Pengene på bordet

Klokken 10 i morges havde Dr Nigar fra Calico Museum stadig ikke ringet. Bussen til Udaipur gik kl. 11.30. Skulle jeg virkelig forlade Ahmedabad endnu engang uden spillepladerne?

I går morges havde jeg stået foran museumsporten da den åbnede. To bevæbnede vagter havde forsøgt at skille mig af med min taske i den tro at jeg havde booket en rundvisning. Først da jeg havde fået vinket en autoritært udseende yngre mand i en lyserød skjorte ned til porten havde vagterne givet slip på tasken.

Jeg havde viftet manden om næsen med min ansøgning og insisteret på at få foretræde for Dr Nigar. Desværre havde han insisteret lige så kraftigt på det modsatte. Dr Nigar ville vende tilbage til mig når han havde taget stilling til min ansøgning.

Tilbage på hotellet havde jeg ringet til Dr Nigar der havde lovet at han ville vende tilbage til mig senest kl. 16. Så ville jeg have god tid til at tage tilbage til museet og betale udeståendet som han desværre ikke kunne fortælle mig hvor stort ville være. Det afhang tilsyneladende af adskillige faktorer der ikke bare lige sådan lod sig koge ned til værdien af tre knips med et kamera.

Adskillige opkald og SMSer senere var Dr Nigar stadig ikke vendt tilbage. Og efter klokken 18.30 havde jeg ikke kunnet få fat på andet end en telefonsvarer der informerede mig om at museet var lukket, men at de så frem til snarest muligt at betjene mig.

Nu sad jeg så i lobbyen på Hotel Good Night og ringede til Dr Nigar i håb om at kunne få bekræftet en betalingsmodel der ikke involverede min fysiske tilstedeværelse på museet. Klokken nærmede sig 10.30 og der var kun lidt over en time til bussen kørte.

Kender I lyden af et opkald der bliver afvist inden det går på telefonsvareren?

Jeg rejste mig beslutsomt fra kunstlæderet og hankede op i min baggage. Nede på hjørnet trak jeg 5000 rupees ud af automaten og sprang ind i den første den bedste rickshaw. Chaufføren sendte mig et tandløst smil, foldede sine nærmest kødløse ben op under hagen og drejede på gashåndtaget til vi stejlede.

Jeg fløj ud af rickshawen da den drejede om hjørnet ved museumsporten og strøg målrettet forbi vagterne. Jeg havde allerede taget de fem knitrende tusindrupeesedler op ad lommen inden de råbte mig an. Deres effekt var som ventet anderledes hypnotisk end ansøgningens.

“Mr Nigar is not …” fremstammede manden i den lyserøde skjorte da han så mig styre direkte mod hans skrivebord.

Jeg smed pengene på bordet med dramatisk effekt og bad ham kvittere for beløbet.

“But Mr Nigar …” begyndte han igen.

“Don’t worry about Mr Nigar,” skar jeg ham af. “I’m sure this will suffice.”

Og ganske rigtigt. Et par timer senere da jeg krydsede grænsen til Rajasthan ringede Dr Nigar og takkede mange gange. Han vil sørge for at billederne bliver sendt til mig i løbet af et par dage.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s