Phad Loot

Grænsen mellem forfalskning og reproduktion er mere flydende end fast. Lige så fordækt som antikvitetshandleren i Jodhpur havde tilbudt at lave en eksakt kopi af en over tohundrede år gammel gyan chaupar-spilleplade, lige så åbent og ærligt foreslog den protokolansvarlig på Bagore ki Haveli Museum i Udaipur nu det samme.

Han havde været så taknemmelig over at modtage en fotokopi af en af mine hinduistiske spilleplader – eller måske mest af alt over at være blevet forstyrret på en begivenhedsløs arbejdsdag – at han havde sprunget formaliteterne over og fået en kustode til at lukke mig direkte ind bag udstillingsglasset til museets enlige spilleplade.

“The board upstairs is not like this one, is it?” havde han spurgt og trukket sin kopi lidt til sig da jeg kom tilbage med kameraet fuld af billeder.

“Well, the religious orientations are different, but the game is essentially the same.”

“But, I mean, it does not have writing in the squares like this one, does it?”

Han havde tydeligvis aldrig kigget nærmere på det fine jainistiske eksemplar der hang på etagen oven over hans eget kontor. Da jeg lidt senere og i en anden sammenhæng forklarede at folk som regel ikke engang kunne genkende det moderne spil bag de gamle spilleplader når jeg viste dem frem, kommenterede han kryptisk at det nok var fordi at de ikke var interesserede i at genkende det.

Og jeg tænkte at det mest af alt var sig selv han havde i tankerne. Sig selv som han havde været indtil jeg havde fortalt ham at vejen til udfrielse ikke bare var anvist på den fotokopi jeg havde givet ham, men på det selv samme maleri han havde set hver eneste dag og så alligevel aldrig.

“I think I’m gonna have it painted,” sagde han og holdt sin kopi op foran sig.

Jeg sad lidt og overvejede om jeg skulle fortælle ham at originalen befandt sig i den afdøde Kumar Sangram Singh af Nawalgarhs samling, men besluttede mig for at lade være. Mr. Singhs barnebarn ville alligevel ikke kunne genkende det hvis hun så det.

“It’s funny that you should mention it,” sagde jeg i stedet. “I’ve actually been thinking about the same. Do you know anybody around here who’d be able to pull it off?”

“The Joshi family, for sure. I went to college with one of the sons.”

“The Joshi family?”

“The masters of the phad tradition.”

“The phad tradition?”

Det der måske har overrasket mig mest ved Rajasthan er de allestedsnærværende og vidt forskelligartede traditioner for historiefortælling. Om det så er dukker, tekstiler, masker, træsværd, hennamønstre eller foldedøre, så er der altid en historie der bliver fortalt.

Og phad-traditionen var ingen undtagelse.

Jeg havde fotograferet adskillige stofbannere med komplekst illustrerede udgaver af fortællingen om den lokale helt Pabuji der introducerede kamelen til ørkenområderne i det vestlige Rajasthan, skabte fred mellem nomadestammerne og faldt i et stort slag mod en bande kvægtyve fra nord. Bannerne blev båret rundt til de forskellige landsbyer af omrejsende fortællere der foldede dem ud på markedspladserne og brugte dem til at navigere rundt i de mange små historier i den større historie. Illustrationerne var ikke kronologisk ordnet, men snarere symbolsk-rumligt med Pabuji i midten, hans to ærkefjender, dæmonkongen Ravana og kvægtyven Jhindrav Khichi, i enderne og et mylder af mere eller mindre kendte episoder ind imellem.

Jeg havde godt bemærket hvor ens de forskellige bannere tog sig ud fra Jodhpur over Jaisalmer til Bikaner, men jeg havde ikke gættet at det var fordi de indtil for et halvt århundrede siden udelukkende blev malet af én og samme familie.

Familien Joshi fra Shahpur nær Bhilwara. Vogterne af phad-maleriets hemmelighed.

Den protokolansvarlige for Bagore ki Haveli Museum løftede røret og indledte en uigennemskuelig kommunikation der involverede en kabelforbindelse, to mobiler, adskillige håndskrevne sedler og en stadig strøm af stik-i-rend-drenge. En halv time senere sad jeg med de fulde kontaktoplysninger og en personlig introduktionsskrivelse til familien i hænderne.

Jeg har ikke tid til at tage til Shahpur og bestille hverken forfalskninger eller reproduktioner – og endnu mindre til at vente på dem – men jeg har fået et uventet klimaks at arbejde hen imod: den moderne genskabelse af en antik urspilleplade der aldrig har eksisteret.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAPabuji på sin phad. Detalje fra ti meter langt fortællebanner på Thar Heritage Museum i Jaisalmer.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s