Chaupad

OLYMPUS DIGITAL CAMERADagen før afrejsen fra den barske og smukke Khachchh-egn med dens hvide saltørkener og lyserøde flamingoer, dens tatoverede nomadefolk og sammenstyrtede paladser, dens kunstfærdige tekstilarbejder og købevillige luksusturister, lykkedes det mig endelig at opstøve en gammel chaupad-spilleplade der angiveligt har tilhørt en rajputfamilie i flere generationer.

Jeg fandt den efter et tip fra lederen af den lokale NGO Qasab der organiserer flere tusinde kvinder fra omkringliggende landsbyer og gør det muligt for dem at leve af deres kunsthåndværk uden mellemmænd og dumpingpriser. Den var én blandt 10-15 stykker som en hvidskægget, beedi-rygende antikvitetshandler havde samlet ind over årene uden rigtig at være i stand til at komme af med dem igen.

Selv mente han det skyldtes at Indien var af lave og havde mistet sin historie, men jeg tror nu også det havde noget at skulle have sagt at butikken ikke havde noget navn, kun åbnede efter forudgående aftale og hovedsageligt bestod af bjerge af mørnede tekstiler gemt af vejen bag en rusten garageport. Han foreslog selv at vi skulle tage en kop chai ovre på den anden side af gaden mens varerne dunstede af.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet var egentlig ikke min intention at købe andet end hans tilladelse til at fotografere spillepladerne, men da jeg af ren nysgerrighed spurgte hvad han solgte dem for, og han lidt forlegen foreslog 1000 rupees (ca. 90 danske kroner), tog samtalen en ny drejning. Skuffet over at jeg ikke engang forsøgte at forhandle prisen ned, insisterede han på at jeg så i det mindste skulle have et komplet sæt originale spillebrikker og terningeskaller med i købet.

Spillepladen bærer tydelige spor af at være blevet flittigt brugt og er endda blevet repareret flere steder. Den ene arm er således blevet forlænget med en ny række felter da den tilsvarende række i den anden ende af armen med tiden synes at være krøbet ind i midterfeltet. Det har endvidere medført at de tre hellefelter, markeret med diagonale kryds, er blevet flyttet en række nedad og har ødelagt symmetrien.

For kvinderne i familien har det dog næppe betydet det store. Spillepladen er tydeligvis en brugsgenstand og har endda en smart lille anordning med tre snore for enden af den ene arm der gør det muligt at folde pladen sammen om sig selv og bære den i hånden som en bylt. Brikkerne og terningeskallerne kan man opbevare i en lomme under midterfeltet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJeg har ingen idé om hvilken værdi sættet repræsenterer på det internationale antikmarked, men jeg ved at gamle chaupad-spilleplader er overraskende svære at fremskaffe, og at især originale brikker og terninger kan være mere eller mindre ubetalelige. Ejeren af kunsthåndværkbutikken under et af Ahmedabads dyreste hoteller, indrettet i en gammel haveli med udsigt over Sabarmati-floden, fortalte mig således at han helt havde opgivet jagten på brikker og terninger da han ikke vidste hvem han nogensinde skulle kunne sælge dem til igen.

For en god ordens skyld skal det nævnes at det kun er nogle få af mine terningeskaller der er originale, og at de virkeligt dyre terninger er aflange og firesidede og skåret ud i træ eller ben. Mine brikker er derimod blevet lakeret med en århundreder gammel teknik hvor man ikke maler den farvede lak direkte på træet, men drejer den ind i det med pinde i konstant friktion med brikkerne. Som man kan se på billedet, så bliver resultatet at lakken først forsvinder når træet gør det.

Alle intereserede er hermed inviteret til et spil chaupad med originalt udstyr og originale regler når jeg vender tilbage til Danmark i begyndelsen af januar. Vin, vandpiber og nedgørende bemærkninger om modstandernes brikker er en absolut uomgængelighed.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

2 comments

  1. kreller123

    Fedt. Jeg kommer glad. Og som fast følger af din seneste rejse i land og sind kender jeg jo stort set reglerne! Vin kan jeg være med på – vandpiper og nedladenhed kan sikkert også kobles på

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s