RORI

Jeg havde ikke de store forventninger da jeg satte mig ind i rickshawen og bad chaufføren køre mig ud til Rajasthan Oriental Research Institute for anden gang den uge. Mit tog til Jaisalmer afgik senere samme dag, og mit første besøg havde været en langstrakt affære uden egentlige resultater.

Krydsforhøret var begyndt ude på gangen foran den fraværende institutleders kontor. To mænd klædt i en variation over de statsansattes anonyme brune uniform sad og læste avis og tyggede paan på en række plasticstole der var boltet skævt fast til væggen. Den ene bar guldfarvede plasticbriller med stængerne klemt fast højt over ørerne på sit skaldede kranie; den anden bar en grimasse som en presset citron under sit nøje fremadredte pandehår.

De kiggede fjendtligt op på mig og skiftedes til at stille nærgående spørgsmål fulde af skepsis og hån. Hvem var jeg og hvad lavede jeg her? Hvem havde fortalt mig om stedet og hvorfor havde jeg ikke meldt min ankomst i forvejen? Hvad skulle jeg med deres manuskripter og hvorfor købte jeg ikke bare en bog i stedet?

Jeg svarede dem så tålmodigt og venligt som jeg kunne og fik til sidst lov til at sætte mig ned på den yderste stol i rækken. Jeg fandt mine spilleplader frem fra tasken og blev straks udspurgt om hvor jeg havde dem fra og hvad jeg overhovedet vidste om dem.

Den pressede citron, som det var lykkedes mig at aftvinge navnet Mahesh, slog pegefingeren mod et af felterne og bad mig læse op fra det. Han rettede konstant på min udtale, og da jeg snublede over bogstaverne i et af ordene, lænede han sig tilbage i sædet med korslagte arme og trak vejret dybt ind gennem næsen så jeg kunne høre det røde paan-spyt boble i halsen på ham.

Jeg besluttede mig for at påberåbe de højere autoriteter.

Først fandt jeg anbefalingsbrevet fra universitetet frem, og mens Mahesh sad og stirrede på det med sin syrlige grimasse drejet endnu en halv omgang, fortalte jeg at jeg var blevet henvist til hans overordnede af en sanskritprofessor fra Indian Institute of Technology der er en af landets mest prestigefyldte uddannelsesinstitutioner.

Han ikke så meget som blinkede, men var tydeligvis presset da han begyndte at stille spørgsmål til autenciteten af universetets logo på anbefalingsbrevet. Hans skaldede makker, der bare havde rystet på hovedet da jeg havde spurgt ham om hans navn, sænkede avisen og trak brillerne ud på næsetippen som en gadesælger der undersøger en 1000-rupeeseddel.

Efter en ophedet diskussion på rajasthani begyndte Mahesh at afkræve mig kopier af forskellige officielle dokumenter. Jeg gik ud fra at det indikerede en eller anden form for fremgang og udstyrede ham velvilligt med kopier af mit pas, mit visa, mit eksamensbevis, min specialeudtalelse, min udløbede ansættelseskontrakt fra universitetet og til sidst også mit kørekort. Da jeg spurgte ham hvad mit kørekort havde med sagen at gøre, svarede han at han skulle bruge det til at krydschecke oplysningerne på de andre dokumenter, hvilket han selvfølgelig aldrig gjorde.

Chikanen fortsatte dagen igennem med endeløse ventetider tilbragt på plasticstole centralt placeret i nøgne rum der enten henlå i mørke eller i skriget fra uskærmede neonrør. Mine sandaler skulle blive ude på gangen, så jeg måtte igen og igen trække fødderne op under mig for at undgå kuldeslaget fra et betongulv der var mere beskidt end mine fødder nogensinde havde været.

Mens Mahesh og hans navnløse kollega smaskede sig gennem frokosten på deres skrånende stolerække ude på gangen, kom en tredje person ind til mig og lagde et blankt stykke papir foran mig. Han talte et rajasthani jeg kun langsomt genkendte som engelsk og først efter adskillige misforståelser forstod som et påbud om at jeg skulle skrive en anmodning til institutlederen om at få lov til at se kataloget. Jeg undlod at påpege det åbenlyst absurde i at institutlederen ikke var til stede, og at kataloget iøvrigt kunne downloades fra instituttets egen hjemmeside.

Jeg så aldrig min anmodningsskrivelse igen, men en lille times tid senere kom bibliotekaren ind til mig med slæbende skridt og syv lasede bind i favnen. Indekset så ud som om det var blevet kørt gennem en makulator, og det var umuligt at finde ud af hvilke stumper og strimler der hørte til på hvilke sider. De dryssede ud af bøgerne og ned på gulvet hver gang jeg bladrede, men hverken bibliotekaren eller hans unge assistent, der tilsyneladende skulle holde øje med at jeg ikke stak nogen af dem i lommen, reagerede på det.

Fra tid til anden kom Mahesh og hans kollega ind i rummet og spurgte om jeg havde fundet accessionsnumrene på de manuskripter jeg gerne ville se. De vidste lige så godt som jég at instituttets to spilleplader ikke stod opført i kataloget, og at en af dem hang på væggen i det lille galleri to døre længere nede ad gangen. Jeg var gået derind ved en fejl da jeg ledte efter toilettet, men ingen ville naturligvis anerkende min opdagelse. De rystede bare på hovedet og gestikulerede mod det hensmuldrende katalog.

Jeg følte mig efterhånden ret sikker på at vejen ud af det kafkaske helvede jeg befandt mig i, var et par 100-rupeesedler stukket ind mellem to tilfældigt udfyldte formularer. Men jeg følte mig næsten lige så sikker på at de ansatte kun kunne drive deres spil fordi deres overordnede var ude af huset. Hvis jeg havde ret, ville de ikke kunne lade mig gå med uforrettet sag, da jeg i så fald ville kunne klage min nød til hende.

Så jeg blev troligt siddende og bladrede videre i hvad end der var tilbage at bladre i. Min tålmodighed var for længst sluppet op, men jeg nægtede at betale de ansatte for blot at gøre deres arbejde, og alene forventningen om deres kommende skuffelse var nok til at holde min indre ild knitrende.

“I am poor man,” havde Mahesh sagt inden han gik til frokost. “We all are poor man.”

Nu stod han med sit pressede citronfjæs og skævede op til uret der nærmede sig halvfire om eftermiddagen. Den tid der skulle have arbejdet for ham, arbejdede nu pludselig imod ham.

“Come this way,” sagde han og forsvandt ud på gangen.

Jeg lod katalogets syvende og sidste bind glide gennem fingrene og skyndte mig efter ham. Han stod og ventede i døråbningen til galleriet hvor jeg havde set den ene af spillepladerne et par timer forinden.

“I think maybe accession number is on back,” sagde han som om jeg havde spurgt til det for fem minutter siden og løftede den plasticindrammede spilleplade ud fra væggen.

Nu kunne han pludselig også huske accessionsnummeret på den anden spilleplade udenad. Instituttet havde sendt en kopi af den til et museum i Bruxelles for nylig, og Mahesh havde stået for de praktiske detaljer. For at bevise at det ikke bare var noget han fandt på, tog han mig med ind på et af de mange tomme kontorer og viste mig en regnskabsbog hvor nummeret optrådte flere gange.

Så bankede hans kollega – der nu muligvis ville have været parat til at fortælle mig sit navn, men som jeg undlod at berede den fornøjelse – forsigtigt på døren og sagde at teen var serveret i forhallen.

“Madam director will be here on Friday,” sagde Mahesh med chaikoppen hængende i vatter mellem tommel- og pegefinger. “You just write the accession number in your application and she will decide. Without madam, nothing can be done.”

Jeg kom i tanke om noget dr. Wakankar havde spurgt mig om sidste gang jeg besøgte ham på Indian Institute of Technology i Ahmedabad. Havde jeg nogensinde set et eneste manuskript ligge fremme på et af de mange forskningsinstitutter jeg havde besøgt? Havde jeg nogensinde set nogen udføre andet arbejde end at tage imod penge og skrive beløbet – eller i hvert en del af det – ind i deres regnskabsbøger?

Selv forskerne med lange titler og egne kontorer var altid midt i en samtale over telefonen eller ude på gangen, og når man prøvede at få et møde i stand med dem, var de enten gået til frokost eller taget ind til byen for at holde foredrag. Hvor eller om hvad kunne man aldrig få at vide.

De ansatte på Rajasthan Oriental Research Institute havde brugt en hel arbejdsdag på at nægte mig adgang til noget som det ikke bare var deres arbejde at give mig adgang til, men som tilmed kunne være blevet gjort tilgængeligt på få minutter.

Formålet med fast arbejde var tilsyneladende at slippe for at arbejde. Som lønmodtager var man fri fra dagligdagens slid og slæb og kunne nyde den usigelige luksus det var at spilde tiden. Såvel sin egen som andres.

*

Det var som sagt ikke med de store forventninger at jeg vendte tilbage til instituttet blot en halv dag før jeg skulle rejse videre til Jaisalmer. Men jeg skulle have min hævn og historien sin afslutning.

Dr. Sharma var en mild og rund ældre kvinde der lyttede interesseret til mine forklaringer og stillede fornuftige spørgsmål til spillepladernes oprindelse og overleveringshistorie. Da jeg fortalte at jeg samarbejdede med dr. Wakankar lyste hun op i et nærmest forelsket smil og spurgte om hun måtte få hans telefonnummer. Hun havde kendt ham dengang han arbejdede med manuskriptsamlingen på Oriental Institute i Baroda, men havde siden mistet forbindelsen med ham.

Citronpresseren og den guldrandede skaldepande stod på hver sin side af mig og nikkede samstemmende hver gang jeg åbnede munden.

“I have some business in town,” sagde dr. Sharma til sidst og skubbede mine spilleplader tilbage over bordet. “But Mahesh will help you with your inquiries.”

Hjertet sank i mit bryst. Så tæt på og alligevel så langt fra.

Fire timer senere befandt jeg mig i hvad der bestemt må have været en fraklippet scene fra en Marx Brothers-film. Skaldepanden balancerede usikkert på armlænene af en plasticstol og forsøgte at fotografere den plakatstore spilleplade på bordet under sig, mens en tyk brahmin med brede orange striber i panden og håret sat op i springvandsfrisure trykkede på tilfældige knapper i Windows Picture Manager i hvad jeg kunne forstå var et alternativt forsøg på at sætte seks separate billeder af forskellige dele af spillepladen sammen til et ubrudt hele.

Problemet var, som Mahesh beklagende forklarede mig igen og igen, at instituttets reglement forbød ham at give mig mere end en enkelt A4-udskrift af spillepladen. Alternativt kunne han udskrive et af de seks detaljebilleder til mig.

Jeg insisterede på at han ringede til dr. Sharma, men hvad end det var for et nummer han tastede på telefonen, var der ikke nogen der svarede i den anden ende.

“Just you use magnifying glass,” sagde han. “Then no problem.”

Jeg kiggede på den grågrå udskrift af resultatet af skaldepandens akrobatiske anstrengelser på armlænene der nu stod ud til hver sin side i en 45 graders vinkel. Billedet var rystet og det øverste af spillepladen manglede. Men Mahesh nægtede at give sig. Han marcherede ned i den anden ende af instituttet og vendte tilbage med frisk paan i munden og et forstørrelsesglas i hånden.

“Now you try,” sagde han.

Og det gjorde jeg så.

“Now you try,” sagde jeg uventet trodsigt.

“No, no, I am just working man. You are expert PhD. For me is difficult, but for you is easy, okay?”

Det var efterhånden blevet ud på eftermiddagen, og stemningen i computerrummet var blevet mere afslappet. Bibliotekaren var gået på nettet og havde fundet en kanal der streamede cricket. To unge mænd jeg tidligere havde set sparke til knolde og trække gevækster op af jorden i den tilgroede atriumgård, havde også sluttet sig til os. De sad med fødderne oppe på bordet og skrev beskeder på Facebook mens de skiftedes til at sende stråler af rødt paanspyt ned i papirkurven. Brahminen havde lukket ned for Windows Picture Manager og sat en CD på med et slideshow af erotiske tempelskulpturer akkompagneret af en technoversion af gayatrimantraet.

Jeg kiggede opgivende på det ulæselige udsnit af spillepladen som Mahesh havde kopieret op i dobbelt størrelse i et forsøg på at overbevise mig om at jeg selv kunne gøre det samme med resten af det rystede A4-ark.

“It is okay?” spurgte han.

“No, it’s not okay. But what can I do? In the end, it’s all up to you, isn’t it?”

Toget til Jaisalmer kørte om få timer, og jeg manglede stadig at finde et hotel der kunne hente mig på stationen når jeg ankom ud på de små morgentimer.

“Please, sir, it is my duty to help you.”

“Then why don’t you?”

“I am just a poor man. We are all just -”

Han kiggede fortvivlet rundt i lokalet efter nogen eller noget der kunne bakke hans udsagn op, men den fattigdom der omgav os var tydeligvis ikke materiel.

Skaldepanden ræbede højlydt og løftede røret på skrivebordet. To minutter senere dukkede endnu en anonym uniform fra endnu et anonymt kontor op. Han havde hele min stak af kopierede officielle dokumenter i hånden. De var hæftet sammen med en regning som jeg havde på fornemmelsen også stammede fra i forgårs.

Trehundredeogseksoghalvfems rupees, eller femogtredive kroner, for kopier af to spilleplader og et manuskript jeg havde lovet at forsøge at skaffe til en sanskritprofessor fra Canada. Manuskriptet havde jeg for længst både opgivet og glemt igen, men det lå tilsyneladende på den CD skaldepanden nu uventet fiskede op af skrivebordsskuffen.

Mahesh markerede de seks delbilleder af spillepladen på computeren og klikkede print.

Den anden spilleplade fandtes tilsyneladende kun i det ene sørgelige eksemplar som bibliotekarens assistent havde fotograferet med et digitalkamera der ikke talte sine pixels i mega. Mit tilbud om at låne ham mit kamera havde allerede forsinket processen mindst halvanden time, og jeg havde hverken tid eller kræfter til mere.

Jeg lagde demonstrativt firehundrede rupees på skrivebordet og vendte mig om for at gå. Mahesh greb mig pludselig i armen og trak mig hen til sig. Så pressede han fire rupees i byttepenge ned i hånden på mig.

Vi kiggede på hinanden i et langt, akavet øjeblik uden rigtig at vide hvad vi skulle sige til hinanden.

“Well, thanks,” fremstammede jeg til sidst.

“No problem, sir,” sagde han. “It’s my duty to serve you.”

Så slap han grebet og lod mig gå. Endnu en arbejdsdag var ovre, og endnu en dagsløn klar til at blive sat ind på kontoen. Jeg forlod stedet med en uforklarlig fornemmelse af at have skænket de ansatte to gode og begivenhedsrige dage.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s