Det tomme felt

Papiret var gyldenbrunt af ælde. Det sprækkede i folderne og dryssede en fin regn af uvurderlig konfetti ud over glasbordet hver gang antikvaren bøjede endnu et stykke af det tilbage. Det ville kun kunne klare ganske få fremvisninger mere før det ville brække helt over og blive til små lapper i et århundreder gammelt puslespil.

Billedet der afslørede sig flig for flig forestillede den krigeriske og blodtørstige gudinde Durga. Hun havde tre hoveder, otte arme og to fødder, men resten af kroppen – torsoen og benene – manglede. De var skjult bag et tomt kvadratisk felt der skulle have vist hvad end hun indeholdte.

Men billedet var aldrig blevet malet færdigt, og nu var kun gætværket tilbage.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de jainistiske gyan chaupar-spilleplader der netop var malet som kvadratiske felter inde i kroppen på lokpurush, eller det kosmiske menneske, med kun hovedet, armene og fødderne stikkende ud. Hvis jeg havde ret i min antagelse, ville det være den første spilleplade videnskaben havde set der portrætterede Durga som den universelle form.

Konsekvenserne var intet mindre end svimlende.

Hvis det afbildede univers forestillede Durga, måtte den bagvedliggende religiøse orientering være Shakti, hvilket ville fuldende triumviratet af hindu-sekteriske spilleplader der indtil nu kun havde bestået af Vaishnavaer og en enkelt Shaiva. En helt ny mystisk-filosofisk terminologi kunne med andre ord ligge gemt i det tomme felts aldrig realiserede potentiale.

“Can I photogaph it?” spurgte jeg.

Den gamle mand krængede underlæben ud og rystede på hovedet. Hvad end det var for en sjæl der gemte sig i maleriet, skulle ingen tilfældig fremmed komme og stjæle den med sit kamera.

“Can I buy it?” prøvede jeg mere desperat.

“Two lakh rupees.”

De mange nuller kørte rundt i hovedet på mig som kirsebær i en én-armet tyveknægt.

“Three thousand five hundred dollars,” afsluttede manden regnestykket for mig. “You will never find again.”

Jeg havde netop fået at vide hjemmefra at jeg var berettiget til erstatning på grund af støjgener fra metrobyggeriet i Nørrebroparken. Måske ville det være nok til at dække købet. Der havde jo været fremsat krav om helt op til titusind kroner per måned.

Pludselig var det som om jeg kunne se stigerne og slangerne i Durgas indre, som om jeg kunne se alle de forskellige sjælelige stadier de forbandt. Jeg fulgte den usynligentantriske skrift fra punkt til punkt indtil jeg var tilbage i det guddommelige moderskød hvorfra jeg aldrig skulle fødes igen.

“First you buy, then you touch,” sagde antikvaren og løftede min pegefinger fra papiret.

Visionen var væk. Spillepladen atter et tomt felt. En enkelt konfetti sad fast under neglen.

Tretusindfemhundrede dollars for et kvadratisk ingenting. Det var jo det glade vanvid. Hvor dum troede den gamle mand egentlig lige jeg var?

Det tomme felt

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s