Fortsættelse følger

Jeg vidste godt at det er svært at finde biografiske oplysninger om fortidens indiske forfattere. De levede i en tid hvor anonymitet var en dyd og innovation en synd. Og uanset hvor originale og nytænkende deres tekster måtte være, skrev de dem altid som kommentarer til tidligere kanoniske værker. Ny viden var per definition gammel viden der var blevet genopdaget.

Kalidasa, alle tiders største poet på sanskrit, kan kun dateres inden for et tidsrum på over 1000 år. Præcis hvor mange af de flere hundrede værker der tilskrives ham han egentlig skrev er også uvist. Og så er der selvfølgelig alle de andre poeter der hed Kalidasa som man ikke engang har forsøgt at skelne fra hinanden.

Men at en storskrivende astrolog og forfatter fra slutningen af 1800-tallet skulle være så svær at indkredse kommer alligevel som en overraskelse. Tre dage har jeg kørt rundt i Aurangabad og opsøgt alle de steder og personer jeg kunne komme i tanke om uden så meget som at få bekræftet det jeg allerede vidste: at han var født i byen.

“You will not find,” har jeg hørt igen og igen. “Nineteenth century is very long time gone.”

Chefkuratoren på byens historiske museum, lederen af universitetets sanskritafdeling, overbibliotekaren på universitetsbiblioteket, byens førende astrologer, underviseren på det astrologiske aftenskolekursus på Tegh Bahadur High School i Usmanpura og den selverklærede bevarer af Maharashtras fortid hvis familie har boet i det samme hus på Sarafa Road i tolv generationer. Ingen af dem havde så meget som hørt navnet Harikrishna Sharma.

Først sent i eftermiddags da jeg sad i en manuskriptsamling og fik mit navn skrevet med en skrift der var så obskur at jeg ikke engang kunne google den da jeg kom hjem, fik jeg en form for gennembrud.

Det var en midaldrende herre fra Varanasi der havde overhørt min samtale med sakala-eksperten. Han dinglede et mikroskopisk plasticbæger fyldt med dampende chai mellem to fingre.

“My brother graduated in Vedic astrology from Sampurnanand Sanskrit University in Benares,” sagde han på det mest formfuldendte engelsk jeg endnu havde hørt i Aurangabad. “He knows Harikrishna Sharma very well. At least ten of his manuscripts are kept in the Saraswati Bhavan. I think his family originates from Kannauj in Uttar Pradesh.”

Og så sippede han ellers sin te og forsvandt ud ad døren.

Nu sidder jeg så her på mit hotelværelse og prøver at sortere i tre dages tætskrevne noter der har med alt muligt andet end Harikrishna Sharma at gøre. Bøger om spil og festivaler i Maharashtra, terninger og andre spilmaterialer udgravet i Bhokardan, et register over en nedpakket privatsamling fra 1800-tallet og en fotoserie fra et omrejsende cirkus der er ved at gøre klar til Navratri-festivalen.

Om nogle timer skal jeg videre med natbus til Ahmedabad. En jainistisk munk ringede og tilbød meget specifikt sin hjælp med at oversætte et vigtigt spilmanuskript fra oldgujarati til hindi på torsdag. Engelsk og næste uge havde været at foretrække, men jeg ved bedre end at forsøge at kontrollere Indien.

“Jay Jinendra!” råbte jeg over den skrattende forbindelse.

Og så var aftalen i stand.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s