Løse ender

Jeg ville ønske at jeg havde bedre tid til at blogge om mine oplevelser på Sarasvati Mahal Library i marathiernes gamle palads i Thanjavur, men dagene går med at navigere rundt mellem panditsne for bibliotekets adskillige sprogområder, og aftenerne med at samle de mange løse ender som min travle færd gennem subkontinentet har efterladt sig.

Og så hjælper det sikkert heller ikke at det statsdrevne Hotel Tamil Nadu har alkoholudskænkning og egen bar. At sidde bag et skærmbræt i den fjerne ende af et aflangt lokalt uden vinduer og drikke store, stærke øl minder mig om at stå med hovedet inde i en ligusterhæk og bunde to-centiliters sprutflasker før en folkeskolefest. En nydelse jeg helt havde glemt hvor udsøgt egentlig er. Eller i hvert fald var.

Nu har jeg så endelig et par rolige timer inden jeg skal videre med nattoget til Mysore. En tur der iøvrigt truer med at blive alt andet end rolig da jeg kun har kunnet fremskaffe en såkaldt “Reservation Against Cancellation”-billet, hvilket betyder at jeg nok er sikret adgang til toget men ikke nødvendigvis plads på det. Og så kan fjorten timer alligevel godt være lang tid.

For at begynde med dagene, så har den største udfordring på paladsbiblioteket været at panditsne nok taler deres eget sprog, men kun nødigt hinandens. Det foretrukne fællessprog er derfor engelsk, og det er der naturligvis ingen der taler. Altså lige bortset fra mig selv som på baggrund af små fire måneders gebrokkent engelsk med stumfilmsgestik er trådt ubesværet ind i rollen som tolk mellem de forskellige afdelinger.

Afdelingerne er placeret på den samme lange gang og består hver især af et skrivebord, en pandit og et varierende antal arkivskabe. Tamilarkiverne fylder mere end marathiarkiverne der til gengæld fylder mere end teluguarkiverne, og størst af dem alle er naturligvis sanskritarkiverne. Om arkivstørrelsen afspejler statusforholdet panditsne imellem skal jeg ikke kunne sige, men det er sikkert ikke tilfældigt at det er en tidligere sanskritpandit der nu er fungerende overbibliotekar.

Hvad jeg konkret har foretaget mig eller opnået i min dobbelte rolle som bruger og fortolkende gestikulant er ikke lige sådan at svare på, men jeg vil tro at jeg har haft flere manuskripter mellem hænderne de sidste par dage end på resten af rejsen tilsammen. Og så har jeg fået lov til at flekse muskler med nykonserverede palmeblade og smøre dem med en blanding af citrongræsolie og kønrøg så de indridsede tegn på magisk vis er trådt frem.

Jeg er også blevet introduceret for den tamilske filosof Vedanta Desika (ca. 13-14. årh.) og den karnatakanske digter Vadiraja (ca. 15-16. årh.) der tilsyneladende begge har skrevet om paramapada (da. det højeste trin eller trin til det højeste). Ud over at være den gængse betegnelse for den sydindiske version af gyan chaupar er paramapada også en religiøs-filosofisk lære der ligesom spillet beskæftiger sig med den trinvise bevægelse mod udfrielse i Vishnus himmel Vaikunth.

Ifølge sanskritpanditen, der helst ikke talte alt for højt om sin begejstring for den tamilske filosof, og da slet ikke når tamilpanditen var i nærheden, så beskriver Vedanta Desika et system af karmisk forbundne stadier der oplagt kunne have tjent til inspiration for ikke kun navnet på, men også udformningen af, de sydindiske spilleplader. Selv om jeg stadig er overbevist om at spillepladerne bevægede sig fra nord til syd, så er det muligt at jeg skal rette opmærksomheden mod datidens populære sydindiske tænkere for bedre at forstå hvordan spillepladerne blev omformet i mødet med det fremmede.

For at slutte med aftenerne, så har hotelbaren ligeledes givet mig et mere nuanceret syn på ligheder og forskelle spillepladerne imellem. Og det ikke kun på grund af berusende klarsyn i det dunkelt oplyste lokale, men også på grund af den navngivningsterminologi jeg har udviklet der nu gør det meningsfuldt for mig at omtale spillepladerne som fx Ja84#12, Hi72#6b, Mu(En)100#2 osv.

Overblikket over det indsamlede materiale afslører tydelige mønstre i udbredelsen af forskellige typer spilleplader med de jainistiske 84-felters og de hinduistiske 72-felters spilleplader som de hyppigst forekommende. En undergruppe af hinduistiske spilleplader med mellem 84 og 108 felter synes videre at kunne knyttes til Maharashtra som jeg umiddelbart anser for det mest sandsynlige bindeled til de sydindiske spilleplader der i moderne udformning som regel har 121 eller 132 felter.

Et vigtigt fund i mine egne arkiver kan derfor vise sig at være en for længst glemt note om en 84-felters hinduistisk spilleplade på Regional Design Centre i Bangalore, Karnataka, syd for Maharashtra. Jeg har en halv dag i Bangalore inden jeg flyver til Mumbai i begyndelsen af januar og kan nu se frem til ikke at skulle bruge den i baren på lufthavnshotellet.

Det var egentlig meningen at jeg skulle holde en form for ferie den næste halvanden uges tid i Mysore, men netop gennemgangen af gamle noter har efterhånden føjet en del punkter til ønskelisten for opholdet. Øverst på listen står naturligvis stadig verdensillusionens palads og brætspilsnørden Maharaja Krishnaraja Wodeyar III der beboede det i midten af 1800-tallet, men de sidste par dage har navne som Ramsons Kala Pratisthana, Kreeda Kaushalya, Lord Ickenham og dr. S. Jagannath også skrevet sig ind på den.

Et palmeblad med ris og curries nok til en udvidet familie er netop blevet rullet ud på bordet foran mig. Jeg vil forsøge at undgå at forspise mig og så ellers bare krydse karma for at jeg ikke skal stå i en kupégang og blokere vejen til toilettet natten over. Så sjovt er det heller ikke at være på farten.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s