Bøger, bøger, bøger

160906 Boeger boeger boeger #1Jeg tilbragte min sidste dag i Mumbai omgivet af bøger. Manish, indehaveren af den over 100 år gamle boghandel Hindi Granth Karyalay, havde inviteret mig til at være med til at bygge et bibliotek. Hvad end dét så betød.

Mens jeg stod og ventede på Manish parkerede en lokal bogbus foran mig. Gyan Ganga, eller vidensfloden, slukkede for strømmen og rullede markiserne ud. En ældre kvinde med mulepose over skulderen gik målrettet hen til den og skød en af glasruderne til side. Hun rakte op og tog den bog ned fra hylden hun sikkert havde ventet på siden sidst bussen var forbi. Måske næste og afsluttende bind i en uudholdeligt spændende serie.

Chaufføren gjorde sig det behageligt bag bussen med klapstol og parasol. Han forklarede stolt at bussen cirkulerede mellem syv forskellige nabolag og havde syv faste stop hver dag. Som om symmetrien var et større mirakel end det simple faktum at det kunne lade sig gøre at drive et mobilt bibliotek i en by med langt over 20 millioner indbyggere.

160906 Boeger boeger boeger #2

En halv time senere kom Manish mig stakåndet i møde med en kulørt bog i hånden. Han var grånet lidt i toppen og havde føjet et par huller til bæltet siden sidst. Vi skulle hen at besøge en ung mand der var ved at tage den vigtigste beslutning i sit liv, sagde han. Og bogen skulle udelukkende sikre at vi ikke dukkede tomhændede op.

Alok var yngste søn i en familie af velhavende jainistiske juvelerer. Han så ikke ud til at være en dag over 25 og havde en smart frisure der lignede noget fra den billige ende af Nørrebro. Med det lille caveat at den om halvanden måned ville blive trukket ud af hovedbunden på ham hår for hår for hår.

“I am taking the digambara diksha to become a monk on the 14th of October,” sagde han og holdt hånden indbydende frem mod fadene med frisk frugt, nødder og kager på bordet foran os.

Den jainistiske digambarasekts munkeløfte er måske det strengeste i hele verden. Fra den dag man aflægger det, har man ikke længere nogen ejendele, noget hjem eller nogen familie. Man skal gå nøgen rundt og må ikke spise eller drikke andet end det man kan tigge sig til. Og aldrig mere end én gang om dagen. Resten af sit liv skal man vandre fra sted til sted under Indiens brændende sol og aldrig igen besøge sit fødested.

De fire andre der skulle aflægge løftet samtidig med Alok var da også alle i 60erne eller 70erne. Folk der havde livet bag sig og kun evigheden foran sig.

“I want you to come to my initiation,” sagde Alok og skrev en udførlig rutebeskrivelse ind i min notesbog. Den endte i Siddhvar Kut et eller andet sted uden for Sanawad et eller andet sted uden for Indore i delstaten Madhya Pradesh.

“I will also give you the number for Siddha Didi. She will be my handler.”

Et andet aspekt af munkeløftet er at man ikke må betjene sig af nogen form for elektronik. Ikke mere internetsurfing, ikke flere emoticons. Deraf behovet for en mellemkvinde.

“But first you must come for my binauli.”

Manish kastede endnu en håndfuld nødder ind i munden og forklarede at en binauli er en slags afskedsprocession hvor den kommende munk bekendtgør over for omverden at han har besluttet sig for at aflægge løftet.

“Otherwise people will just think he has gone mad when they see him walking naked down the street.”

Der var meget at fordøje ud over de karamelliserede klisterkager, men kun meget lidt tid at gøre det i. Fem minutter senere sad vi i en taxa der bremsede hårdt op uden for porten til en jainistisk kostskole. Eleverne var hjemme på ganpatiferie, men deres portrætter og udførlige data, inklusive blodtype, hang slået op på de simple trædøre ind til deres værelser.

“This is where I want to build a Jain library for monks and scholars,” annoncerede Manish da han slog dørene op til et forvokset pulterkammer med tomme vitrineskabe og bøger spredt ud over gulve, borde, stole og vindueskarme. De fleste af dem var møjsommeligt stablet og forsynet med neonfarvede post-its der angav hvor de var trykt og af hvem.

“We will organize by state, city, and publisher. Okay?”

Pludselig stod det mig lysende klart hvad det ville sige at bygge et bibliotek. Vi skulle ned på alle fire og sortere os gennem stakkevis af smuldrende bøger der indtil for få uger siden havde stået hulter til bulter i vitrineskabene eller ligget mast ned i store, uformelige lærredssække. Det var Manishs og nu også min opgave at skabe bare en smule orden i endnu et af Indiens talløse kaosser.

Mange timer og adskillige mere eller mindre frivillige hjælpere senere stod vi over for hinanden dyppet i bogfedt og rullet i papirstøv. Bøgerne tårnede sig stadig op omkring os, vitrineskabene var endnu kun halvfyldte, og det var lige gået op for Manish at han havde glemt at inddele Gujarat efter forlæggere.

Det var blevet sent og jeg skulle op næste morgen og videre til Pune et par hundrede kilometer sydøst for Mumbai. Men Manish ville fortsætte bygningsværket. Bare lidt endnu.

“See you for Alok’s binauli on Sunday,” sagde han.

Og det må vi jo så se om han gør.

160906 Boeger boeger boeger #3

Reklamer

One comment

  1. moesgaard

    Et katalogiseringshovedprincip baseret på geografi? Hjælp.
    – og så må du da tage til Aloks initiering i de himmelklædtes rækker. Hvad ville din rejse være uden en side quest til Siddhvar Kut?

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s