bestyreren slog beklagende ud med armene og sagde at det desværre ikke var sådan at få fat på den slags længere. I stedet tilbød han mig et nagapasha-yantra med sammenslyngede slanger og magiske taldiagrammer. Direkte oversat betyder det en slangefælde. Eller slangeterninger. Navnet på gyan chaupar i Nepal.

Hvad end han vidste eller ikke vidste om gyan chaupar-spillepladerne fra Siriyari, så vidste han hvad jeg talte om. Og det var i sig selv nok til at gøre mig mistænksom.

Da jeg senere samme dag sad på busstationen i Deogarh og ventede på en forbindelse til Bundi slog det mig at Pradeep måske virkelig havde haft sin bedstefar i tankerne da han omtalte Narottam som dada-ji. Det ville også passe med at det var et fotografi og ikke et maleri han havde hængende af bedstefarens bhai.

Hvem end der havde lånt Narottams navn og sidestillet det med Bhikshus ville i så fald ikke have vidst – eller i hvert fald ikke bekymret sig om – at han nævnede to personer fra to forskellige århundreder i én og samme kolofon. Fortiden var og blev noget på én gang tidsmærket og tidløst der eksisterede uden for enhver form for kronologi.

“Bandh hai,” sagde chaufføren da jeg steg på bussen.

Han forklarede at statsbusserne strækkede fordi vejen til Bundi var for farlig at køre på efter de seneste dages monsunregn. Jeg ville blive nødt til at finde en privat bus i stedet, sagde han. Som om privatbusserne eksisterede i et andet univers hvor vejen var i bedste stand.

Indien bliver ved med ikke helt at give mening for mig. Det er derfor jeg bliver ved med at vende tilbage. Og det er sikkert også derfor at jeg uden videre klemte mig ind i en overfyldt privatbus og nåede frem til Bundi i god behold.

Udsigten fra tagterrassen er iøvrigt fremragende. Klippesiden rejser sig næsten lodret over byen, og fra toppen kigger “the most very ancient” Taragarh Fort ned på mig.

161009_fortidsforsnaevring-2

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s