Commercial Street

Bob Dylan synger om Desolation Row og Nick Cave synger om Jubilee Street. Her i Bangalore kan jeg så passende synge om Commercial Street der krydsede min vej en sen og vildfaren eftermiddag. Trist, begejstret, stedløs.

Jeg var steget af toget midt i en fremmed storby og havde hyret en rickshaw til et hotel jeg ikke vidste hvor lå. Jeg havde valgt det fordi jeg havde hørt godt om det og fordi det var væsentligt billigere end de andre jeg havde fundet på nettet. Det var ikke for ingenting at Bangalore blev hyldet som Indiens svar på Silicon Valley.

Min oprindelige plan havde været at bruge min halve dag i byen på at opsøge Regional Design Centre hvor jeg havde læst mig til at der skulle være en 84-felters hinduistisk gyan chaupar-spilleplade. Men jeg havde ikke været forberedt på at Regional Design Centre, eller Global Research & Development Centre som det hed her små tredive år efter at Andrew Topsfield havde nævnet det i sin artikel, ville være en forsknings- og udviklingsafdeling under den internationale dagligvarevirksomhed Hindustan Unilever Limited med en hovedkapital på 3.4 miliarder amerikanske dollars.

Det var tydeligvis ikke et sted hvor man bare lige sådan vadede ind fra gaden og spurgte om man måtte se kunsten på væggene. Jeg nøjedes med at notere mig emailadressen til deres Alumni Support Centre – for sådan ét havde de ifølge deres hjemmeside – og vandrede så i stedet ud på må og få i kvarteret omkring Hotel Empire.

Jeg gik ned ad en bred allé med hængende palmer der spættede fortovet med behagelige øer af skygge. Facaderne tilhørte femstjernede luksushoteller, wellnesscentre og kunstgallerier. Ved vejkrydsene stod færdselsbetjente med partikelfiltre for munden og dirigerede trafikken. Selv de små kiosker der havde fået plads i kvarteret så renskurede og hygiejnekontrollerede ud.

Som det så ofte er tilfældet i Indien skulle jeg dog ikke andet end at dreje ned ad en sidegade før jeg kom til en verden fuld af åbne kloakker, snuskede gadekøkkener, radbrækkede tiggere og gråbrune rotter der gravede gange i affaldsbunkerne. Ved siden af en moské lå et kødmarked der spredte en kvalmende stank af råddenskab og død helt ind til de bageste træbænke i frokostrestauranternes dyb.

Jeg besluttede mig for ikke at risikere en madforgiftning og fortsatte med knurrende tarme ned forbi en kirke med blinkende neonkors på toppen. Her var ikke længere skyggefulde fortove at slentre ned ad, men sønderbrudte fliser med storfamilier der kogte linsesuppe over bulede spritblus og halvdøde eksistenser der hvæsede når de kravlede ind på hinandens territorier. Et par mørkebrune barnenumser med grønbrun afføring ned ad indersiden ad lårene sad på hug foran et gabende hul mellem to fliser og kastede sten efter rotterne der pilede forbi nedenunder.

Jeg drejede fra et par gange i et forsøg på at komme tilbage til hotellet som jeg pludselig huskede havde egen restaurant og room service, men stod nu i stedet foran en korridor af lysreklamer og rungende technobeat. Skinnende hvide biler gled lydløst gennem et glitrende menneskehav af smukke, lysebrune kroppe svøbt i silke og tungt behængt med guld og diamanter. Som havde Manhattan pyntet op til indisk temafest.

Commercial Street er ikke bare en gade, men en begivenhed, et konstant klimaks der finder sted fra gulv til loft i fem etager på få hundrede sammenklemte meter. Alle butikker er del af en kæde, alle varer del af et brand. Individet er en sammensætning af kendte og genkendte mærkater der dingler i nylonsnore fra skjortekraver og bukselinninger med påtrykt logo uden pris. Her kan man altid være en anden og aldrig sig selv.

I butikken med bronzeskulpturer anerkendte ekspedienten min entré med et hurtigt blik, men holdt sig ellers pænt på afstand bag disken. Det eneste der fulgte mig rundt blandt montrerne, hvor en flere tusindårig civilisations uniformerede kulturarv stod opstillet på rad og række i skinnende metaller, var soundbites fra en klassisk indisk raga mixet sammen med reverb og distortion.

Jeg forlod butikken uden at have vekslet et eneste ord. Som jeg ville have gjort det så mange andre steder end lige præcis Indien.

På tredje sal i Café Coffee Day med alting set lidt fra oven sad en gruppe veninder og udvekslede nytårsjuveler med præcise angivelser af hvor de var købt og hvor meget de havde kostet. Snart ville de være tilbage i London, New York, Sydney og Dubai, men de lovede hinanden at de ville mødes igen til forårets Holi-fest. Send mig dine mål, så køber jeg nogle sarier med til dig fra det nye modehus på Manhattan.

Tilbage på gaden sad et ungt par på en trappesten og scrollede gennem nogle billeder på en tablet. De smilede og grinede og lagde armene om halsen på hinanden. Ingen ænsede det. I en by der de senere år har været plaget af overfald på barer og diskoteker. Unge piger revet ud af køen og tævet med bambusstokke af vrede traditionalister ude af stand til at følge med udviklingen, ude af stand til at acceptere den.

Igen ignorerede jeg mine knurrende tarme. Jeg orkede hverken KFC eller Taste of India. Det eneste der kunne interesse mig var en thali med lidt ris, et par fladbrød og nogle curries. Sådan én jeg kunne få tilbage på hotellet. Uden at den var besat med fluer eller bøjet i neon.

Her til morgen, på vej med taxa mod lufthavnen, kørte jeg igennem de samme kvarterer én gang til. Jeg kiggede efter Commercial Street, men kunne ikke se den nogle steder. Jeg spurgte chaufføren, men han rystede bare på hovedet og slog ud med hånden. Derinde et sted. I den retning.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s