Persona non grata

Fætrene Sharad og Tilak handler i forskellige møntfødder. Hvor Sharads spilleplader kunne købes for penge, kan Tilaks tilsyneladende kun købes for viden. Eller, måske snarere, symboler på viden.

Da jeg besøgte Tilaks nye museum i sidste uge for at få adgang til spillepladerne, undskyldte han sig med at hans mor var på hospitalet. Jeg skulle ringe til ham i løbet af weekenden og aftale nærmere.

Jeg ringede fra Delhi uden de store forventninger, men fik overraskende at vide at jeg var et medlem af familien nu og kunne komme når som helst det passede mig. Tilak havde fortalt sin far om mig, og faren var trods sin fremskredne alder blevet nærmest ekstatisk af begejstring over at skulle møde en ung mand der underviste udlændinge i sanskrit.

Med udsigt til en samling på omkring tyve spilleplader var det ikke noget svært valg at ændre destinationen på min togbillet fra Udaipur til Jaipur og booke tre dage ekstra på et hotel i den lyserøde by.

Jeg ringede til Tilak straks jeg havde checket ind på hotellet og fik endnu engang at vide at jeg kunne komme som det passede mig. I morgen lød fint. Klokken ni nærmest endnu bedre. Så kunne jeg få en hel dag i familiens skød med lærde samtaler og alle specialiteterne fra hans kones køkken.

Næste morgen var døren i den lille gade i den gamle by låst. Jeg bankede og ventede og bankede og ventede indtil Tilaks søn Chaitanya til sidst kom ud med rodet hår og søvnige øjne. Han førte mig ind på bedstefarens kontor med miniaturemalerier fra 1600-tallet på væggene og en serie håndmalede spillekort fra Orissa under glaspladen på skrivebordet.

Tre kvarter senere dukkede bedstefaren op. Han samlede hænderne foran brystet, bøjede hovedet og bød mig velkommen med et “svagatam”. Så begyndte han at konversere mig på sanskrit.

Jeg prøvede at gøre ham det forståeligt at jeg nok i en vis udstrækning var i stand til at læse sanskrit, men at jeg aldrig havde lært at tale det. Enten forstod han ikke engelsk, eller også nedlod han sig bare ikke til at tale det gamle kolonisprog. Han fortsatte i hvert fald ufortrødent samtalen med mig indtil det selv for ham måtte stå klart at dialogen i virkeligheden var en monolog.

Den gamle mand havde svært ved at skjule sin skuffelse. Han forsøgte faktisk ikke engang. Han kaldte bare vredt på sit barnebarn og forlod rummet uden så meget som et blik til afsked.

Chaitanya var i midten af tyverne og havde enten ikke arvet eller endnu ikke udviklet bedstefarens ligefremhed. Han kiggede ned på sine vrikkende tæer mens han gentog farens historie fra sidste uge om at bedstemoren var på hospitalet.

Jeg spurgte om jeg kunne tale med Tilak, men fik at vide at han var taget ud på hospitalet. Jeg spurgte om jeg kunne besøge det nye museum og fotografere de fem udstillede spilleplader, men fik at vide at det ville være lukket resten af dagen. Og da jeg spurgte om det ville være åbent i morgen, sagde Chaitanya at det ville være bedst at fortsætte samtalen per mail.

To minutter senere stod jeg ude foran huset og kiggede fortabt på en ko spise en plasticpose med en vissen blomsterkrans der sikkert blot aftenen forinden havde hængt om halsen på gudebilledet i et lokalt tempel.

Nu sidder jeg så her på en eksklusiv café syd for den gamle by og drikker dyr kaffe fra Karnataka. Tilak tager ikke telefonen, og jeg har booket en flybillet fra Ahmedabad til Chennai om fjorten dage.

Jeg tror jeg trænger til ferie.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s