Karna Ram Bheel

OLYMPUS DIGITAL CAMERADer er et gammelt portrætfoto man ser overalt i Jaisalmer. Det viser en lokal mand med turban og et ternet stykke stof over skulderen. Hvis ikke lige det var for hans moustache, rullet op i to spiraler, én på hver sin kind, ville han sikkert ligne alle de andre lokale mænd man ser i gaderne med turbaner og ternede stykker stof over skuldrene.

Aftenen inden jeg rejste videre til Bikaner, lykkedes det mig endelig at finde ud af hvor billedet stammede fra. Jeg havde hørt historien om manden mange gange og i mange versioner, men det var først da jeg gik ind i Suresh Studio for at kigge på gamle billeder fra Jaisalmer at jeg nåede en eller anden form for bund i mysteriet.

Karna Ram Bheel, fortalte Suresh, voksede op som yngste søn af en fattig farmer. Hans ældre brødre søgte lykken med løgn, bedrag og morderiske overfald. Men Karna selv var en ærlig mand hvis drømme ikke rakte længere end den fædrene gård han endte med at overtage. Det liv han kunne leve af sin jord, var det eneste liv han ønskede.

Det havde været hårde tider så længe nogen kunne huske, og nu hvor Karna ikke længere havde sin far at støtte sig til, forekom de ham at være blevet endnu hårdere. Hver sommer når marken lå sveden hen under den brændende ørkensol, førte han sine magre kameler nordpå til frodigere egne hvor de kunne spise sig kræfter til.

Engang da han vendte hjem til gården efter at have været væk i tre-fire måneder, så han at nabogården havde flyttet markskellet og taget halvdelen af hans land. Et skænderi fulgte, og da det var ovre, lå ejeren af nabogården død med en kugle i brystet. Pistolen var stadig varm i Karnas hånd da politiet kom og arresterede ham.

(Her indskyder Suresh at Karna var hindu og naboen muslim. Historien om markskellet synes således at indeholde en større historie om grænsedragningen mellem Indien og Pakistan og de hundredetusindvis af liv den kostede.)

I fængslet lærte Karna sig at spille et langt fløjtelignende instrument kendt som narh eller nad. Musikeren blæser ikke direkte i fløjten, men puster luften hen over mundstykket samtidig med at han frembringer en gurglende lyd i halsen som en slags strubesang. Resultatet er på én gang brutalt og befriende. En oase der hvert øjeblik det skal være kan vise sig blot at have været et ørkensyn.

Karna var blevet idømt fjorten års fængsel, men halvvejs gennem dommen – nu delt i to lige lange perioder, i et før og et efter, med mulig reference til det oprindelige markskel – blev han inviteret ud af fænglet for at opræde for en lokal politiker med penge og indflydelse. Politikeren blev så begejstret for det han hørte at han løslod Karna på stedet.

I årene der fulgte levede Karna fra hånden til munden. Han læssede og lossede sin kamel med fletkurve fulde af sten som stadig kan ses i murene på mange af byens fornemme havelier. Han sov under åben himmel og forfulgte ikke andre lidenskaber end den musik der var kommet til ham i fængslet.

Hvorfor han begyndte at lade overskægget gro er svært at få svar på. Nogle siger at det var et løfte han havde aflagt, andre at det var en måde at skille sig ud på. Men ingen siger nogen af delene med overbevisning. De konstaterer helst bare at overskægget var der, at det gjorde ham til en lokal berømthed og en turistattraktion, og at det sikrede ham en plads i Guinness’ Rekordbog.

Det er som regel efter detaljen med Guinness’ Rekordbog at historien tager sin skæbnesvangre drejning. Og Sureshs version er ingen undtagelse.

Sønnerne og sønnesønnerne af den nabo Karna skød ned på tværs af et markskel brød sig ikke om at se deres fars og bedstefars morder blive behandlet med agtelse og ære. Gamle sår brød op hver gang de hørte tonerne af hans nad og hver gang de så ham rulle overskægget ud foran turisternes kameraer.

(Endnu engang pointerer Suresh at naboerne var muslimer. Jeg benytter afbrækket til at spørge om det var en turist der tog det allestedsnærværende portrætfoto af Karna. Suresh griber spørgsmålet og lukker hånden om det. Den bliver liggende på disken mens han fortæller historien færdig.)

Karnas hoved blev skilt fra kroppen på årets første dag i 1998. Ifølge Suresh var det den myrdede nabos nevø der stod bag, men hans historie er uklar og fuld af huller. Hvorfor gik Karna med til at ride nevøen ud i ørkenen, og hvorfor tog de en løvsav med ud hvor der kun er krat og buske? Hvis nevøen smed hovedet foran huset hvor Karnas familie boede, hvordan kan det så være at de stadig leder efter det?

Suresh slutter af med at understrege at Karna Ram Bheel var en god mand og en god hindu. Det var hans brødres dårlige ry der smittede af på ham, og mordet var blot en desperat mands forsøg på at forsvare sit levebrød og sin familie. Pistolen var iøvrigt hans hustrus, og havde det ikke været for hendes tilskyndelser var den aldrig blevet affyret.

Jeg lagde pengene på disken uden at diskutere prisen på billedet. Det kostede tre gange mere end det burde, men jeg havde ikke bare købt et billede, jeg havde købt en historie.

Suresh åbnede sin knyttede hånd og tog imod pengene.

Fotostudiet blev grundlagt af hans oldefar i 1906, forklarede han. Oldefaren havde også heddet Suresh. Det var ham og ikke oldebarnet studiet var opkaldt efter.

Billedet af Karna blev taget i 1985. Han var ankommet til Suresh Studio sammen med to betjente der skulle sikre at det ikke blev brugt til andet end det identifikationspapir han havde ansøgt om. Et pasfoto blev tilsyneladende opfattet som besiddende en egen autoritet uafhængig af de dokumenter det kunne påhæftes. En særlig indisk tankegang jeg efterhånden godt kan nikke genkendende til.

Det var Sureshs far der tog billedet, og man kan undre sig over at han ikke bad Karna fjerne tegnebogen fra brystlommen. Den stikker underligt skødesløst op og forstyrrer den tilstræbte orden. Men måske Karna ville have at den skulle være der. Måske han ville vise de embedsmænd der skulle behandle hans ansøgning den succes som hans krønikeskrivere ellers så flittigt forsøger at nedtone betydningen af.

Det oprindelige billede var i farver, men de talløse reproduktioner Suresh har solgt til hoteller, restauranter og museer over årene har altid været i sort/hvid. Det får billedet til at se ældre ud end det er, forklarer han, og jeg synes at forstå at netop tidløsheden er nødvendig for at holde historien i live. For mange fakta og for stor enighed om forløbet ville gøre en ende på legenden.

Det hænder at kunderne i fotostudiet spørger Suresh hvorfor han sælger portrættet af Karna Ram Bheel. De synes at han burde holde sig for god til at inkludere populære souvenirs i sin samling af historiske billeder fra Jaisalmer. De ved ikke at det er ham der har negativet. Og han har ikke i sinde at fortælle dem noget de dybest set ikke har lyst til at vide.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s