No Smoking

Her til morgen blev jeg vækket af en høj hyletone der skar sig gennem hotellets gange og ind på værelserne. Jeg havde allerede ved ankomsten bemærket at brandsikkerheden ikke fulgte nogen kendte internationale standarder. Ud over den centrale elevator var hver etage kun forbundet med et enkelt sæt trapper der skiftevis lå i hver sin ende af bygningen. Lidt ligesom en level i Donkey Kong eller et spil Snakes & Ladders hvor man kun langsomt zigzagger sig op gennem banen.

Da jeg kom ned til receptionen i bare tæer og med t-shirten omvendt på, stod der allerede et yngre engelsk par og spurgte hvad der foregik. Receptionisten forsikrede dem om at det bare var en eller anden der havde røget på sit værelse, og sendte dem tilbage op ad trapperne. Måske er det bare fordi jeg har spillet for meget Sherlock Holmes: Consulting Detective, men jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvordan røgalarmen skelnede mellem cigaretter og ildebrande.

“Actually,” sagde receptionisten og lænede sig konspiratorisk ind over disken, “the system is not working properly. It doesn’t show the room where the alarm went off. But I am sure it is just cigarette.”

Ikke helt tilfreds med svaret besluttede jeg mig for at sætte mig lidt i lobbyen og se situationen an. Desuden var det det eneste sted i bygningen hvor alarmen ikke var så gennemtrængende at det føltes som at få trommehinderne tatoveret. Det var snarere telefonerne der genererede med deres konstante kimen.

“Only cigarette, madam,” gentog receptionisten som på et plademix, “you please go back to sleep.”

På en af de andre linjer stod manageren og råbte ned i røret på en blanding af flere sprog end jeg lige kunne tælle.

“Kaise mujhe password remember, bhenchod? Change karna constantly!”

Men brandbetjenten ville ikke give sig. Heller ikke da manageren skiftede taktik og begyndte at trygle.

“Please, fire-vala-ji, guests are calling. Reputation is suffering.”

Situationen løste sig først da elevatordørene gik op og en indisk mand i 30erne trådte ud iført boksershorts og natskjorte. I den ene hånd havde han en lighter. I den anden en knækket cigaret.

“What nonsense is this?” sagde han og begyndte at puste sig op. “Now my wife is awake and the kids are crying. All because of a single cigarette!”

Receptionisten pegede anklagende frem for sig, men manageren stillede sig hurtigt imellem de stridende parter og gav den forsmåede ryger røret med brandbetjenten. Efter en kort udveksling klingede alarmen endelig af og blev kun hængende som en svag hyletone i det indre øre.

Da jeg kom tilbage op på værelset kiggede jeg mig detektivisk omkring. Og nej, der var ikke noget skilt med rygning forbudt.

Reklamer

One comment

  1. larsvilhelmsen

    Jeg læste din beretning højt med min bedste fake indiske accent. “Please, fire-vala-ji, guests are calling. Reputation is suffering.” Fantastisk.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s