Banko!

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJainister tilbeder viden i fysisk form. Gamle mænd og endnu ældre manuskripter. Mændene sidder afklædte på små podier rundt omkring i tempelkomplekserne, mens manuskripterne er stablet i fedtede vitrineskabe bag statuerne af de fireogtyve tirthankaraer.

Om jainisterne så også altid besidder den viden de tilbeder, er et åbent spørgsmål. Ikke mindst i Delhis ældste jainistiske tempel Shri Digambar Jain Lal Mandir der måske af samme grund er bedst kendt for sit fuglehospital.

Jeg var et smut forbi tidligere på aftenen efter et tip fra en kunsthistoriker og privat samler i satellitbyen Gurgaon. Hun havde sagt at templet havde et godt bibliotek hvor jeg måske ville kunne finde noget af interesse. Og det havde hun ret i. Om end nok ikke helt som hverken hun eller jeg havde forestillet os.

“So many books we have,” sagde manden bag skrivebordet og sænkede avisen.

“Books or manuscripts?” spurgte jeg.

“Books, manuscripts, too much everything we have.”

“And do you have a catalogue of them?”

Han lagde hovedet lidt på skrå som om han ledte efter en anden vinkel at tackle mig fra.

“I mean, would it be possible to see a list of the titles in the temple library?”

“We don’t have library. Only temple.”

“So, you keep the books in the temple?”

“Some books we keep in temple. But most books we keep with lock and no key.”

Jeg kom i tanke om de historier jeg havde læst om hvordan jainisterne i sin tid skjulte deres manuskripter i underjordiske biblioteker med lige så mange hængelåse på dørene som der var indviede i hemmeligheden om bibliotekernes placering. Kun hvis alle de indviede var til stede samtidig kunne bibliotekerne åbnes og manuskripterne tilgås.

Konsekvensen var at mange biblioteker havde ligget uåbnede hen i generationer da det endelig engang i slutningen af det nittende århundrede lykkedes europæiske manuskriptjægere at samle efterkommerne af de indviede og deres nøgler.

Sådan gik det til at jainisternes over tusind år gamle litterære arv blev reddet fra glemslen. Bogormene havde de selv sørget for at redde den fra ved at overdrysse manuskripterne med arsenikstøv.

“So, nobody ever really reads the old manuscripts?” spurgte jeg opklarende.

“There is no need,” sagde manden og hævede avisen. “Everything you can already find in our bookshop.”

“And where is your bookshop?”

“Next door. Just below the temple.”

Så nu var det altså boghandlerne der var gået under jorden.

Jeg rodede lidt rundt i stakkene af billigt trykte pamfletter med billeder af smilende gamle mænd på forsiderne. Det var Gurudev Acharya dit og Maharaj Saheb dat der forkyndte deres visdom i ensartede og nemt sammenlignelige formater.

Der var også en hylde med CDer og DVDer hvor man kunne høre bønnesang og se optagelser af jainistiske helligdomme fra overalt i Indien. Den hang over bordet med opbyggelige tegneserier der genfortalte populære historier fra de fireogtyve tirthankaraers liv.

De hellige agamaer, der udgør den jainistiske kanon, var det straks sværere at få øje på.

“Want to buy pure emerald statue of Lord Mahavir?” lød en søvndrukken stemme fra et sted omme bag disken.

Jeg måtte læne mig ind over bordet med de sædvanlige små religiøse souvenirs udstillede under glaspladen for at få øje på stemmens ejermand. Det var boghandleren. Han lå på et leje af udfoldede papkasser med “Jain Packers & Movers” trykt på flapperne.

“Actually, I was hoping that you might have a game of sarp sidhi.”

Sarp sidhi?” gentog han og satte sig op. “Snakes & Ladders?”

Han rodede sig i håret med begge hænder og lignede én der lige havde rejst sig fra fortovet udenfor. Så greb han fat i kanten af disken og trak sig op under megen sukken og stønnen.

“Snakes & Ladders we don’t have. Only tambola.”

“You mean tombola?”

“Yes, tambola, very … Jain game.”

Han bukkede sig klagende ned og rullede en lang bambusstav med en krog for enden ud under disken.

“You take yourself,” sagde han og pegede på en gennemsigtig plasticpose med beige stofkant der hang oppe under loftet.

Det tog et par forsøg før jeg fandt stavens balancepunkt, men boghandleren lod sig tilsyneladende ikke mærke med de tilfældige varer der styrtede ned omkring os. Han virkede fuldt tilfreds med ikke selv at skulle besvære sig yderligere.

Posen var lavet af tykt plast og lynet for oven. Den indeholdt en kvadratisk spilleplade med halvfems beskrevne felter, et tilsvarende antal nummererede blå plasticbrikker, en blok med firehundredeogfirs engangsblanketter og et lille hæfte med et forord signeret med et swastika.

Der kunne ikke være nogen tvivl. Kalpavriksh, eller ønsketræet, var et jainistisk bankospil.

Jeg var umiddelbart mest interesseret i spillepladen der var monteret på et tykt stykke karton. Det første felt var samsar paribhraman, eller rundvandring i livets hjul, mens det sidste felt var keval gyan, eller alvidenhed, med den forklarende tilføjelse moksh ke sidhi, eller udfrielsens stige.

Jeg begyndte at overveje en investering.

Det tilhørende hæfte var falmet lilla med en computergenereret tegning af et træ på forsiden. Kronen var beskrevet med forskellige anga‘er, eller grene, af jainistisk lærdom. På bagsiden var der et lidt uheldigt portrætfoto af en rundkindet kvinde i frøperspektiv. Kontaktoplysningerne var blevet overstreget med den samme sorte tusch der havde tegnet swastikaet inde i hæftet.

Jeg slog op på en tilfældig side og vidste straks at jeg havde fået banko.

Hæftet var en gennemgang af spillepladen med forklarende beskrivelser til hvert enkelt af de halvfems felter. Præcis ligesom det håndskrift af en jainistisk gyan chaupar-manual fra 1878 jeg havde fundet på L. D. Institute of Indology i Ahmedabad.

Jeg gik ubekymret igang med at drage den ene tvivlsomme konklusion efter den anden, men er stadig her en tre kvarter lang metrokø og et solidt bjerg veg biryani senere overbevist om at der kan trækkes en om ikke lige, så i hvert fald højst tre gange knækket, linje fra håndskriftet til hæftet. Det er tilmed muligt at linjen tangerer den bog med små vers til de forskellige felter som Harish Johari, der udgav en new age-version af en vaishnavistisk spilleplade i 1980, mindes at have set i sin barndom.

“I think pure emerald statue of Lord Mahavir better for you, no?”

Jeg havde fuldstændig glemt boghandleren. Han støttede albuerne på disken og hovedet i hænderne mens han gabte højlydt. Som sprækken i kassen til tempeldonationer, tænkte jeg, og fandt tohundrede rupees frem fra lommen.

“Statue is three fifty,” sagde han. “You want my statue?”

“No, I want your tambola.”

Tambola? But how can you play? You know Hindi?”

Han lød oprigtigt bekymret. Endelig var søvnen ude af kroppen.

“The game will teach me all I need to know. That’s what it’s there for, right?”

Han stod stadig med pengene i hånden da jeg forlod den underjordiske boghandel og gik op i templet for at se de gamle mænd på podierne og manuskripterne i vitrineskabene. En ung kvinde åbnede et af dem og lagde en medbragt bog oven på stablen der indeholdt alt fra palmebladsmanuskripter til religiøse reklamefoldere.

Når selv viden bliver et symbol, kan den ene tilsyneladende være lige så god som den anden. I hvert fald så længe man ikke ved bedre.

Da jeg kom tilbage til hotellet var hængelåsen på døren til mit værelse væk. Jeg var sikker på at jeg havde sat den på inden jeg gik ud, men hotelboyen var lige så sikker på det modsatte. Diskussionen sluttede med en konstatering af at der ikke manglede andet fra værelset end netop hængelåsen.

Nu sidder jeg så her med nøglen som en anden efterkommer af en gammel jainistisk bibliotekar hvis viden om låsens placering for længst er gået tabt. Men lur mig om farvemønstret på bankopladen ikke er et okkult diagram af yantrisk oprindelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s