Originale kopier

Det er ikke kun køberne der har det svært på det indiske antikmarked. En ny lov har gjort det ulovligt at eksportere antikviteter der er over hundrede år gamle til udlandet. Tilsyneladende et forsøg på at stoppe den stadige strøm af kulturløse australiere og excentriske amerikanere med flere sider i checkhæftet end i det kulturelle pensum fra at opkøbe kulturarven.

Men der er naturligvis et men.

Det er nemlig kun indiske eksportører der er omfattet af loven. Ved at anvende et netværk af udenlandske mellemænd og sørge for at der aldrig bliver overført penge direkte fra køber til sælger, er det derfor alligevel muligt at sende antikviteterne til opbevaring i udlandet.

“But why don’t you just sell to Indians instead?” spurgte jeg Ramji.

Vi sad på trevlerne af et guldbroderet gulvtæppe omgivet af tusindvis af antikviteter indsamlet over tre generationer. Ramjis bedstefar havde været mere interesseret i at købe end i at sælge, og selv om Ramjis far kun nødig købte nu om dage, så havde han noget af den samme tilbageholdenhed som bedstefaren når det kom til at sælge. Ramji var tilsyneladende den første rigtige forretningsmand i familien.

“Indian customers talk too much,” svarede han. “It’s a way of covering up their ignorance. We prefer people who know silently.”

Selv havde jeg flere gange taget Ramji i ikke at vide hvad han snakkede om. Han kunne ikke skelne guderne fra hinanden på sine religiøse malerier, og han byttede konstant rundt på chaupad (ludo) og caturanga (skak). Da han beskrev en hundrede fod lang skriftrulle der blev opbevaret i familiens bankboks, kunne han ikke svare på de mest simple spørgsmål om materiale, datering eller indhold.

Hans bror var kommet ham til undsætning og havde sagt at det var en tekst om elefantguden Ganesh. Jeg havde ham dog mistænkt for blot at være blevet inspireret af den tegning af Ganesh der hang på væggen ved siden af ham. Skriftrullen ville jeg alligevel aldrig få at se.

Priserne Ramji citerede virkede også mere eller mindre opdigtede til lejligheden. De ting jeg udviste interesse for kostede gerne to-tre gange mere end forventet, mens de ting jeg kun spurgte henkastet til endnu ikke var prissatte. Han ville først blive nødt til at forhøre sig med sin far, uden hvem der under alle omstændigheder ikke kunne indgås nogen handler.

Jeg begyndte at se et andet muligt formål med den lov som Ramji beskrev med de sidestillede adjektiver “stupid” og “Indian”. Måske den i virkeligheden skulle beskytte de indiske antikvitetshandlere mod deres egen uvidenhed som de ellers havde for vane at tilskrive deres indiske kunder. Jeg havde i hvert fald mødt adskillige potentielle indiske kunder som ikke kun ville vide hvad antikviteterne var værd, men også hvad de var.

“So,” spurgte jeg forsigtigt, “your business is now basically illegal?”

“Yes,” svarede han med en uventet åbenhed. “That’s why we are now manufacturing the antiques ourselves.”

“And people are willing to buy them?”

“Especially rich foreign tourists and Indians. They like old things that look new.”

Konsekvenserne af den nye lov virkede mere og mere uoverskuelige. Handlen med ægte antikviteter var blevet kriminaliseret og overladt til anonyme mellemmænd, mens et nyt marked for falske antikviteter var blomstret op i fuldt dagslys.

“You went to the Pal Haveli, right?” fortsatte han. “The old paintings they’re selling, they are all forgeries. They will even brag about how well they are forged. Sometimes people come here and try to pass them off as originals. You have to be careful, you know.”

Jeg havde hørt om noget tilsvarende på The Oriental Institute i Baroda. Dér havde de haft problemer med repræsentanter for jainistiske manuskriptsamlinger der bestilte digitale kopier af gamle religiøse tekster, forfalskede dem og påstod at det var dem og ikke instituttet der var i besiddelse af originalen. Lidt ligesom når en analfabetisk skriver fra middelalderen ledte videnskaben på vildspor i årtier eller århundreder ved ikke bare at kopiere manuskriptet foran ham, men også kolofonen med oplysninger om sted, årstal og den tidligere skrivers navn.

“Would you be willing to forge a gyan chaupar board if I showed you one?” spurgte jeg.

Ramji scannede butikken for kunder med et hurtigt blik.

“It could be arranged,” sagde han lavmælt. “We can also forge a receipt to show when, where, and from whom it was acquired. You just give us the details, and we’ll make sure that nothing is left out.”

“And how much would that cost me?”

“Well, it depends. I would have to ask my father.”

Jeg forlod Ramjis butik med en følelse af at have været tættere end nogensinde før på sandheden om de store ubesvarede spørgsmål om originalitet, tradition og fornyelse der præger stort set al indologisk forskning. Svaret syntes ganske enkelt at være at tiden ikke eksisterer, at begivenheder ikke kan inddeles i et før og et efter, at alting sker her og nu og samtidig.

Hvor mange årtusinder adskilte ikke bonden i kamelkærren fra forretningsmanden i den airconditionerede SUV? Og alligevel kørte de side om side ned ad vejen og stoppede for de samme hellige køer der havde lagt sig til rette på tværs af kørebanen. Den ene var ikke så meget en konsekvens af den anden som et nødvendigt modstykke.

Hvis alting eksisterede, kunne intet udelades. Kopierne var lige så originale som originalerne var kopier. Og det eneste jeg kunne gøre var at tage det hele ind og tro på at en eller anden mening ville afsløre sig med eller uden tiden.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s