Uskrevne regler

Jeg havde arbejdet tre måneder på at få et møde i stand med dr. Shah, og intet skulle holde mig fra at dukke op. Jeg slugte to paracetamol og betalte dobbelt hyre for at nå frem til det indologiske institut en halv time før det aftalte tidspunkt.

Dr. Mehta sad alene og spiste frokost i den åbne hall. Hun bød mig tage plads.

Jeg satte mig skråt over for hende, så jeg kunne se ned ad gangen til dr. Shahs kontor. Min eneste blinde vinkel var kopirummet hvor jeg følte mig sikker på at han aldrig ville sætte sine ben. Alle andre flugtveje var dækket ind.

Dr. Mehta brækkede små stykker af en chapati og skrabede dem omhyggeligt over bunden af en lille metalskål med grønsagscurry.

“So, how is your research coming along?” spurgte hun uden at se op.

Jeg forklarede at jeg lige var vendt tilbage til Ahmedabad efter en rundtur til Saurashtra og Kachchh. Mens jeg fortalte om mine eventyr og opdagelser, sørgede jeg hele tiden for at understrege de mange vanskeligheder ved at få adgang til manuskripter og spilleplader. Uden forskningsinstitutioner som denne, indføjede jeg, ville det stort set være umuligt at udføre nogen former for akademisk arbejde.

“We, too, have our difficulties,” sagde dr. Mehta og skruede låget på metalskålen. ”We have to convince people that we can preserve their manuscripts better than they can themselves. One Ayurvedic doctor we are working with at the moment has more than 900 rare manuscripts in a very poor condition, but still he prefers to keep them in an old, damp family cupboard. They have been there for generations, you know. It does not matter that no one can read them anymore.”

Klokken var ti minutter i. Stadig ingen livstegn nede fra dr. Shahs kontor.

“One time we were called out to a family who had decided to give away all their manuscripts,” fortsatte dr. Mehta. “When we got there, we found them to be in complete disarray. The leaves had all been taken out of their covers and mixed together into one big pile.”

“You mean, they had been preparing to throw them all out?”

“No, not like that. But the family had been told that the manuscripts contained great wealth, so every year, on an auspicious day in the bright half of the full moon, they would spread out all the leaves on the floor of the house to see if any rupees would fall out from between them. Most people here are simple people. They could not imagine wealth in any other form than money.”

Hvis hun prøvede at få mig til at føle mig priviligeret, så var hun på rette spor. Mit eget arbejde ville aldrig kunne blive andet end frugten af hendes.

“So, you think Dr. Shah is ready to see me?”

“Dr. Shah?”

“Yes, I have an appointment with him just about now.”

“But Dr. Shah is not here. He has gone out to lunch.”

“Well, I was on the phone with him yesterday, so I’m sure he’ll be here shortly.”

Dr. Mehta så ikke ud til at dele min optimisme. Hun råbte noget til en lille, foroverbøjet skikkelse bag et af skrivebordene i receptionen. Han kom snublende hen imod os med hovedet begravet i en mobiltelefon.

Dr. Mehta tog røret og førte en kort, lavmælt samtale med personen i den anden ende. Så kiggede hun alvorligt på mig.

“You can browse our manuscript catalogue while you wait. Dr. Shah should only be a couple of hours.”

*

Hvis jeg skulle tegne en karikatur af en korrupt indisk embedsmand, så ville den ligne dr. Shah på en prik. Den uformelige krop som en overgæret og lidt for fugtig dej der aldrig er blevet æltet færdig eller bagt. Sideskilningen slikket til venstre ned over panden i harmonisk kontrast til den behårede skønhedsplet på højre kind. Og så selvfølgelig den knitrende hvide dhoti spundet på hjemmerokken efter ophøjet gandhiansk forbillede.

Han beklagede ventetiden dybt og glattede ud med et smil da jeg sagde at to timer var for intet at regne mod tre måneder.

“So, what can we do for you?”

Jeg betragtede spørgsmålet som en opfordring til at bevæge mig ud over den specifikke anmodning om de to eftertragtede accessionsnumre fra kataloget og begyndte at hælde indholdet af min rygsæk ud over hans skrivebord.

“Yes, yes,” mumlede han fraværende mens jeg udlagde projektet for ham. “We’ll do everything in our power to help you.”

Jeg prøvede en anden tilgang.

“Your late employee Lalit Kumar is supposed to have been working on an article about the Jain version of the game before he died. I take it that he was using materials kept at the institute, so -”

“Actually,” sagde dr. Shah og rakte hånden frem over bordet til afsked, “we don’t know anything about that. But we will help you with your other requests. Don’t worry. It’s our pleasure.”

Jeg gav ham kort hånden og begyndte at samle mine ting sammen igen.

“Anything else?”

Jeg kiggede forgæves efter den mindste antydning af ironi bag hans veltilfredse smil og glitrende øjne.

“No? Well, you can contact us anytime. You know how to find us.”

*

Dr. Pancholi sad utålmodigt og ventede på mig i kælderen under instituttet da jeg dagen efter dukkede op for at hente kopierne af de to artefakter dr. Shah havde lovet mig. Jeg havde nøjedes med en enkelt paracetamol denne morgen og givet rickshawchaufføren lov til at skyde et par af de genveje der på mystisk vis altid fik taxameteret til at ende på et højere tal end ellers.

“I only have one hour for you,” sagde dr. Pancholi og trak ned i sjalet, så det strammede over håret. “I took this day off several months ago.”

“Oh, I’m sorry. I didn’t know. I can just as easily come -”

“No, it’s okay. Dr. Shah wants it to be today.”

“Alright, then let’s be quick about it. Did you get my application?”

Dr. Shah havde insisteret på at jeg skulle aflevere en håndskreven ansøgning i receptionen med alle de detaljer og forbehold som jeg allerede havde sendt ham tre gange forinden på mail.

“No. Please show me.”

“But, I – I don’t have it. I gave it to the receptionist yesterday. Like Dr. Shah told me to do.”

Dr. Pancholi blinkede hurtigt tre-fire gange efter hinanden uden at fortrække en mine.

“Please wait.”

Tyve minutter senere kom hun tilbage med ansøgningen der nu var stemplet og underskrevet. Datoen afslørede at det først lige var sket.

Hun forsvandt ind mellem de uoplyste rækker af arkivskabe i blågråt metal. De fortabte sig i alle retninger under de hvælvede lofter der hverken syntes at have begyndelse eller ende. Jeg prøvede at følge lyden af hendes klaprende hæle og nøglerne der gled ind og ud af den ene lås efter den anden, men det var umuligt at finde et sammenhængende mønster.

Først kom de herovre fra, så kom de derovre fra – og så stod hun pludselig bag mig med et indbundet manuskript i hånden.

“The gyan bazi board is currently undergoing conservation in our strongroom,” sagde hun. “You’ll have to contact Dr. Shah about it again later.”

Hun må have hørt mit suk.

“You can also just give me your email address directly,” foreslog hun. “I’ll see what I can do.”

Dr. Pancholi lagde det indbundne manuskript på bordet foran mig og børstede støvet af omslaget. Jeg havde ingen idé om hvad det ville indeholde. Det var bare en af den slags intuitioner manuskriptjægeren nogen gange må følge når han ser en ikke helt entydig optegnelse i et katalog.

Manuskriptet havde ikke nogen titel, men var skrevet af en vis Lallu Jhetabhai i 1878. Opsætningen var i europæisk bogform med stående frem for liggende sider. Håndskriften var fin og jævn med hyppige markeringer af overskrifter og afsnit med indgnedet rødt pulver. Sproget var angivet som gujarati, men det lignede mere hindi med en senere tilføjet indholdsfortegnelse translitereret til gujarati.

Umiddelbart så værket ud til at være en slags encyklopædi, men den noget nær ulæselige indholdsfortegnelse gjorde det i så fald svært at se hvilke emner det behandlede. Jeg bladrede frem til første side og læste nu med al ønskelig tydelighed:

atha gyan baji ramavani rit
(nu følger manualen til det underholdende vidensspil)

På de følgende otte håndskrevne sider stod ikke bare reglerne til spillet, men også en lille beskrivende tekst til hvert af felterne på spillepladen. Og hvis ikke jeg forlæser mig, endda titlen på det jainistiske kommentarværk som jeg efterhånden også selv har sporet mig ind på må være en af hovedinspirationerne bag spillet.

Jeg havde tidligere hørt spekulationer om at spillet oprindelig skulle have været understøttet af en forklarende manualtekst, men den totale mangel på evidens havde mere eller mindre fået mig til at afskrive muligheden som akademisk ønsketænkning. Nu sad jeg så pludselig selv her med den rygende pistol mellem hænderne.

“Can I have a copy of this?”

Dr. Pancholi skævede op mod uret. Min time var for længst gået.

“Alright,” sagde hun. “Meet me upstairs in five.”

*

Da vi sad over for hinanden ude på terrassen og holdt manuskriptbladene nede mens fotografen knipsede løs af artefaktet og vores fingernegle, var det som om noget af den anspændte stemning mellem os lettede. Vi grinede da en af siderne slog op i kameralinsen og fotografen sprang forskrækket tilbage.

“I am really sorry that I had you called in on your day off,” sagde jeg.

Hun trak på skuldrene.

“Well, it wasn’t exactly you who -”

Fotografen sendte hende et hurtigt blik, og hun tav mens dr. Shah passerede ned ad trappen bag os i sin flagrende hvide dhoti. Den lille, foroverbøjede mand fra receptionen gik ved siden af ham med en rejsekuffert i hånden. Privatchaufføren stod allerede klar med døren holdt åben for enden af havegangen.

“You see, Mr. Jacob,” sagde dr. Shah over skulderen inden han steg ind, ”I told you not to worry. We’ll do anything in our power to help you.”

Dr. Pancholis mobiltelefon ringede. Det var hendes søn. Han var netop kommet ud fra sin afsluttende studentereksamen og ville høre hvor hun blev af.

Reklamer

One comment

  1. Liv

    Al den tid på KBH Uni har lært dig tålmodighedens kunst med kringlede systemer. Jeg er imponeret.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s