Lhasa

lhasa-1Så skete det igen. Jeg lå febril og hostende på studerekammeret mens Kalsang kokkererede og fortalte om sin opvækst i en tibetansk nomadestamme. Han var otte år gammel da han flygtede til Indien med sine forældre og sin lillebror. Fem år senere vendte faren og moren tilbage til Tibet og overlod lillebroren i hans varetægt. Det var sådan jeg lærte at lave mad, sagde han og stillede en si med ris til dampning oven på gryden med grønsagskompot.

Min hjerne kogte med hele og halve tanker der hvirvlede op til overfladen, stødte sammen og blev til et gråligt skum jeg forgæves forsøgte at skrabe væk.

“Did you ever play any games growing up?” spurgte jeg rutinemæssigt.

“Every day,” svarede han prompte. “In Tibet young and old always play games.”

“What kind of games?”

“All kinds. If you go to my tribal land, every stone you pick up will have some game on it.”

“Really?”

Jeg rettede mig op i sengen og rakte ud efter min computer. Var der ikke engang en sognepræst fra Kalundborg-egnen der havde givet mig en pdf af en bog med traditionelle tibetanske spil?

På side 8 af Tashi Don-grubs Bod Kyi Dmangs Khrod Mig-Mangs Sgyu Rtsal var en illustration af et spil jeg pludselig huskede at jeg havde glemt. Den tidligere leder af den nu nedlagte tibetologiske afdeling ved Københavns Universitet havde oversat spillets titel som Footpath to Lhasa. Som klassisk tibetolog havde han desværre ikke været i stand til at oversætte reglerne fra moderne tibetansk, og så var jeg aldrig kommet videre i sagen.

“That is Lhasa game,” sagde Kalsang begejstret. “I played so many times when I was child!”

Han forklarede at spillet i bogen var en variation for små børn. Spillerne startede for foden af hver deres stige og bevægede sig så trin for trin op mod Lhasa for oven. Den der kom først frem vandt spillet.

Spilmekanikken var en slags forsimplet sten-saks-papir. Hver spiller holdt en hånd på ryggen og rakte den så frem samtidig med de andre spillere. Håndfladen skulle enten vende opad eller nedad. Hvis en af spillernes håndflade vendte modsat de andres, rykkede han eller hun et trin op ad stigen.

Jeg spurgte hvad stigerne og cirklen foroven symboliserede.

Kalsang gled en finger hen over linjerne i bogen og rystede på hovedet.

“No meaning,” sagde han.

“How about the similar game you played as a child?” pressede jeg på.

“That game has very big meaning.”

Jeg gestikulerede mod notesbogen hvor Anirban et par dage forinden havde tegnet sin barndoms version af gyan chaupar.

Lha means god, and sa means place,” sagde Kalsang hen for sig mens han forsigtigt trak pennen hen over papiret.

Devaloka. Gudernes verden.

lhasa-2Tegningen bestod af tre dele. Nederst var tre koncentriske cirkler gennemtrukket af en vandret og en lodret streg. Den lodrette streg fortsatte opad med en række korte tværgående streger som trin på en stige. Den sluttede i en firkant gennemtrukket af den lodrette såvel som en vandret streg.

Kalsang forklarede at cirklerne repræsenterede tre af de seks overordnede genfødselskategorier. Inderst inde var helvedesvæsenerne, derefter kom dyrene, og til sidst mennesket. Stigen repræsenterede dharmavejen mod udfrielse, og trinene de forskellige stadier undervejs. Præcis hvor mange trin man tegnede var ikke så vigtigt. Det afhang alligevel af hvilken praksis man fulgte. Vigtigst var det at vejen endte i Lhasa, eller gudernes verden, på toppen af det fire-sidede bjerg Meru.

Hver spiller havde to brikker der startede i midten af de tre cirkler. Spillerne skiftedes til at kaste en seks-sidet terning og flytte brikkerne fra punkt til punkt. Først bevægede de sig til venstre ud i helvedescirklen og fulgte den rundt med urets retning. Derefter bevægede de sig til venstre ud i dyrecirklen og så videre. Når de havde afsluttet menneskecirklen bevægede de sig videre op gennem dharmastadierne og med uret rundt om Meru inden de steg op til Lhasa på bjergets top.

Det var muligt at slå andre spilleres brikker tilbage til start hvis man landede på dem. Dog ikke hvis de stod to og to sammen på et enkelt felt. Regler der udelukkende skyldtes at man spillede med to brikker frem for den sædvanlige ene der repræsenterede spilleren selv.

“Will you ever return to Lhasa yourself?” spurgte jeg.

“I don’t know,” sagde Kalsang og fjernede sien med ris fra gryden. “But soon Lhasa will come to me.”

“How so?”

“In December my mother will visit to Bodh Gaya where the Buddha found enlightenment. It will be the first time I see her in 15 years.”

“And your father?”

“My father died 10 years ago.”

Stilheden voksede sig tung mens Kalsang serverede, men jeg var for fjern i tanken til at bryde den. Til sidst gjorde han det selv.

“You want to play Lhasa game now?” spurgte han.

Reklamer

One comment

  1. paulhartvigson

    Fysisk ubehag på hotelværelser og spontane gemmenbrud til brætspil i subkontinentets barndomslande.

    Således forskræppede jeg de sidste episoder da jeg lagde linket igen på Facebook.

    Tillykke med konstruktiv febervildelse, og god rejse når du er fri til at rykke ud af den skærsild.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s