Manuskript #12380/1

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet var et af de første fund jeg gjorde da jeg var i Indien for tre år siden, og det var et af de sidste fund jeg fik fingrene i inden jeg rejste hjem igen. Et kapitel fra et upubliseret bogmanuskript skrevet på gujarati af Lallu Jhetabhai i 1878. Og nu gemt væk i kælderen under L. D. Institute i Ahmedabad.

Institutlederen Dr Shah omsluttede manuskriptet med sine olierede valker af fedt svøbt i et bedragerisk simpelt hvidt stykke stof der skulle lede tankerne hen på Gandhi. Fire måneder måtte jeg massere de bløde punkter før de kom tilstrækkelig i bevægelse til at jeg kunne svuppe en hånd ind under det blævrende lag og rage skatten ud.

Tilbage i København skypede jeg gentagne gange med en af Dr Shahs ansatte der ledte efter noget andet og bedre. Med fare for at miste sit job hvis det blev opdaget, accepterede hun til sidst at oversatte manuskriptet for mig. Men det hun sendte mig adskillige måneder senere var ikke en oversættelse men en afskrift. Ydmyget af sin egen ambition hørte jeg aldrig fra hende igen.

Senere begyndte jeg at studere hindi og øjnede en mulighed i min underviser. Han arbejdede på en ph.d.-afhandling om verbalsystemer i nordindiske sprog og havde flirtet med tekster fra samme periode som mine spilleplader. Men han nåede aldrig længere end halvvejs i nogen af de sætninger han begyndte på og måtte til sidst henvise mig til sin vejleder i München.

Det er nu halvandet år siden at professor Zydenbos skrev at han ville vende tilbage snarest.

Først for et par måneder siden da jeg sad på Bornholm og forsøgte at forberede mig på Indien dukkede manuskriptet atter op i mine tanker. Det var ved at være sidste chance hvis det skulle med i min afhandling. Og selvfølgelig skulle det det. Uden manuskriptet ville jeg ikke have nogen førstehåndskilder til hvordan den allestedsnærværende jainistiske udgave af gyan chaupar var blevet spillet.

Så bevæbnet med Griersons Linguistic Survey of India fra begyndelsen af det 20. århundrede, en online gujarati-engelsk-ordbog og en flaske rødvin fandt jeg papirerne frem og gik i gang. Natten kom og var ikke engang gået før jeg til min egen store overraskelse sad med en råskitse til en oversættelse foran mig. Et udgangspunkt for det sidste forsøg jeg ville gøre for at finde hjælp til en fuldstændig oversættelse i Indien.

Weekendens invitation fra en jainistisk munk i Ahmedabad kom som kaldet. Hvis jeg kunne være i byen om torsdagen, ville han møde mig på det jainistiske forskningscenter Koba Tirth og hjælpe mig med oversættelsen. Anirban havde fortalt ham om mine kvaler og en vens ven var naturligvis en ven og så videre. Mit gebrokne hindi, der imidlertid blev opfattet som flydende, ville også være en hjælp. Han talte nemlig ikke engelsk.

At han heller ikke var munk eller fra Ahmedabad fandt jeg først ud af i dag.

Uttam sad med pressefoldede bukser foran en computer og klikkede rundt i en database over forskningscenterets omkring 200.000 manuskripter. Da jeg lagde billederne af mit eget manuskript på bordet foran ham, rakte han nervøst ud efter et glas vand for at synke en pludselig opstået klump i halsen.

Han var fra Varanasi og forstod ikke et ord Gujarati.

Adskillige timer, rundvisninger, introduktioner og kopper chai senere sad tre af centerets faste manuskriptlæsere bøjet over mine spilleplader og ræbede højlydt hver gang de stødte på endnu en uigennemtrængelig passage.

“Marugurjar mem lihke jate hain,” sagde en af dem og forklarede at marugurjar var betegnelsen for et særegent sprogfænomen der kombinerede marwari, gujarati, sanskrit og prakrit. Gerne tilsat en lokal dialekt eller to.

På samme måde som Uttam havde følt sig skammet til at hidkalde et helt panel af manuskriptlæsere, følte manuskriptlæserne sig nu skammede til at hjælpe mig med alt andet end at læse mine manuskripter.

I et obskurt tidsskrift fandt de en endnu mere obskur artikel om gyan chaupar der inkluderede en mini-udgave af spillet baseret på jainaernes fjorten-trinnede stige til udfrielse. Artiklen var skrevet af en lokal pandit der åbenbart også med stor opfindsomhed havde forsøgt at tackle de udfordringer kloning udgør for karmalæren. For hvis karma virkelig er et fysisk stof, som jainaerne mener at det er, indgår det så også i kloningsprocessen?

Manuskriptlæserne mente bestemt at jeg måtte møde denne store tænker og begyndte at lede efter hans kontaktoplysninger i de omkringliggende bøger og tidsskrifter. Det eneste man kunne læse på den halvt afrevne bagflap de fandt var “opp. Visat Petrol Pump”. Og så et gammelt telefonnummer som de mente at kunne konvertere til et nyt ved hjælp af en simpel algoritme som imidlertid var kompleks nok til at give så mange forskellige resultater at de opgav halvvejs.

Midt under en heftig ikonografisk diskussion der allerede havde involveret besøg på centerets eget museum og i et nærliggende tempel, lagde jeg pludselig mærke til hjørnet af en spilleplade på en af computerskærmene i baggrunden. Fragmentet så gammelt og hjemløst ud, men da manuskriptlæsernes unge assistent klikkede sig videre gennem billedrækken kunne jeg se at det bare var et spørgsmål om at sætte fragmenterne sammen til et spilbart hele.

Spillepladen var fra slutningen af 1700-tallet og kun nogle få år yngre end den hidtil ældste spilleplade jeg kan datere med sikkerhed. Da assistenten havde gemt billederne og lukket filerne, stod et enkelt manuskriptblad tilbage på skærmen med den æggende titel Caupari svadhyaya, eller studier i chaupar.

Præcis hvad det indeholder må I vente med at få at vide til jeg har læst det. Og med jég mener jeg jég. For jeg begynder så småt at forstå at der ikke findes nogen alvidende entitet herude i de tusind uforklarligheders land der kan læse mine tekster bedre end jeg selv kan. Det er ikke længere ordene det kommer an på, det er konteksten, og ingen andre kender konteksten bedre end mig.

Nu sidder jeg så atter her med manuskript nr. 12380/1 og en lang nat foran mig. Det er åbenbart sådan det skal være. Og så måske alligevel ikke. I hvert fald har den venlige receptionist her på Hotel Good Night tilbudt at kaste et blik på teksten i morgen. Han har en svaghed for at læse gamle romaner på gujarati.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s