Gated as a handful of sand

Jeg læser Jhumpa Lahiris seneste roman The Lowland om to brødre der vokser op i den kommunistiske revolutions skygge i Bengalen i 1960erne og 1970erne. Jeg købte den i en piratkopieret udgave på et fortov i Mysore. Ikke fordi jeg ikke undede Jhumpa hendes royalties, men fordi det var første gang jeg så den i en rejsevenlig paperbackudgave.

Papiret var tyndt og trykket en smule ude af fokus. Som om det ikke havde kunnet finde fæste på den glatte overflade. Nogen gange var der gennemslag fra den anden side af papiret som små reklamer for det der ville følge eller påmindelser om det der havde været. Og et enkelt sted manglede der femogtyve sider.

Manash had enrolled at Calcutta Boys’ School, and Gauri didn’t want to be, læste jeg og flyttede blikket op til toppen af næste side, gated as a handful of sand, that he could discern only now, under the lamplight.

Jeg læste sætningen et par gange før det gik op for mig at der var noget galt. Syntaksen fungerede fint, og semantikken for så vidt også, men jeg ledte forgæves i de omkringstående sætninger efter et svar på hvad det mon ville sige at være “gated as a handfuld of sand”. Et udtryk der syntes at overskride grænsen for selv Jhumpa Lahiris ofte subtilt poetiske sprogbrug.

Tilbage på fortovet insisterede den ranglede knægt der havde solgt mig bogen på at der ikke var noget problem. Jeg vidste udmærket at chancerne for at få mine 150 rupees tilbage var små, men som så ofte i den slags diskussioner var det princippet der drev mig. Jeg var træt af at få at vide at mit hotel var lukket eller brændt ned bare fordi rickshawchaufføren ville få en større kommission et andet sted.

“Come this way,” afbrød knægten mig og krydsede vejen med bogen i hånden.

Jeg prøvede at efterligne hans ubesværede gang ind og ud mellem dyr, mennesker og køretøjer, men måtte sande at jeg stadig ikke besidder inderens blinde tro på at trafikken vil tilpasse sig hans mindste bevægelse.

Han var allerede drejet om det næste hjørne da jeg tog det sidste forsigtige skridt over vejen. Et øjeblik troede jeg at han havde narret mig, at han havde ladet sig opsluge af mylderet, og at bøgerne ville være væk fra fortovet når jeg vendte mig om for at kigge efter dem.

Men han stod bare et par husnumre nede ad sidegaden og ventede på mig. Ude foran en lille boghandel med butiksvindue og aircondition.

Boghandleren sad på en lav taburet bag disken så jeg ikke kunne se andet af ham end hans tiltagende måne. Lyden fra en cricketkamp knitrede og knasede i baggrunden. Han løftede hovedet med en mund fuld af mad der hjalp mig med at placere den ellers ubestemmelige lugt af noget mørkt og indelukket.

Knægten sagde noget på Kannada og et kort skænderi fulgte.

Boghandleren rejste sig med stort besvær og under højlydte beklagelser. Han forsvandt ud i baglokalet og kom tilbage med nyvaskede hænder og ansigt. Så gik han hen til udstillingsvinduet og begyndte at rode rundt mellem de falmede papreklamer der stod lænet op ad ruden.

“You can sit here,” sagde knægten til mig og slog en lav trappestige ud foran en af reolerne.

Boghandleren rettede sig op med et langt suk. Han holdt en hardbackudgave af The Lowland frem mod knægten og vendte på at han skulle tage den. Så vendte han tavs tilbage til sin taburet, sin frokost og sin cricket.

Papiret føltes grovere, tykkere, trykket som nærmest sænket ned i det. Men satsen var den samme. Det samme titelblad, den samme dedikation til Carin og Alberto. Den samme kolofon der gjorde opmærksom på forfatterens ophavsret.

Jeg bladrede frem til side seksoghalvtreds.

Manash had enrolled at Calcutta Boys’ School, and Gauri didn’t want to be, læste jeg og flyttede blikket op til toppen af næste side, without Manash.

Så simpelt skulle den første sætning altså slutte. Men hvad med den anden, hvor komplekst skulle den mon begynde?

Jeg satte mig så godt til rette på trappestigen som jeg kunne og læste mig vej gennem det tomrum der havde været i min egen udgave af bogen. Lyden af cricketkampen og boghandlerens smasken blev hurtig en naturlig del af kulissen. Ind imellem stak knægten hovedet ind i butikken og spurgte om jeg var færdig.

The range of tones and shades she contained, not only the inverse shadows from tanning, highlighting portions of her body he was seeing for the first time, but also an inherent, more subtle mixture, as quietly varie-, læste jeg nederst på en side og fortsatte øverst på den næste, gated as a handful of sand, that he could discern only now, under the lamplight.

Boghandleren ræbede ugenert da jeg lagde bogen tilbage på disken foran ham.

“Thanks,” sagde jeg og signalerede til knægten udenfor.

“I told you no problem,” sagde han da vi gik sammen tilbage over vejen.

Bøgerne lå stadig spredt ud på fortovet. Jeg stod lidt og kiggede på omslagenes rystede farvetryk. Grønne og røde skygger slog ud fra illustrationerne som i en gammel 3D-tegneserie. Gated as a handful of sand.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s