En stank fuld af minder

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJeg er tilbage i Chennai efter ti år. På hotellet ved siden af det hotel jeg boede på sidst. Så lidt, kunne jeg fristes til at skrive, har jeg åbenbart flyttet mig. Og efter hotellet at dømme er det ikke til det bedre.

Hotel Broadlands er et faldefærdigt monstrum af en bygning malet i turkise og himmelblå farver engang for tredive-fyrre år siden. Alle overflader er dækket af et tykt lag skidt og støv der klistrer til én hver gang man rejser sig fra stolen eller fjerner hånden fra gelænderet. Personalet er da tydeligvis også mere interesseret i at sælge billig sprut og hashklumper end i at gøre rent.

Udenfor har kloakvæsenet gravet dybe grøfter på begge sider af gaden som iøvrigt står delvist under vand. Den syrligtsødlige stank af noget ubestemmeligt skvulpende er umulig at holde ude. Selv når røgelsespindene gløder i vindueskarmen og ventilatoren roterer på fuld skrue kan jeg lugte den.

Og minderne der følger med.

Jeg husker Chennai som en drøm der bristede. Drømmen om at noget, bare et eller andet, kunne vare ved. Jeg boede her i over en måned som en levende død og et omvandrede skelet før jeg endelig knækkede og købte en flybillet tilbage til Danmark.

Hver morgen gik jeg op ad Triplicane High Road og ud til Marine Beach hvor jeg steg på en bus der kørte ned langs stranden til det Teosofiske Selskabs internationale hovedkvarter i Adyar. Dér sad jeg dagen lang og læste spredte passager på et bibliotek fuld af sjældne okkulte værker. Jeg fandt intet af betydning, men endte med selv at blive fundet af en journalist fra The Hindu.

Jeg var syg og deprimeret og befandt mig godt i en by så fuld af hjemløse at man blev nødt til at gå ude på vejen for ikke at komme til at træde på dem. Nogen gange var der skænderier og slagsmål når en familie beskyldte en anden for at være trængt ind på deres flise eller når vandvognen ikke havde blå plastictønder nok med til at kunne fylde alle spandene.

I dag er fortovsfolket næsten væk. Fortrængt af boder og platforme og endeløse rækker af parkerede scootere og motorcykler. Hvor de er blevet af er ikke godt at vide. Men allerede dengang kan jeg huske hvordan politibetjentene drev dem rundt som kvæg med deres bambusstokke når politikerne skulle rydde op før et valg.

Chennai er en rå og beskidt by. Alt er fedtet og varmt og ikke for sarte sjæle. Hernede er selv India Tourism i vildrede. De skriver nærmest opgivende i deres Incredible India-brochure:

“Chennai is hot almost all through the year. The monsoons between June and September are humid and sultry. Though Chennai has no winter, it is relatively more pleasant between September and January.”

Relativt mere behagelig. Det er også sådan jeg ser på det. Og som et tegn på at jeg måske alligevel har flyttet mig længere end som så, så skal jeg senere i dag drikke søndagskaffe med min indologiske mentor Kenneth Zysk på det firestjernede Hotel Sabari Classic.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s