To dødsfald og en højtid

“We have a saying in Kannada,” sagde Raghu i kælderen under Ramsons Handicrafts Emporium. “Let the waters of knowledge flow, lest they become stagnant.”

Og det gjorde han så. Lod sine etnografiske data om traditionelle brætspilskulturer i sydindien skylle ind over mig til formiddag var blevet aften og butiksvagten kom ned og spurgte om han snart godt måtte lukke gitterporten og gå hjem.

Det var trods alt trettendedagen for maharajaens død og der ville ikke være flere gratis kager tilbage hvis han ventede meget længere.

*

Jeg kunne næppe være ankommet til Mysore på et værre tidspunkt. Byen var i sorg over det uventede dødsfald som ikke var kommet alene. Også den vidt berømte digterfilosof Rashtrakavi G. S. Shivarudrappa, som jeg aldrig tidligere havde hørt om, havde trukket vejret for sidste gang. Samtlige Karnatakas stats- og uddannelsesinstitutioner ville holde lukket i to dage for at ære hans minde.

Og så var det tilmed jul.

Jeg satte en streg over Mysore Oriental Research Institute, Kuvempu Institute of Kannada Studies og The Museum of Mankind. Og så et spørgsmålstegn ud for Ramsons Kala Pratisthana. En brætspilsproducent jeg hovedsageligt kendte fra bloggen Kreeda Kaushalya hvor det formodede pseudonym Lord Ickenham blandt andet havde skrevet et fabulerende indlæg om benediktinske nonner der spillede om sjælefred i frokostpauserne på et kloster i Tamil Nadu.

Jeg havde forventet at finde en flok glade nørder på et kontor i en ildelugtende baggyde, men stod nu foran et tre-etages indkøbscenter med tilknyttet hotel. Øverst oppe fandt jeg brætspillene. Individuelt udformede med traditionelle teknikker af op mod fyrre forskellige kunsthåndværkerkaster spredt ud over hele Indien.

Flere af spillene havde jeg hverken set eller hørt om før.

Jeg overvejede hvor meget den samlede kollektion mon ville fylde hvis jeg tog spillene ud af deres æsker, og hvad jeg kunne tillade mig at smide ud for at få plads til dem i min rygsæk. Havde jeg virkelig brug for andet end det sæt tøj jeg stod og gik i? Det var jo efter sigende en varm vinter i Danmark, så måske jeg bare kunne efterlade mine støvler og ankomme til Kastrup i skjorte og sandaler? Og hvad med sæbe, shampoo og hårbørste? Kunne jeg ikke fint nøjes med lidt klatvask her de sidste par uger?

I et forsøg på at dæmpe min begejstring og undgå at bidrage alt for meget til julehandelen henvendte jeg mig til en af ekspedienterne og forklarede at jeg gerne ville tale med indehaveren. Hun førte mig ned i kælderen under emporiet hvor Lord Ickenham sad bag et skrivebord omgivet af designskitser til stadig flere og mere eksotiske brætspil.

Lord Ickenham var en drenget fyr på omkring de fyrre der kiggede sig beklemt over skulderen og sagde ud af den ene mundvig at han altså i virkeligheden hed Raghu.

Han havde startet Kala Pratisthana som en underafdeling af Ramsons Handicrafts for små ti år siden sammen med to venner der ligesom ham selv havde tilbragt for mange aftener med at brokke sig over sædernes forfald og utilgængeligheden af traditionelle indiske brætspil. Med et netværk af kunstnere og kunsthåndværkere der strakte sig over det meste af landet havde de besluttet sig for ikke bare at genskabe de gamle spil, men også for at give nyt liv til en række truede kunsthåndværksteknikker der typisk var knyttede til en enkelt kaste i en enkelt by eller et enkelt område.

Den største udfordring havde været at indsamle viden om spillene og de mange forskellige måder de blev spillet på.

“Games are like languages,” sagde Raghu. “Every fifty kilometers they change. A square is added or removed, the number of pawns is adjusted, even the rules find new expressions.”

“So even though it’s no longer possible to buy the games, they are still being played?”

“Absolutely. People will draw the boards on the ground outside or on the floor of their homes. They will play with twigs, pebbles, seeds, or whatever they find lying around. I’ve seen an old toothless woman draw a board with her paan-red spittle, and another play with the pieces of her broken bangle.”

De tre venner havde tilsammen besøgt mere end trehundrede templer og helligsteder i deres søgen efter spilleplader. De fandt dem ridset ind i fliser, dørtrin og trappesten overalt hvor der var skygge, ro og som regel også et godt udsyn.

“When we visit a temple, we know exactly where to look for the game boards. Usually they will be found in a slightly raised area with a hundred-and-eighty degree view of the surroundings. That way the priests and guardsmen can play while still keeping an eye on cows and worshipers and whatnot.”

Jeg spurgte om de spillede for sjov eller for penge.

“The women only play to pass time, but the men often play for money. They will even reduce the size of the boards and the number of pawns to allow for faster play.“

Han sluttede en ekstern harddisk til computeren og åbnede en mappe med tusindvis af billeder fra hundredevis af steder rundt omkring i Indien. Et af dem var fra Mansarovar Ghat i Varanasi hvor jeg boede og studerede for fire år siden. På et af trappetrinene der førte ned til Ganges var indridset et spil chaupar, eller Ludo, med kun tre felter i hver af de fire arme.

“And this is from a temple in Karnataka just thirty kilometers south of Mysore. Inside we found more than a hundred board games etched into the stone floors. The depressions in some of the mancala [da. kallaha] boards were completely smoothened from repeated playing. Other boards had almost disappeared and had to be redrawn with chalk sticks.”

“And were the boards still being used?”

“We asked a sadhu [da. asket] who was sitting outside if he would lift up his alms-bowl and teach us the game underneath it. He said he did not remember the rules, but as soon as we began explaining them the way that we had been taught them, it all came back to him, and he showed us a version of the game which we had never played before.”

“And did he then actually play it with you?”

“He smoked a chillum and beat us to a pulp.”

Raghu dvælede et øjeblik længere ved billedet og fortsatte så den visuelle tour-de-force gennem en levende brætspilskultur hvis udbredelse og omfang jeg indtil for få timer siden ikke havde haft den fjerneste anelse om. En uvidenhed som jeg tilsyneladende delte med mange andre vestlige brætspilshistorikere der brugte halve liv med hovedet i sanskritarkiverne for at finde svar på spørgsmål de lige så godt kunne have stillet i den lokale landsby.

Og dog. Sandheden havde naturligvis sine modifikationer.

Grænsen mellem mythos og logos, mellem den gode og den egentlige historie, havde aldrig været lige så skarpt optegnet i Indien som i Vesten. Da astrologen Harikrishna Vyankatarama Sharma i slutningen af 1800-tallet tilskrev opfindelsen af gyan chaupar til middelalderens vaishnavistiske digterfilosof Jnaneshwar var det givetvis mere et udtryk for ideologi end for fakta. Ikke desto mindre blev ideologien fakta i en sådan grad at en selverklæret reinkarnation af Jnaneshwar i 1980ernes Maharashtra kunne bruge udgivelsen af en opdateret version af en oprindelig spilleplade til at underbygge sin påståede identitet med.

“One thing I’ve noticed about modern Indian versions of chaupar,” sagde jeg da Raghu klikkede sig gennem en undermappe med tempelrelieffer, “is that they are almost always sold as the game that Yudhisthira played against Shakuni in the Mahabharata. But not only does the text not mention chaupar, it pretty clearly indicates that they are playing a boardless game of dice in which a single throw decides the winner.”

“And considering the number of rounds they play,” tilføjede Raghu med et smil, “they would have been playing for several days if they were playing chaupar. You want to see how I think the misconception came about?”

Han klikkede tilbage til et af tempelreliefferne hvor Yudhisthira og Shakuni sad over for hinanden med hvad der lignede et bræt med to gange seks felter imellem sig. Yudhisthira havde den ene hånd strakt frem med håndfladen opad som om han netop havde rullet terningerne.

“It looks more like backgammon to me,” sagde jeg.

“Or perhaps country chess,” tilføjede Raghu. “But since chaupar, or pachisi, is known as the national game of India, people would probably identify it as such.”

En både dragende og skræmmende tanke at ideologier kunne være så stærke at de underkendte og ændrede det umiddelbart sansede. Men sådan havde indiske filosofier opereret i årtusinder.

“Anyway,” fortsatte han og klikkede videre til næste billede. “If you look at this similar but better kept bas-relief from another temple, you will see that the game board is not a game board after all.”

Det der før havde lignet felter lignede nu bestemt små sække på rad og række bundet sammen med en snor i halsen.

“It’s money bags,” sagde han. “The same kind of money bags that people offer up to the gods during the Diwali festival.”

“And Yudhisthira is not holding forth the palm of his hand because he just rolled the dice,” fortsatte jeg, “but because he is giving away everything that he has staked.”

“Right,” grinede Raghu. “It’s like a conveyor belt of bad luck moving straight from Yudhisthira to Shakuni.”

Men hvis det bare var et spørgmål om held eller uheld, hvorfor gjorde teksten så så meget ud af at understrege at Shakuni var en bedre spiller end Yudhisthira? Kunne man være bedre eller værre til at slå med terninger?

“I’m not sure,” sagde Raghu eftertænksomt. “But certainly the most common accusation during play is that one’s opponent somehow manipulated the fall of the dice.”

Tilbage i Chennai havde dr. Balambal været inde på noget af det samme. Hun havde sagt at det krævede en god spiller at komme hurtigt gennem et spil paramapadam selv om spillet udelukkende var baseret på terningslag. I situationen var jeg gået ud fra at hun havde refereret til den ofte påståede forbindelse mellem spillerens karma og værdien af hans eller hendes terningslag, men nu slog det mig pludselig at hun måske havde ment at det at slå med terninger var en evne der kunne optrænes og udvikles.

Var det jeg havde opfattet som et heldbaseret spil der videre blev opfattet som et karmabaseret spil i virkeligheden et færdighedsbaseret spil der kunne bruges til at demonstrere moralsk overlegenhed?

Samtalen med Raghu var allerede videre ad nye snoede veje, men spørgsmålet om sammenhængen mellem terninger, held, spil og religion blev ved med at dukke op i den. Også da vi diskuterede den vediske kroningsceremoni rajasuya hvor et symbolsk terningspil med over hundrede terninger altid blev spillet med samme udfald. Eller mere åbenlyst i det nepalesiske tilfælde hvor et årligt terningspil mellem kongen og to repræsentanter for underverden var præget af at kongens terning havde seks øjne på alle sider mens hans modstanderes terninger kun havde et enkelt.

*

Da jeg endelig steg op fra kælderen under Ramsons Handicrafts Emporium havde jeg ikke kun et hoved fuld af nye informationer og tanker, men også en USB-nøgle fuld af billeder og tekster fra de forskningsinstitutter jeg havde streget over på min liste. Raghu og hans venner havde et overblik over institutionernes spilrelaterede materiale der med stor sandsynlighed overgik institutionernes eget.

Og det de endnu ikke havde fået fat på skrev de ned til mig med accessionsnumres nævnelse så jeg selv kunne gøre forsøget.

På vej tilbage til mit hotel gennem Mysores mørklagte gader kom jeg forbi en pandal, eller et interimistisk opstillet podie til religiøse ceremonier, med et udfoldet stofbanner påtrykt et billede af byens nyligt afdøde maharaja. Han fyldte godt ud i sit royale kostume og havde et par store stålindfattede briller der mest af alt fik ham til at ligne en rollespilsnørd i et velbudgetteret live-scenarie.

Maharajaens forfader Krishnaraja Wodeyar III havde været en dedikeret brætspiller og brætspilsdesigner. Jeg havde set hans 16-armede chaupar-spil og hans 12-sidede terning og mange andre forunderligheder på Jagan Mohan Mahal, eller verdensillusionens palads, dagen forinden. Det havde givet mig en følelse af fuldendthed at stå foran montrerne og kigge på den ene elegant udformede spilhybrid efter den anden og vide at også de indeholdt mysterier som ingen endnu for alvor havde forsøgt at lodde dybderne af.

Jeg gik hen til to små drenge der sad og svingede med benene ud over kanten på podiet. Jeg spurgte dem om der var flere gratis kager tilbage, men de rystede bare på hovedet og sagde at jeg skulle komme igen dagen efter. Så ville det være jul og kagerne tilbage på fadet.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s