Et nyt års tempel

På årets sidste dag rejste jeg med stadig mindre busser fra Mysore over Bannur til Somnathpur. En tidløs landsby med palmebladshytter og bøffelkærrer i gaderne. Og så pludselig, for enden af en sidevej som så mange andre, et stjerneformet Hoyshala-tempel fra 1200-tallet med gitterindhegning, billetkontor og skoleklasser på udflugt.

Det var Lord Ickenham der havde foreslået et besøg og instrueret mig i at kigge ned i stedet for op. En øvelse besværliggjort af det sirlige stenhuggerarbejde der dækkede hver en kvadratcentimeter af murværket med relieffer så små og fine og detaljerede at det var svært at forstå at selv en invaderende hær kunne have skamferet dem så groft som den havde.

Templet lå inde i en gård der var omgivet af en søjlegang med fireogtres alkover hvor gudestatuerne engang må have stået inden de blev smadret til uigenkendelighed og deres bolig gjort uegnet til tilbedelse. Tilbage var kun de gabende sår og den velsignede skygge fra søjlegangen ude foran.

Jeg satte mig på de kølige sten og betragtede templet på afstand mens jeg gled fingrene hen over den glatte overflade omkring mig. Den første fordybning kunne have været en ujævnhed, den anden en forvitring, den tredje et ar fra fortidens skændsel. Men syv på stribe måtte være et mønster, og endnu syv overfor omridset af et spil mancala, eller kallaha.

Jeg børstede sandet og småstenene ud af de rundede fordybninger og så at der også var tre større kvadratiske imellem de to rækker. Opsamlingssteder for de erobrede frø eller kerner der havde ligget spredt ud i fordybingerne inden spillet begyndte. Jeg lagde nogle af småstenene tilbage og flyttede dem rundt som andre måtte have gjort det før mig i århundreder.

Andre sten havde andre spil indgraveret i sig. Dam, mølle, ludo, solitaire og andre formationer af linjer, kryds, kvadrater og cirkler jeg ikke kunne identificere. Jeg begyndte at tælle, men gav hurtigt op. Der var hundreder, hvis ikke tusinder, af spil hugget ned i stenene med større eller mindre præcision og elegance.

Jeg spekulerede på om spillene mon var kommet før eller efter templet var blevet skamferet og vanhelliget. Havde lokale og tilrejsende siddet under gudernes blikke og kastet med muslingeskaller og rullet med terninger, eller var det først efter at den hellige bolig var blevet forvandlet til en simpel ophobning af sten, et sted at søge skygge og ro, at de havde fordrevet tiden med spil og indsatser?

Inde i templet gentog mønstret sig. Stenbænken der fulgte væggen rundt mellem alkoverne, alkoverne hvor en række statuer var blevet geninstalleret for turisternes skyld, var dækket med spil som murværket udenfor var dækket af relieffer. Jeg prøvede at forestille mig den lastens hule det engang måtte have været.

Ærer og formuer tabt og vundet.

Jeg kan ikke længere ignorere at jeg skriver dette på tagterrassen af Hotel Palace Plaza til de stadig mere skærende, stadig mere dunkende, toner af bollywoodhits og hindipop. De grønne lamper i moskéen der har vækket mig med bønnekald hver morgen den sidste halvanden uge er blevet slukket, men på den anden side af parken lyser kongepaladsets halvfemstusinde elpærer op i anerkendelse af nytåret der nu kun er få timer væk.

Snart vil jeg krydse grænsen med en følelse af retning, formål og frem for alt eventyr. Det der begyndte som en kuriositet, et moderne børnespil med rødder i okkult-religiøse traditioner, har udviklet sig til en besættelse som jeg tilsyneladende deler med talløse generationer af spillegale indere.

I morgen begynder jeg rejsen tilbage mod Danmark via Bangalore og Mumbai. Tilbage mod ro og kærlighed bag et skrivebord på Bornholm og mod et forår med endnu et hold sanskritstuderende på Københavns Universitet. Den ph.d.-studerende har opfyldt sine undervisningsforpligtigelser og det bliver op til mig at følge det nye kuld resten af vejen gennem propædeutikken.

Jeg har drukket to øl og glæder mig til at se jer allesammen igen. Og ikke mindst til at mindske den akademiske distance og rent faktisk spille nogen af alle de spil jeg har skrevet om de sidste fire måneder.

2014 bliver lige så fremragende som 2013. Det vil jeg insistere på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Akademisk titel, Thanjavur.

Reklamer

2 comments

  1. Paul Hartvigson

    Godt timet, godt spillet. Glæder mig til at se dig igen.

    Første særlige aktivitet for mig i det nye år var at klæde mig noget på kl. 4.40 – udskyde sengegang – og omtåget søge ned til Nørrebrogade for at presse mig ind i en menneskemængde, borende mig arm og overkrop helt ind ad mellemdøren på en overfyldt linie 5A – nogen brokkede sig højlydt på tysk over det; jeg opgav at forklare til en udlænding – og checke mit Rejsekort ud. Hvad jeg havde glemt at gøre 30 minutter tidligere.

    Latterligt og ladet med betydninger.

    Oh menneskehav, oh broderskabsflod….

  2. Dennis Gade Kofod

    Kære Jacob

    Tak for bloggen. Det har været en fornøjelse. Og denne gang har jeg ikke holdt det for mig slev men galpet op om det, hvor jeg nu kunne. Du skriver fantastisk om din rejse og dit studie.

    Jeg glæder mig til at se dig på Bornholm. Du har været savnet.

    /d

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s