Under lyserøde skyer

OLYMPUS DIGITAL CAMERADRs gamle sportskommentator Gunnar Nu Hansen indledte engang en fodboldreportage med ordene: “Danmark slog Sverige 6-0!”. Det tog naturligvis spændingen lidt ud af kampen, men som han sidenhen forklarede så var resultatet så spektakulært at ingen anden begyndelse havde været mulig.

Jeg har fundet omkring tredive gyan chaupar-spilleplader i Jaipur!

De er fordelt på to private samlinger der blev startet af to brødre engang i midten af det 20. århundrede. Om samlingerne engang var én, skal jeg ikke kunne sige, men i dag hvor den ene bror er død og den anden er godt oppe i firserne, synes deres respektive sønner, fætrene Sharad og Tilak, at ligge i skarp konkurrence med hinanden.

Sharad har et museum opkaldt efter sin afdøde far, mens Tilak har et museum opkaldt efter sin afdøde bror. Begge museer åbnede som fløje i fætrenes private hjem, men bredte sig snart op ad trapperne og ind i deres soveværelser. Resultatet var to visioner – den ene inspireret af Sharads far, den anden af Tilaks bror – om to tempellignende museumsbygninger der år for år voksede sig større og større i et stadigt forsøg på at overgå hinanden.

Da Tilak købte firetusind kvadratmeter land over for søpaladset Jal Mahal lidt uden for byen, købte Sharad en nærliggende grund på titusind kvadratmeter. Og nu hvor Tilak endelig har åbnet sit kolossale museum i forrige måned, er Sharad så misundelig at han bliver nødt til at sige at han ikke er det i hver anden sætning.

*

“Did you get anything from Tilak?” spurgte Sharad da jeg sad på hans kontor og endnu ikke var klar over familieforholdene.

“No, not yet. He showed me the five boards he has on display, and said that he has about fifteen or twenty boards more. I am meeting him again next week at the old museum to fill out the forms. Apparently, he has not shifted the research section yet.”

“Did he tell you how many PhDs have been written on his father’s collection?”

“Funny that you should ask. In fact, he did. I think he said eighty or thereabouts.”

“Well, more than a hundred and forty PhDs have been written on my father’s collection.”

“Oh, wow, that’s a lot.”

Sharad havde tydeligvis håbet på en mere begejstret respons. Han drejede en kvart omgang på stolen og stirrede ind i væggen med forstillet tænksomhed.

“Like I told you on the phone,” prøvede jeg forsigtigt, “I am currently conducting research for a PhD position in gyan chaupar at -”

“Ten thousand rupees,” sagde han og drejede tilbage på stolen. “You can take photos of my gyan chaupar collection for ten thousand rupees.”

“Ten thousand rupees? How many boards do you have?”

“Between five and ten. You want the photos or not?”

Det grænsede til afpresning. Titusind rupees (ca. 900 kr.) var en nærmest latterlig høj pris. Også selv om jeg tidligere på ugen gladeligt havde overført femten australske dollars (ca. 80 kr.) til National Gallery of Victoria i Melbourne for et billede af en enkelt spilleplade.

Det her var Indien.

Sharads rundviser som jeg et par dage forinden havde bestukket med hundrede rupees for at få lov til at tage et billede af museets eneste udstillede spilleplade, havde tilsyneladende ingen idé om hvad hun kunne kræve af nysgerrige gæster når chefen var ude af huset.

“I’ll give you a thousand rupees for each board that you can show me,” hørte jeg mig selv sige. “The more boards you have, the more money you will make.”

Der var noget pirrende, nærmest befriende, ved den skamløshed vi forhandlede om spillepladerne med. De var ikke længere unikke og uvurderlige genstande gemt af vejen bag institutionelt bureaukrati, religiøst hemmelighedskræmmeri eller akademisk forskermisundelse. De var en simpel metervare der kunne købes stykvis eller engros.

*

Hvor Tilak havde bukket sig ned og rørt mine fødder fordi jeg interesserede mig for indisk kuriosa og underviste i sanskrit, sad Sharad nu over for mig og lagde det ene okkulte diagram efter det andet op på sofabordet i en nøje udtænkt sekvens der mindre vidunder for større vidunder skulle lokke mig frem mod den sidste – og formentlig også dyreste – åbenbaring.

Det havde krævet både håndslag og æresord før han havde drejet nøglen om til kontoret og kørt mig hjem til privaten hvor hans kone nu vimsede omkring og serverede te og friturestegte snacks.

“Do you know this yantra?” spurgte Sharad.

Diagrammet var gammelt og gnidret som de sidste mange diagrammer han havde vist mig. Det forestillede dæmonkongen Ravana der lå med ansigtet mod jorden, som var han netop blevet besejret af Rama, og udsagde en lang og snirklet sætning der fyldte hele resten af papiret.

“You know what happened when Lanka was burnt down?”

Lanka var Ravanas by. Rama havde beordret den brændt ned til grunden efter at have befriet Sita fra den. I dag sloges srilankanske mytografer om præcis hvor på øen den havde ligget.

“It melted,” svarede Sharad på sit eget spørgsmål. “And why?”

Jeg forstod hvor han ville hen, men lod ham nyde sin egen retoriske triumf.

“Because it was made of gold!”

Shree Ravana Yantra, begyndte sætningen på papiret. Det var en alkymisk formular til at fremstille guld med. Ravana havde besiddet hemmeligheden, men ingen havde tænkt på at spørge ham om den. Det var Rama der var helten i historien.

“So, what do you need my ten thousand rupees for?” spurgte jeg med et smil.

“Money is nothing,” svarede Sharad alvorligt. “Only non-matter matters.”

Jeg kiggede ham i øjnene og lod ordene få den fylde som han tydeligvis mente at de fortjente. Ikke-materien, som han tidligere havde forklaret mig, var de tanker og forestillinger som vi brugte til at forme materien med. Uden dem ville vi være hjælpeløse foran verden.

Jeg havde lyst til at spørge ham hvorfor han ikke brugte yantraet til at skaffe sig de penge der stod mellem ham og hans vision om et nyt museum. Men jeg havde på fornemmelsen at han allerede havde besvaret spørgsmålet så godt han kunne. Materiens unødvendige nødvendighed gnavede i ham på toogtresindstyvende år.

Han lagde den alkymiske formular fra sig og fandt et sidste yantra frem fra den kuffert han i et andet liv og en anden branche havde brugt til at transportere diamanter i.

Denne gang var der ingen genkendelige figurer i diagrammet. Det bestod udelukkende af koncentriske cirkler af skrift der drejede skiftevis med og mod urets retning som tandhjul i et komplekst maskineri. Inde i midten af det hele stod to ord skrevet med en svag, næsten usynlig, skrift:

Apna naam

Sharad forklarede at det var her man skulle skrive sit navn hvis man ville opnå lige hvad man ønskede. Han vidste ikke hvordan man aktiverede yantraet, men han var sikker på at der var nogen der gjorde. Selv havde han for nylig spenderet halvandenhundredtusind rupees på at beværte en nøgen jainistisk læremester der tilbragte regntiden på et kloster i nærheden. Læremesteren havde kigget på diagrammet som om han forstod, men han havde ikke sagt noget. Ikke endnu.

Jeg undlod at spørge hvad et billede af diagrammet ville koste mig. Det var som om Sharad mod sin oprindelige hensigt var kommet til at lægge spørgsmålet om penge ned, og jeg havde ikke lyst til at rejse det igen. Da hans hustru dukkede op i døren og spurgte på hindi om jeg var en kigger eller en køber, svarede han blot at jeg var en nyder.

Jeg lod som om jeg ikke forstod ordvekslingen og benyttede afbruddet til at tælle de gyan chaupar-spilleplader jeg havde lagt til side undervejs. Ti styks rent. Så ville han alligevel få sine titusind rupees.

*

“Do you need a receipt for this?”

Sharad stod under et bliktag på sin titusind kvadratmeter store grund og viftede med lige så mange rupees. Bortset fra en æresport og en helligdom til minde om hans far var der ikke meget at se. Skelettet til det første af adskillige gallerier havde stået der siden slutningen af 90erne. Et par gader derfra knejsede Tilaks nye museum majestætisk.

“A receipt would be nice,” sagde jeg fraværende og fotograferede videre. “Perhaps somebody will reimburse me.”

Det var naturligvis udelukket at jeg ville få så meget som en anna tilbage af mine titusind rupees, men Indien havde lært mig altid at bære en lettere bekymret mine i spørgsmål om penge. Ellers mistede man dem ganske enkelt. Og respekten med.

Det var først senere, da kameraet arbejdede på at overføre de flere hundrede megabyte filer til computeren, at jeg foldede kvitteringen ud og kiggede på den. Der stod ikke et ord om spillepladerne. Kun at en vis Mr. Jack Up venligst havde doneret titusind rupees til et ikke nærmere bestemt formål.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

One comment

  1. moesgaard

    1000 rupees per plade. Wow. De sidder temmelig hårdt på sagerne. Gad vide hvad metroselskabet siger til det.

    Og i det mindste er du Jack Up. Jeg er tidligere flere gange blevet benævnt Jackass.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s