Støj på linjen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nitil og undertegnede

Jeg kan se på et tidligere indlæg at Umesh, som dengang optrådte under dæknavnet Ramji, ringede til mig første gang den fireogtyvende september. Hvor mange gange han og hans bror Nitil har ringet til mig siden fremgår derimod ingen steder. Ikke engang i opkaldsregisteret på min mobiltelefon. Vodafone deaktiverede simkortet i går.

Præcis hvordan Umesh i sin tid fik fat på mit telefonnnummer står ikke helt klart. Han havde efter eget udsagn læst artiklen om mit projekt i Gujarat Samachar og besluttet sig for at blive min ven. Til formålet havde han kontaktet en engelsklærer han kendte på Sardar Patel University i Anand femogtres kilometer syd for Ahmedabad.

Og derefter var det tilsyneladende bare gået slag i slag.

Det eneste positive spin på Vodafones uvarslede beslutning om at deaktivere mit simkort var således at jeg kunne ryste mine forfølgere af mig. Såvel brødrene Umesh og Nitil som diverse andre jeg aldrig kan huske hvem er når de ringer. Men derudover var det faktisk lidt af en katastrofe.

Simkort er notorisk besværlige at få fat på for udenlandske rejsende i Indien. Problemet er at man skal kunne præsentere et såkaldt “proof of address”. Det er ikke specificeret hvor fast eller løs adressen skal være, men hoteladresser bliver almindeligvis betragtet med skepsis. Og selv om man får teleudbyderen til at acceptere at man er på et længerevarende ophold på det givne hotel, eller at det givne hotel er det faste punkt hvorom éns rejse drejer, så er der stadig problemet med at få hotelejeren til at udstede adressebeviset. Man kunne jo være terrorist.

Heldigvis deaktiverede Vodafone mit simkort i Ahmedabad hvor jeg nu for fjerde eller femte gang bor på Hotel Good Night. Receptionisterne har behandlet mig som en lokal berømthed lige siden de så mit billede i avisen, manageren betragter mig som en ven af familien, og boysne går aldrig forgæves efter drikkepenge. Jeg har en hel pung udelukkende med ti-rupeesedler.

Mit nye nummer havde ikke været aktivt meget mere end en halv time før telefonen ringede.

“Hello?”

“Hello, Jacob, this is Umesh from Anand. How are you? Good?”

Pause.

“Jacob, are you there? Can you hear me?”

“Yes, Umesh, I can hear you.”

“My brother Nitil is also here. We want to know when you are you coming to Anand?”

Jeg lagde hånden over mikrofonen og sukkede.

“Today, Umesh, I am coming today.”

*

Et par timer senere sad jeg på Link Foundations kontor i Shiv Complex i Anand og lyttede til Umesh og Nitil fortælle om deres organisations arbejde med at undervise underpriviligerede børn i engelsk. De gjorde det tilsyneladende af gode hjerter og for en egen regning som de betalte ved at købe og sælge aktier på nettet.

Hver morgen cyklede de ud til slumområderne i udkanten af byen med deres små hjemmelavede skoletavler på baggagebærerne. De parkerede gerne op ad et centralt placeret træ eller blikskur så de kunne balancere tavlerne på sadlerne og samle børnene på jorden foran.

Det største problem, forklarede de, var at vinde børnenes tillid og overbevise dem om at uddannelse var den eneste vej ud af slummen. Børnene var mere interesserede i dårligt lønnet daglejerarbejde og snustobak. Og de havde det ikke fra fremmede. Forældrene drak hjemmebrændt og tævede dem hver aften inden de blev lagt i seng.

Engang havde de prøvet at lokke børnene med gratis kiks. En pakke for hver time de deltog i. Men børnene var bare stukket af fra undervisningen for at sælge kiksene og købe snustobak i stedet. Det var den eneste motivation de havde. Behovsopfyldelse og selvforglemmelse.

Det første spørgsmål Umesh og Nitil blev mødt med når de kom ud til et nyt slumområde var altid hvilket parti de kom fra. BJP eller Congress. Og hvis de svarede forkert blev de jaget ud. Af geopolitiske snarere end ideologiske grunde. Forskellige partier havde nemlig patent på at købe stemmer i forskellige områder.

Fascinerende som det var at lytte til brødrene og deres historier fra uddannelsesfronten, begyndte et andet og mindre ædelt spørgsmål at presse sig på. Spørgsmålet om hvorfor en tilfældig artikel om en tilfældig udlænding der beskæftigede sig med noget for dem lige så tilfældigt havde fået dem til at beslutte sig for at indlede et venskab.

Hver gang jeg prøvede at komme ind på emnet snakkede de udenom. Og gerne om hvordan de ikke ønskede sig andet end den indre tilfredsstillelse det frivillige arbejde gav dem.

Jeg var næsten begyndt at tro dem da Umesh skævede til uret og så at tiden var ved at løbe ud. Han rømmede sig tre-fire gange indtil Nitil til sidst tog ordet og i en lang og indstuderet sætning foreslog at de kunne komme til Danmark og lave det samme som de lavede i Anand.

Det var en situation jeg havde været i mange gange før. Og ikke kun i Indien. Overalt i verden hvor der var ulighed og tv-kanaler drømte folk om et bedre liv på et bedre sted. Og især drømte de at det bedre sted i sig selv ville sikre det bedre liv.

Før som nu så jeg det som min fornemmeste opgave at briste drømmene. Også selv om det kun sjældent lod sig gøre.

Jeg forklarede de håbefulde brødre at der ikke var slumområder i Danmark, og at deres introduktionskurser i engelsk med tyk indisk accent trods alt næppe ville kunne konkurrere med det danske uddannelsessystem. De kunne også godt glemme alt om det lokale immigrationsbureau der havde fortalt dem at de kunne overleve for tusind rupees om dagen alt inklusive.

Men lige lidt hjalp det.

“What you are doing here is great,” insisterede jeg. “Perhaps, instead of going to a foreign country, you should make the foreign country come to you.”

De kiggede undrende på mig. Og jeg selv med. På min refleksion i vinduesfacaden bag dem.

“Perhaps,” begyndte jeg igen uden at vide hvor jeg skulle ende. “Perhaps … you should contact some of the foreign NGOs in the area … and get them to invest in you.”

“You think they would like?”

“Of course they would like. You got the expertise and they got the funds. It’s a perfect match.”

“A perfect match?”

“Yes, a perfect match. I’m sure of it.”

Jeg var overhovedet ikke sikker på noget som helst, men hvis jeg ikke kunne slå brødrenes drøm om den danske slum i stykker, kunne jeg måske erstatte den med en anden. En der ville være mere realistisk og mindre ødelæggende for dem selv og deres familier.

“Your thinking is good,” sagde de samstemmigt. “Please, you tell us what to do.”

“Well, I’m no expert in these matters …”

“Just write down the everything you said, and we copy it on the internet. What title you want?”

“Title …?”

“Advisor? Consultant? Or international expert is best, right?”

Der var tre kvarter til at jeg skulle nå bussen tilbage til Ahmedabad. Brødrene placerede mig i stormens øje med pen og papir mens de hvirvlede omkring mig og lavede opstillinger og tog billeder. Ind imellem stoppede de op og viste mig et eller andet til inspiration. Et lamineret certifikat fra et personlighedsudviklingskursus eller et anbefalingsbrev fra et hjem for multihandicappede forældreløse.

Jeg nåede sågar at korrekturlæse halvanden power point-præsentation før det gik op for dem at den ene af dem var en skitse som de for længst havde kasseret.

Ironien ved det hele var selvfølgelig at jeg kun alt for godt kunne genkende deres iver. De havde haft lige så svært ved at få adgang til mig som jeg selv har haft svært ved at få adgang til en lang række personer jeg enten har forbigået i tavshed eller stillet til skue her på bloggen.

Og selv om jeg nok kunne mene at mine henvendelser har været mere direkte og tydelige i deres formål, så er det ikke sikkert at brødrene Umesh og Nitil har det på samme måde. Hvilken anden grund end drømmen om et bedre liv på et bedre sted havde jeg da forestillet mig at de kunne have haft til at indlede et venskab med en tilfældig udlænding på gennemrejse?

Jeg ved ikke om de holder op med at ringe som jeg selv har det med at gøre når jeg har fået hvad jeg kom efter. Men jeg vil holde øje med dem på nettet og ikke mindst hvilken titel de finder på at give mig. Den slags kan man komme langt med i Indien som lederen af Museum of Indology i Jaipur lærte mig da jeg skulle signere en genstandsbeskrivelse han havde bedt mig lave til sin udstillede gyan chaupar-spilleplade.

“You may not have a PhD position yet,” forklarede han, “but you are researching to have one in the future. So it’s no problem calling yourself a PhD Researcher. Actually, it’s even better than calling yourself a PhD. A PhD is just someone who got a degree twenty-five years ago and has lived off his title ever since.”

En udmærket beskrivelse af mange af de ansatte på de forskningsinstitutioner jeg har besøgt rundt omkring i Gujarat og Rajasthan. Jeg håber at jeg kan drive det til noget andet og mere. Og Umesh og Nitil ligeså.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nitil og Umesh foran kontoret i Anand

Reklamer

2 comments

  1. Paul Hartvigson

    Gribende indførsel i den indiske logik. Nu kan brødrene så linke til en scolarly article written by a master of PhD (din blogpost).

    Fra min egen erfaring er det nærmest nemmere at køre ud i slummen i Danmark og undervise børn, end at lave et projekt i samarbejde med folkeskolen. Bortset fra det lykkedes for mig dette efterår.

    (åh, ja evaluering kalder).

    Arbejder du tiden ud eller er der ferie på programmet også?

    • Jacob

      Jeg flyver til Chennai på fredag for at mødes med Dr. Balambal og besøge Thanjavur hvor marathierne fra nord etablerede en kulturel lomme i syd. En lomme hvori jeg håber at finde en eller anden form for afklaring på Dr. Wakankars tese om at det var marathierne der bragte gyan chaupar til sydindien og således lagde grunden for de versioner af spillet der stadig florerer i Tamil Nadu, Andhra Pradesh og Orissa.

      Ferie bliver der forhåbentlig lidt af i Mysore hvor jeg har planlagt sightseeing på Jagmohan Mahal, eller Verdenillusionens Palads. Det var dér den brætspilsdesignende Maharaja Krishna Wodeyar III nørdede omkring engang i midten af 1800-tallet. Og blandt andet udviklede hybrider mellem chaupad (Ludo) og gyan chaupar.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s